For nogle uger siden sad jeg rundt om et bord og kiggede ind i øjnene på fire af mine veninder. Vi har efterhånden kendt hinanden i mere end ti år og det magiske ved vores venskab er, at det lidt føles som om vi fortsætter, hvor vi slap - nærmest uanset hvor længe siden det er, at vi så hinanden sidst. Der går for det meste alt for lang tid imellem, for siden vi lærte hinanden at kende er der sket mange ting; vi har taget uddannelser, fået børn, startet karrierer og slået os ned på hvert vores lille spot i landet. Det er det, der sker, når livet leves. Heldigvis lykkes det os af og til at få os samlet - ligesom den aften for nogle uger siden.
Den aften havde vi en snak, som plantede en tanke i mig og jeg har ikke kunnet slippe den siden. En tanke som prikker til en følelse indeni mig. Måske kender du den også? Hos mig føles det som om nogen har bundet en knude inde i min mave og bare bliver ved og ved og ved med at stramme den. En konstant knugen af bekymringer og overvejelser og følelsen af ikke at slå til. Nogle gange kan det også føles som tanker, der spæner rundt i hovedet og aldrig nogensinde stopper op - egentlig er der helt stille omkring mig, men de larmer alligevel og er enormt overdøvende
Jeg troede egentlig bare det var mig (og måske mere eller mindre alle andre, som også søger jobs og føler, at det hele tiden er forgæves), fordi jeg burde have et arbejde. Fordi jeg føler, at jeg burde være igang med et spændende job og bruge min uddannelse til noget. Og måske også, fordi jeg føler, at jeg burde være igang med at få et barn mere, så vi kunne få den familie vi drømmer om. Og fordi jeg føler, at min ankelskade ikke burde fylde så meget i vores hverdag, som den gør. Men nok i virkeligheden mest af alt dét med jobbet; nu burde alt mit hårde slid med jobsøgning og kurser og workshops, praktikker og alt den slags da snart give resultater. Så jeg kan stoppe med at banke mig selv i hovedet med at føle mig bagud med livet hele tiden - hele tiden føle, at jeg burde være et andet sted og gøre noget mere og aldrig bare rigtig have overskud til at hvile, der hvor jeg er. Det lyder måske mærkeligt, men jeg oplever, at det faktisk godt kan være en anstrengelse at lægge det på hylden - alle bekymringerne og så bare være og lade tankerne gå lidt i dvale. Selv når jeg siger til mig selv, at nu slapper jeg af, så kører tankerne på højtryk om hvad jeg burde - burde jeg tjekke LinkedIn en ekstra gang og måske også lige min mail, burde jeg lige lave et opkald mere og skynde mig at skrive en ansøgning til og gå over i det fitness center? Nogle gange handler det bare om at få så meget ud af dagen som muligt, så selv mine hobbyer bliver presset ind som noget jeg burde nå (fordi jeg føler med bagud med dem...) - så jeg multitasker afslapning; for eksempel TV og hækling på samme tid - se lige hvor jeg kan! (Er jeg den eneste, der synes at "multitasket afslapning" lyder åndsvagt og ironisk? Men seriøst; jeg praktiserer det. Nogle gange er det rent faktisk afslappende, men nogle gange (og langt oftere) er det altså også det stik modsatte og hvad er pointen så?). Eller også "presser" jeg lige tid til at tegne eller skrive tekst ind. Som om det giver mening, at en hobby skal presses ind, som om det var en forpligtelse. Nå, det var et lille sidespring.
Fem "twenty something"-kvinder og følelsen af utilstrækkelighed
Tilbage til dén aften. Der sad jeg og mine veninder så rundt om et bord - alle "twenty something"-kvinder, som er intelligente, sjove, empatiske, har en masse at byde på og som har travlt med at leve livet. Og travlt med at føle sig bagud. For pludselig siger min ene veninde netop dét. Eller hun brugte måske nogle andre ord og jeg kan ikke huske det godt nok til at citere hende, men hun siger altså noget i stil med, at hun ikke er nået så langt, som hun gerne ville. Og jeg var ved at falde ned af stolen og fik vist sagt, at dét kunne hun altså ikke være bekendt at sige og tænke om sig selv, for hvad så med mig - så havde jeg da for alvor en stejl bakke at kæmpe mig op ad!
Det kom lidt for hurtigt ud af munden på mig, for det sidste jeg ville var at give hende dårlig samvittighed. Hun har lov til at have den følelse, men jeg blev bare overrumplet af at høre, at hun havde den - den samme følelse, som jeg går rundt med hver dag. Overrumplet fordi, når jeg kigger på hende, så tænker jeg: "Se det mod, se de ambitioner, se de talenter og den målrettethed! Når man opnår det dér så er man kommet så langt!" Og jeg synes virkelig ikke, at hun kan være bekendt at have det sådan - og den hun ikke kan være det bekendt overfor er hende selv! Alene af den grund, at hun allerede har opnået så meget og gør det så godt - og ikke mindst: gør alt hvad hun kan!
Der gik ikke mange minutter før vi alle havde bekendt os til, at vi hele tiden føler os bagud i vores liv i forhold til, hvor vi synes vi burde være. Jeg kiggede rundt om bordet og så fire fantastiske kvinder, som har så meget at byde på - og som fra mit synspunkt slet ikke er så langt bagud, som de føler sig. Hver især er de til dagligt en kæmpe inspiration for mig, fordi de står ved sig selv og er så godt igang med at leve deres liv og finde ud af, hvad de ønsker at få ud af det. Og jeg blev så frustreret på deres vegne over, at de har det sådan, fordi jeg ser noget helt andet, når jeg kigger på dem.
Jeg ser en kvinde, som er et kæmpe forbillede for mig, hvad angår familieliv og mod til at springe ud i sine drømme, udfordre vores syn på mødre og karriere og er fyldt til randen af talent og gåpåmod. Jeg ser en anden kvinde, som er så sprudlende og talentfuld, står ved sig selv og kæmper for at kunne leve af den musik, som altid har levet inde i hende og finde frem til netop den struktur på livet, som passer til hende i stedet for at klemme sig ned i samfundets kasser. Jeg ser en tredje kvinde, som har haft det ene mere spændende studiejob efter det andet og derfor har så misundelsesværdigt meget relevant på sit CV, at det kun er et spørgsmål om tid før hun lander den sejeste karriere. Igennem vores venskab har jeg tit kigget hendes vej og ønsket, at jeg havde haft ligeså meget mod til at tage på opdagelse i verden som hende. Og så ser jeg en fjerde kvinde, der for nyligt har taget sig tiden til at stoppe op og mærke efter, at det liv hun levede ikke tog lykken med sig. Selvom det sikkert var både nemmere, tryggere og mere overskueligt at blive og håbe, at lykken ville ende med at komme, så startede hun igen og har lagt et nyt fundament - og dét uden at miste den gnist i øjet, som jeg husker hende bedst for.
Beundringsværdige og inspirerende hver og én.
Og alligevel forpint af følelsen af at være utilstrækkelig
Jeg blev simpelthen så ked af, at de også render rundt og bliver forpint af den dér følelse af ikke at slå til. For det gør de jo - altså slår til! Det kan vi allesammen blive enige om, når vi kigger på dem udefra, ikke? Alligevel banker de sig selv i hovedet med følelsen af, at de ikke er nok.
Den femte kvinde ved bordet var så mig. Og jeg har, som sagt, også den dér fornemmelse i kroppen hele tiden. Måske lige med undtagelse af, når jeg "bare" er sammen med min datter - for så er hun mit fokuspunkt (men selv der kan tvivlen dukke op. De af der jer, der er mødre kender den nok. Dårlig samvittighed over tiden i institutionen, tvivlen om, om hendes ordforråd er godt nok, spiser hun nok, er vores lege udviklende nok, læser vi nok bøger med hende og jeg kunne blive ved). Men altså; knugen i maven, tankemylder, bekymringer og tvivl om, hvorvidt jeg slår til og er god nok. Dygtig nok. Tanker om, hvornår jeg mon får slået hul ind til det dér arbejdsliv (og optimisten i mig siger: "Når det helt rigtige job dukker op - altså, du ved... når sol, måne, stjerner, skæbne, talenter og tilfældigheder står i lige linje med hård indsats, SÅ sker det! Og så messer jeg noget med: for du er dygtig, du er dygtig, du er dygtig og det skal nok komme inden din dagpengeperiode udløber. Mens pessimisten piller mig og mit selvværd ned og husker på de gange, nogen har sagt noget i stil med: "Nå, så du er uddannet til at blive arbejdsløs" (fordi det er jo logisk at bruge fem år+ på dén drøm)).
Men hvis jeg nu prøver at stille mig lidt udenfor mig selv og kigge bare lidt objektivt på det, så ser jeg en kvinde, som har taget en lang uddannelse med ret fine resultater (og det gør man altså ikke, hvis man er helt talentforladt), som multitaskede graviditet og specialeskrivning, som nærmest forsvarede speciale med en baby på armen (og det gør man altså ikke uden en vis mængde målrettethed (og en graviditet, der ikke lægger en på langs i ni måneder, skal jeg måske lige tilføje. På den måde var jeg heldig)) for derefter at gå på barsel. Jeg har to relevante praktikforløb bag mig og et mere på vej og nu også et udgivet kapitel i en fagbog. Og dertil kommer så lige en sygemelding og et genoptræningsforløb, som jeg simpelthen bliver nødt til at have med i regnestykket, fordi det er en del af mig og min historie nu. Men jeg har noget at byde ind med og jeg gør alt, hvad jeg kan, så hvornår stopper jeg med at banke mig selv sådan i hovedet?
Vi fortjener at tale pænt til os selv og om os selv
Vi fortjener at huske os selv på, at vi er gode nok, at vi kæmper vores kampe det bedste vi har lært og vi fortjener at behandle os selv, som vi behandler vores veninder. Jeg ser de bedste kvaliteter i mine veninder og jeg kan ikke finde én eneste grund til, at deres liv ikke skal lykkes. Jeg ville aldrig nogensinde fortælle dem, at de ikke dur, at de ikke er talentfulde, intelligente, søde, kærlige, elskede, målrettede, viljestærke - og jeg vil altid, altid, altid fortælle dem og tro på, at det hele nok skal gå. De gør det godt nok, de er nok! Og hele pointen med det her er, at det er jeg også - og det er DU også!
Jeg tror på mange måder, at det her er et indblik i en generation af kvinder, som var piger lige før dem, vi i dag omtaler som 12-tals pigerne. Fem piger er måske nok ikke historiens største empiriske grundlag, men lur mig om ikke mange har det sådan, for sagen er nemlig den, at min venindegruppe og jeg er ret gennemsnitlige og på den måde blender ret godt ind i en samfundstendens. En tendens, hvor vi hele tiden skal blive mere. Hvor vi skal klare os godt på vores uddannelser og samtidig have de bedste og mest relevante studiejobs, hvor CV'et ikke kan blive fuldt nok, hvor vi skal rocke vores sociale roller, som veninder, døtre, søskende, kærester, svigerdøtre og mødre, hvor vi skal dokumentere og iscenesætte det hele i små kvadrater, hvor vi skal (overveje at) stifte familie og starte karriere på samme tid, hvor vi skal have jobs som giver mening og peger i retning af noget mere, hvor vi skal have hobbyer der kan udvikle os kreativt, gøre os stærkere eller klogere og jeg kunne blive ved. Vi må ikke gå i stå, vi må ikke præstere under dét vi præsterede igår og vi må ikke lade være med at udnytte den tid vi har til rådighed - og det gælder uanset hvilken kasket vi har på.
Er jeg den eneste, der taber pusten?
Hvad er det vi skal nå? Og hvornår har vi nået det?
Succes. Succes med alt sådan set. Ikke? Men hvornår når vi egentlig målet - og ved vi det, når vi når det? Jeg mener; hvis vi altid skal præstere mere end vi gjorde igår, så er det jo skruen uden ende, hvor vi bliver ved med at banke os selv i hovedet med, at vi ikke når nok, eller hvad? Og kan vi være det bekendt overfor os selv? Min venindes kommentar, som lagde frøet til det her (sikkert lidt for lange) indlæg, var i sandhed en øjenåbner for mig. For hvis hun, med sit mod, sit talent, sine kompetencer og ambitioner, og hvis hun med de ting hun allerede nu har opnået og udrettet, også har det sådan - hvornår stopper det så? Jeg siger ikke, at hun ikke har lov til at drømme og kæmpe for noget større og vildere (faktisk håber, drømmer og hepper jeg side om side med hende!) - jeg siger bare, at hun allerede har så meget at være stolt af og det (i mangel af bedre ord - for set i konteksten af der her indlæg, har det en temmelig negativ klang) burde hun hvile i. Ligesom de andre kvinder rundt om det bord den aften har. Ligesom jeg er helt sikker på, at du også har.
En væsentlig pointe her er jo selvfølgelig, at vi skal stoppe med at sammenligne os med hinanden - for hendes succes er ikke nødvendigvis til at sammenligne med min succes. En anden er, at jeg tror, at vi virkelig-virkelig-virkelig skal øve os i at blive gode til at mærke efter. Det tager tid at finde ud af, hvilken vej vi skal gå i vores liv (og når det er så sagt, så er det jo også umuligt at vide, hvilke veje med nye muligheder eller begrænsninger der dukker op undervejs. Skal jeg fremhæve én ting, jeg har lært de sidste tre år af mit liv, så er det, at livet bare ikke (altid) lader sig planlægge). Det er en læringsproces, at finde den rette vej og kræver sikkert en masse forsøg. Og nok også en erkendelse og accept af, at man måske aldrig finder stien belagt med gyldne brosten, rendyrket succes og kronisk lykke (fordi det er livet) - og det måske faktisk også er helt okay, fordi det vigtigste trods alt er, at vi trives og har kærlighed i og til vores liv. At vi har det godt dér, hvor vores rejse har taget os hen lige nu. Og hvis vi ikke har det godt, så prøve at ændre på dét, der gør ondt i maven, hvis vi kan. Og så altså mærke efter, hvad der er rigtig vigtigt og hvad vi ikke behøver at presse ind bare fordi vi føler, at vi burde.
Og så prøve på at hvile i, at vi er nok, at vi gør nok, at vi ved nok og elsker nok - og at alting ikke kan måles i præstationer. Prøve på at lade være med at være så hårde ved os selv. Og forsøge på at sætte vores lid til, at vi ikke er bagud, men faktisk er lige præcist dér, hvor det er meningen at vi skal være (og lære) lige netop nu.
Lige om lidt trykker jeg udgiv. Og jeg har stadig den dér knude i mave - og lige nu også lidt sommerfugle i maven, for der ligger mange tanker og følelser og frustrationer bag det her indlæg. Mange diskussioner og meningsfulde snakke. Ikke mindst med de fire kvinder. Og min kæreste, som har måttet lægge ører til rigtig meget.
Jeg er spændt på at høre, hvad du tænker og oplever, så du skal være så velkommen til at dele dine tanker her på bloggen eller i et kommentarfelt på facebook eller Instagram. Det håber jeg du vil. Tak, fordi du læste med - og husk det nu;
