OOTD: I'm no superwoman (but I sure talk a lot!)

Da september lakkede mod enden, så havde jeg alle mulige intentioner om, at nu - NU - skulle der dælme sparkes liv i min blog. Der skulle støves af og luftes ud og pudses spejle (altså, billedligt talt, selvom jeg skal være den første til at indrømme at spejlene herhjemme hos mig også trænger i virkeligheden!) her i mit lille hjørne af internettet. Hele september havde jeg brugt i selskab med en helt masse engagerede, motiverede og ikke mindst søde mennesker og hver eneste dag var fyldt med så meget energi. Og det smitter! På den fede måde. Og det har været lige præcist dét jeg havde brug for efter et halvt års tid med et liv på mere eller mindre på stand by. I hvert fald blev det liv jeg regnede med, at jeg skulle leve her i 2016 sat på øjeblikkelig pause. Så er vi tilbage ved anklen - den spiller altså en hovedrolle om jeg vil det eller ej. Jeg har planer om at fortælle jer om forløbet, men det bliver ikke lige nu. 

Nå, men! September var altså fyldt med solskin, søde mennesker og energi. Og optimistiske intentioner om alt det jeg skulle nå - alt det jeg ville finde tid til igen. Men hver dag opdager man også hurtigt, at døgnet ikke bliver længere, fordi man skruer op for ambitionerne og man hænger stadig lidt træt med hovedet midt på aftenen, hvis man er blevet vækket en håndfuld gange i løbet af den forgangne nat. Sådan er det bare. Dertil kommer, at jeg har raget til mig af små-hobby'er, som alle tjener det fremragende formål at holde mig nogenlunde balanceret (bloggen er også inkluderet her), men som i samlet flok faktisk ironisk nok også kan ende med at være lidt stressende, fordi jeg så gerne vil nå det hele. 

Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at man - at jeg - bare ikke kan nå det hele. Det er ikke muligt. Så jeg skruer løbende op og ned for mine forventninger til mine præstationer og flytter rundt på prioriteterne, selvom de første mange placeringer er så nødvendige, at de ikke står til at rokke. Det er noget med familie, arbejdsliv/praktik/jobsøgning, min tankemæssige balance og min genoptræning, som jo på mange måder er et nødvendigt onde. Men hvis det fundament ligesom ikke er i orden, så kan resten være ligemeget. 

Ikke desto mindre er mine intentioner intakte. Jeg tror bare, at jeg - og de tanker har jeg tænkt før - skal åbne op for, at bloggen skal være så meget mere end bare outfits, selvom de utvivlsomt vil blive ved med at spille en hovedrolle, simpelthen fordi de holder mig til ilden og fordi de altid har været grundstenen i det her blog-halløj, som jeg forsøger at holde gang i. Mit liv er så meget mere end at posere et eller andet sted (hvilket stadig for det meste er tæt på mit hjem og helst uden tilskuere - jeg tror aldrig jeg vænner mig til det!), mens min kæreste klikker løs på kameraet. Den del udgør sådan set mindre end 1% af mit liv. Ikke at jeg tror dét kan overraske ret mange. Og jeg tænker lidt, at de sidste 99% sådan set også godt kunne få lov til at være lidt mere med. Ikke at jeg nogensinde har nøjedes med at at blogge om de 1%. Og jeg lyver sådan set også, når jeg siger at alle 99% får plads - jeg mener... Det bliver pisseirriterende for os allesammen og ikke mindst også ret uinteressant (og nok også temmelig meget grænseoverskridende og privat. Vi stopper den bare her...). Okay. Jeg er ikke særlig god til tal, så jeg ved ikke på stående fod, hvor mange procent af mit liv jeg kommer til at åbne op for. Men jeg tænker bare, at jeg - eller vi, for jeg vil have jer med, jo! - lukker mere liv ind. 

Don't worry. Jeg er stadig bare mig. Jeg er stadig plus size og mit klædeskab er stadig alt for fyldt. Jeg er stadig lidt for glad for at browse webshops på nettet. Og plus size-mode og selvkærlighed vil stadig være fundamentet, fordi det er dét, som mit hjørne her handler om. Men jeg vil så gerne fortælle jer mere end det. Måske lidt om at være mor, helt sikkert noget om at være kommet til skade, noget om jobsøgning - kort og godt; noget om min dagligdag. 

Jeg håber I er med! Som altid vil jeg vildt gerne høre fra jer (her i kommentarfeltet, på mail, på instagram (@malenefl), på facebook eller med brevdue, hvis I er til den slags), hvis I har inputs til indholdet her på bloggen. 

Jeg havde egentlig tænkt mig, at det her indlæg bare lige skulle handle lidt om min nye kjole, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at leve i, i løbet af den kommende sæson. Den er lavet i det blødeste strik, som oven i købet har et fint mønster. Og så har den den dér egenskab, som jeg virkelig går efter for tiden - elegant og pænt nok til arbejde, samtidig med, at man bare føler sig så hjemme og afslappet i den. Så ved man bare, at man har købt en vinder! 

Kjole/Dress - Nanna XL // Hårbånd/Hairband - Ellis and Ivy //
Støvler/Boots - Ecco 

English:

When September came to an end I had the intention that I was going to kick a lot of new life to my blog now. I spend september with a lot of motivated, inspiring and nice people and every single day was filled with good energy. And somehow energy moves from one person to another - you probably know that already. I think I really needed this after six months with a life on stand by - at least the life I thought I was going to live in 2016. This means we're back to talking about my ankle injury which plays a major part in my life if I like it or not. I'm planning on telling you all about it later but I'm not going into it all right now. 

Well! September was filled with sunshine, nice people and energy. And optimistic intentions about all the things I wanted to do - all the things I wanted to have the time to do now. But every day you realize that there's not going to be extra hours in a day just because you have plans and you'll still be tired in the middle of the evening if you've been awake several times during the night too. That's just reality. On top of that I've found my self taking several new hobbies which all serve the important job to keep me balanced (the blog is of course a part of this), but when I look at them all together they somehow turn out to be a little stressful - ironic, I know. Stressful because I want to do it all! 

But I've also learned that it's simply not possible to do it all. So I try to slow down and get my priorities straight. On top is my family, my wish to get a job, keeping me and my thoughts in balance and my rehabilitation. At the end of the day - if they're not taken care of none of this matters. The rest will have to wait. 

But I still want to make this blog more lively though! And I think what I need to do is to let more life in. Outfit will still play a major part, but taking pictures of what I'm wearing is less than 1% of my life. I'm not going to let you in on the other 99% - don't worry! That is not going to be interesting anyway. But I'll let you in on some of it. 

I'll still just be me. I'll still love pretty clothes, I'll still have too much in my closet, I'll still browse the internet. The blog will still be about fashion and self lov. And then some. It might be about being a mother, I'm sure it'll be about getting injured and then I'm sure it'll be about things I don't even know yet. Just the life I'm living. As always you're more than welcome to tell me if you have any ideas, wishes or questions about the content of this blog. 

Actually I thought this blog was just going to be about my new blue dress. And then look what happened. Anyway! The dress is just wonderful. It's made from a light fabric with a cute pattern and it's actually pretty much a perfect example of what I'm going for at the moment; elegant, pretty enough for work and still comfortable enough for a day at home. Just perfect and I'm sure I'm going to live it in this season.