Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation.
Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også!
Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå.
Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt.
I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med.
Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen.
Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.
Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej.
English:
Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar