Sider

Viser opslag med etiketten rehabilitering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rehabilitering. Vis alle opslag

22.1.17

When your legs don't work - Part 4





Læs første, andet og tredje kapitel, hvis du har lyst. (Der er et eller andet HELT galt med layoutet i det her indlæg - jeg har prøvet at rette det, men det bliver det bare værre af - jeg håber I kan læse det alligevel)


Hvis der er en sang, jeg har haft på hjernen undervejs i det her forløb, så er det Ed Sheerans "Thinking Out Loud" - endda så meget, at den har lavet titlen til denne føljeton. Sangen indledes nemlig med ordene "When your legs don't work like they used to before." Og hvis der er noget, man kan sige om mine ben, så er det da, at de ikke helt virker, som de plejede. Nå ja, og så handler sangen om kærlighed, der er stærk og varer ved - og uden den slags kærlighed, så tør jeg ikke tænke på, hvor meget hårdere det her forløb havde været. Uden en forstående kæreste, der jublede hvis jeg havde tømt opvaskemaskinen og så bort fra alt det andet, som jeg ikke nåede og jublede sammen med mig, når jeg gjorde nye fremskridt. Og en kæreste, der ikke i et sekund bebrejdede mig og den situation mit uheld havde sat os i. At vores liv blev slået helt ud af kurs. Uden familie, der uden at blinke passede både Gry og jeg, når vi manglede hænder. Uden min søster, der kom og holdt mig ved selskab, når jeg var ved at blive skør. Uden Gry, der accepterede, at mor ikke kunne alt det hun kunne før og passede vildt godt på mig, da jeg først begyndte at bevæge mig rundt. 

Jeg gik til genoptræning flere gange om ugen og jeg trænede så meget som min fysioterapeut tillod. Blev hentet og bragt, cyklede utallige kilometer på en motionscykel, brugte timevis i en gangbarre (I ved, den slags man ellers kun ser i film, når folk på mirakuløs skal lære at gå igen efter en ulykke), trænede styrke og stabilitet og vendte mig langsomt af med dårlige vaner. Dårlige vaner som at kigge ned på hvert et skridt jeg tog for at være sikker på, at jeg placerede foden rigtigt og at jeg ikke trådte på noget, der bare var det mindste ujævnt - med det resultat, at jeg absolut intet så af verden omkring mig. Jeg kunne ikke multitaske - hvis jeg gik, så gik jeg og koncentrerede mig om dét. Hvis jeg så skulle orientere mig, så stod jeg stille og kiggede op for at finde et husnummer eller hvad jeg nu skulle se. 




I al den tid jeg gik med krykker kom jeg kun meget kort omkring, men langsomt begyndte det at føles som om, at jeg fik livet tilbage. Det lyder måske overdramatisk, men fra januar til engang langt ind i foråret, kom jeg ingen steder. Min verden var min seng, min sofa, mit toilet, en sjælden gang imellem min terrasse, en flex-taxa, min fysioterapeut og nogle gange mine forældres hus. Min telefon, min iPad, min malebog. Og en helt masse spørgsmål om, om jeg da ikke bare snart skulle smide de der krykker og lære at gå uden. "Jamen, hvor længe skal du da gå med krykker?" Tja, indtil jeg kan gå uden, måtte jeg svare, mens frustrationerne buldrede indeni. For selvom spørgsmålene sikkert var godt ment, så havde jeg lyst til at råbe tilbage, at der da for pokker ikke var noget i den her verden, jeg hellere ville end at gå igen uden de forbandede krykker. Der var ikke noget jeg hellere ville end at gå i Brugsen og handle, end at lave mad, end at hente Gry, end at gå ud med skraldespanden, end at gå på legepladsen eller en tur på Strøget. En enkelt gang sagde jeg det også højt - til manden fra sygedagpengekontoret, som heldigvis for det meste var meget tålmodig og forstående, men som jo også hele tiden skulle sikre sig, om jeg var syg nok til hans system og om jeg snart var rask nok til at være i et andet. Hele mødet med dét system er bare ikke særlig rart, for at gøre den side af historien meget kort. 

Undervejs har det været en stor udfordring, at selvom alle kunne se, at jeg ikke kunne gå særlig godt, så følte jeg, at det var langt de færreste, der forstod, hvad det rent faktisk betød. Måske havde det også en masse at gøre med, at jeg havde enormt dårlig samvittighed over ikke at være hurtigere til at blive bedre og over at det stod så skidt til, men jeg følte i hvert fald, at der ofte var nogle, som satte spørgsmålstegn ved, hvorfor det tog mig så lang tid at komme ordentlig tilbage på fødderne. Jeg kæmpede med alt jeg havde i mig og hver gang jeg havde konsultation med min fysioterapeut roste hun mig for mine store fremskridt. Hun fortalte mig faktisk på et tidspunkt, at det langt fra var alle, der startede hvor jeg gjorde, der kom så langt så hurtigt som jeg gjorde. Jeg kunne have brudt sammen i armene på hende og jeg fældede nok også en tåre (som jeg gjorde under hver eneste konsultation... #tudeprinsesse), fordi det gav mig et kort på hånden, når jeg blev mødt med tvivl. Spørgsmålene var nok aldrig ment som en anklage, men det føltes som om der blev sat spørgsmålstegn ved min indsats og det føltes som en mavepuster hver gang. Jeg tror ikke, at man helt kan forstå, hvordan det føles, hvis man ikke har prøvet det selv - men tro mig, jeg mener det bogstaveligt, når jeg siger, at jeg lærte at gå helt forfra, for jeg havde fuldstændig glemt, hvordan man gør det. 

Men altså - gangbarren blev min bedste ven (og frosne ærter, når jeg kom hjem) i min kamp for at lære at gå helt forfra. Og jeg blev lykkelig hver gang jeg kunne noget, som jeg ikke kunne sidst. Som at gå et rigtigt skridt - sådan hvor den ene fod kommer foran den anden. Som et stå på ét ben. Som at kunne flytte en klud med venstre ben (fordi det betyder, at man har vægten på højre). Som at kunne tage et skridt og kun have én hånd på barren imens. For til sidst at slippe helt og kun gå indeni den for en sikkerheds skyld. Og når jeg ikke var hos min fysioterapeut målte jeg fremskridtene i, hvor mange gange jeg havde gået fra stuen og ud i køkkenet. Og om det var med to eller én krykke. Og senere om det var med én eller slet ingen krykke. Jeg gik fra den ene ende af lejligheden til den anden for at træne gang herhjemme også og i starten kunne et par gange frem og tilbage føles som en hel dag i Londons gader, sådan målt i ømhed bagefter. 




Og sådan gik det langsomt fremad. En dag i juni afleverede vi krykkerne og andre hjælpemidler på hjælpemiddelcentralen og det føltes som en enorm sejr. Ironisk nok var det den samme dag, som vi blev slået hjem i Ludo endnu engang, fordi min kæreste blev fritstillet fra sit job. På mange måder ser vi nu på 2016 som sådan et år, der forsøgte at fortælle os lidt om, hvad vi gerne vil have i vores liv. Ikke flere brækkede ankler, tak. Men mere nærvær, kvalitetstid, taknemmelighed, uendelig kærlighed, gåpåmod og tro på at tingene løser sig. 

I dag er det lige præcist et år siden, at det skete - og for et år siden var jeg vist lige blevet indlogeret på en stue med hende min medpatient, der snakkede i telefon hele tiden og havde skænderier med sine besøgende. I det sidste år, har jeg tænkt meget over ironien i, at vi går rundt og er enige om, at "et brækket ben kan alle jo se - og det gror jo bare sammen igen", når vi taler om og sammenligner med usynlige lidelser. Jeg er ikke ude på at lave en sammenligning overhovedet, for det giver ikke ret meget mening at gradbøje livskriser på andet end personlige skalaer. Jeg kan bare hilse og sige, at selvom mit brud er groet sammen, så var der ikke meget "bare" over resten af forløbet. Jeg har været frustreret og ulykkelig i alle celler af min krop, men også håbefuld og stædig. Jeg har følt mig alene med fornemmelsen af en krop, der ikke duede og bange, når jeg blev i tvivl om, om den nogensinde kom til at virke igen. Mit humør har rutsjet rundt på en skala mellem fuldstændigt opgivende og overbevist om, at alting nok skulle gå. 

En sommerdag græd jeg på vej hjem i bilen fra en helt vidunderlig dag. Jeg havde taget eneret over at gå med klapvognen som ekstra støtte, men bortset fra det havde jeg lige klaret en hel dag i Givskud Zoo og jeg husker, at jeg sagde til min kæreste, at det føltes som om, at jeg lige havde fået mit liv tilbage. Også selvom jeg var fuldstændig brugt og ikke ville kunne gå et skridt mere og nok heller ikke kunne gå ret meget dagen efter. 


Og nu? Jeg går. Og jeg går sådan set meget godt. Jeg er stadig nødt til at tænke meget over, at jeg ikke går for meget i løbet af en dag, hvis jeg vil være noget værd hele dagen - for min ankel hæver stadig op, bliver øm og får mig til at halte, når den bliver træt. Jeg får stadig vild hjertebanken, hvis min fod lander på noget, der udfordrer min stabilitet. Men hey; jeg går. Og selvom lægen dengang fortalte mig, at jeg nok skulle komme op at gå igen, så føles det altså ikke helt som en selvfølge. Og vigtigst af alt: jeg kan gå i Brugsen og jeg kan lave mad. Jeg kan gå en tur på Strøget eller i skoven. Og jeg kan hente Gry i vuggestuen og tage hende med på legepladsen (så længe hun ikke beslutter sig for at løbe væk - så har jeg ikke en chance). Og så passer jeg ekstra på, når jeg kører i bus. 

English:
This is the last chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible. 

20.1.17

When your legs don't work - Part 3


Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet et kapitel til min historie om den "kære" ankel. Måske er det fordi jeg pludselig fik travlt med julerier eller måske begyndte historien bare at komme til et punkt, hvor det gjorde ondt at fortælle den. Forstå mig ret; hele historien gør ondt og selvom det lyder lidt blødsøden (og ja, jeg har også nemt til tårer, men lad nu det ligge), så har jeg grædt nogle tårer imens denne føljeton er blevet til. Til gengæld har jeg også kunnet mærke, at jeg er blevet mere afklaret med situationen og forløbet for hvert kapitel, så jeg er slet ikke i tvivl om, at netop nu er et godt tidspunkt at forfatte tredje kapitel på. Du kan læse første afsnit lige her og andet afsnit her. 

2016 skulle have været sådan et år med fart over feltet. Jeg startede, som I måske ved, i praktik og jeg havde store forventninger til de otte uger og var sikker på, at 2016 blev året, hvor jeg fik et arbejde og hvor der kom til at ske alt muligt godt og spændende for vores lille familie. Og sådan blev det jo så ikke, for begivenheder som denne sætter bare alting ud af kurs. Pludselig sygdom slår puslespillet i stykker og tvinger os til at genoverveje, hvor livet så skal hen. Og 2016 kom i hvert fald ikke derhen, hvor jeg havde forventet. 

Da de seks uger med ROM-walkeren lakkede mod enden, så glædede jeg mig helt afsindigt til at få mit liv tilbage. Jeg vidste godt, at genoptræningen nok ville blive en hård omgang, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvordan det så rent faktisk blev. Midt i al glæden havde jeg dog også søvnløse nætter. Dels på grund af bekymringer om, hvordan sådan et genoptræningsforløb ville være - det googlede jeg internettet tyndt for at finde svar på og sagen er jo den, at det er så individuelt, at ingen alligevel havde kunnet svare mig. Og dels på grund af overvældende smerter, som faktisk betød, at jeg endnu engang måtte ty til morfinlignende piller for at kunne holde ud at være til. Jeg havde ellers trappet ud af morfinen i starten af forløbet, men nu havde jeg så voldsomme smerter, at jeg slet ikke kunne finde ro, hvis ikke jeg tog det stærkeste vi havde i huset. Og de smerter bekymrede mig virkelig, for hvis alt var som det skulle være, så burde det vel ikke gøre så ondt nu?

Derfor blev jeg da også temmelig lettet, da lægen på sygehuset sagde god for at jeg nu skulle have støvlen af. Røntgenbillederne så fine ud, omend der var lidt slørede tilstande i ledet, som umiddelbart skyldtes den måde, min fod havde siddet fikseret i støvlen på. Det var nemlig ikke helt efter bogen og har været med til at gøre mine sener i benet alt for stramme. Til at begynde med kunne jeg overhovedet ikke stå på flad fod, uanset hvor meget jeg så forsøgte. Og jeg husker tydeligt fornemmelsen af, at forbindelsen mellem hoved og fod var sat ud af spil. Til konsultationen på sygehuset bad lægen mig om at vrikke med foden og jeg kiggede intenst på den og gentog "vip, vip, vip" inde i hovedet - intet skete. Måske lige pånær et lille vrik med tæerne. Og selv mens lægen pressede på kunne min fod ikke bevæge sig mere end 20 grader.

De næste uger gik derfor med at få noget bevægelse tilbage i ledet og vænne benet til belastning igen. Jeg tvang foden til at bevæge sig i nye vinkler ved at placere et bælte under foden og trække-trække-trække indtil jeg ikke kunne holde til mere og jeg glemte kun i få øjeblikke ad gangen at have gang i rotationer i ankelledet eller at vrikke med tæerne eller at strække akillessenen eller træne vægtoverførsel. Og der gik altså lige noget tid før jeg stoppede med de lunkne madpakker, som jeg ellers havde drømt sådan om at få lov til at slippe for. Og der gik endnu længere tid før jeg kunne gå på legepladsen med Gry igen.

Det absolut mærkeligste ved det her forløb har været oplevelsen af, at mit hoved fuldstændig havde glemt, at det havde to ben, som det kunne kommunikere med. Der var kun ét. Det er enormt svært at forklare og lyder sikkert virkelig mærkeligt - men det føltes vitterligt som om mit hoved havde glemt at højre ben eksisterede og kunne bruges til noget. Bogstaveligt talt. Ikke nok med, at højre ben gjorde ondt, var svagt og mest af alt lignede overkogt spaghetti med fiskeskæl, der skallede af (lækkert billede, ikke? Seriøst, jeg bruge så sindsygt meget bodylotion og fodcreme efterfølgende) og at jeg var ret usikker på krykkerne som udgangspunkt, så kunne jeg simpelthen ikke få mine tanker til at signalere noget som helst ned i mine ben, der handlede om at gå.

Jeg kunne godt stille min højre fod (som altså er den, der var brækket) på gulvet og forskyde vægt over på det, men uanset hvor højt jeg råbte inde i hovedet på mig selv, at NU skulle jeg f*ndme løfte det forpulede venstre ben og tage et skridt, så skete der bare ingenting. Ingenting.

Jeg kan huske en dag, hvor min mor og søster fuldstændigt velmenende sagde, at jeg jo bare skulle løfte venstre ben en lille bitte smule nu, for at komme henover et lille uskyldigt dørtrin hjemme hos mine forældre. Det lillebitte dørtrin have vokset sig kæmpe stort inde i mine tanker og eftersom jeg aldrig blev rigtig gode venner med krykkerne heller, så virkede selv et lille hop som et farligt stunt, som jeg ikke var sikker på, at jeg ville slippe godt fra. Så der stod jeg, fuldstændig lammet af frygt på grund af et lillebitte dørtrin, der måske er fem centimeter højt. Og jeg prøvede at overtale venstre ben til lige at stole på, at højre ben kunne holde skansen, mens venstre ben bevægede sig over på den anden side af dørtrinnet - et lille bitte skridt og så havde jeg klaret mig ud af situationen. Et lille bitte skridt, KOM NU! LØFT NU BARE DET BEN! Men der skete ingenting... Altså, lige bortset fra at jeg blev virkelig frustreret.

Senere har min fysioterapeut fortalt mig, at de voldsomme smerter jeg oplevede lige inden jeg skulle have ROM-walkeren af, sådan set kunne sammenlignes med fantomsmerter. I ved, de smerter som nogle oplever i en kropsdel, som de ikke længere har. Det satte alting i perspektiv for mig. Mit hoved havde simpelthen glemt min fod. Og kan man så bebrejde det venstre ben i ikke at ville rykke sig ud af flækken? Jeg mener - hvis min krop har været helt overbevist om, at hvis jeg løftede dét ben, så havde jeg nul ben tilbage på jorden. Og krykkerne som aldrig blev mine venner, selvfølgelig. Men altså; nul ben. Det kan man jo blive stående på.

Og der stod jeg så; og lige pludselig fik jeg taget mit sammen til at tage det lille hop henover dørtrinnet med bankende hjerte og vild lettelse over, at der ikke skete noget. Sådan var der jo hele tiden små fremskridt. Tæer, der kunne vippe mere end i går. Et led, der kunne dreje mere. Smerter og hævelser der aftog lidt (for så at komme igen, men altså... alligevel). Bedre bevægelse, mere vægt på benet. Og selvom det meste var små skridt fremad, så var det trods alt stadig små skridt - der gik fremad.

Jeg husker stadig fornemmelsen af mine "første skridt". Jeg var så stolt og lettet, at jeg begyndte at græde over det og jeg bad straks min kæreste filme det, så jeg kunne sende det til min mor. Når jeg ser videoen nu, så er det en skræmmende reminder om, hvor lidt jeg kunne. Hvis det kunne føles som en overvældende sejr, så siger det alt om, hvor svær den her kamp har været. På videoen tager jeg noget der minder om tre små skridt, men jeg løfter knapt nok foden fra gulvet. Lidt senere i forløbet blev det mit succeskriterium for et skridt; at jeg ikke kunne høre min fod slæbe henover gulvet imens. Og jeg kunne slet ikke stå længe nok på højre fod til, at jeg kunne få venstre fod foran - sådan som almindelige mennesker går. Det ene ben foran det andet. Sådan var det ikke for mig i starten. Det var højre ben foran og så lidt slæben frem med venstre. Højre ben en lille smule frem og så lidt slæben frem med venstre. Og mine to krykker. Og jeg var så stolt og overvældet og lettet, for det smagte lidt af, at jeg nok skulle lære det igen. For selvom det var det første jeg fik at vide efter min operation; "Dig skal vi nok få op at gå igen!" og selvom jeg mindede mig selv om de ord hver dag, så gik der ikke mange dage, hvor jeg ikke spurgte min kæreste og mig selv: Men hvad nu hvis jeg ikke kommer til at gå (ordentligt) igen? På daværende tidspunkt virkede det virkelig ikke som en selvfølge. 

Videoen skal jeg nok dele med jer på Instagram (@malenefl), hvis I har lyst til at se en lille smule af, hvordan den slags stolthed og kamp ser ud. Jeg har et helt genoptræningsforløb, jeg kunne fortælle jer om - og lidt om hvor jeg er i dag, men jeg tænker, at det måske lige skal vente til et sidste indlæg. Hvem ved, måske kan jeg nå at skrive det til på søndag, hvor det er præcist et år siden, at jeg væltede i den dér bus. Nu vil jeg nemlig hoppe ud i det smukke januarvejr - hente min Gry i vuggestuen og måske tage hende med på legepladsen på vej hjem. 

English:
This is the third chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible. 


Seriøst - det her billede er taget første gang jeg tog sko på efter ROM-walkeren kom af.
Det tog mig  mere end 10 minutter at få den på den dårlige fod! 

6.11.16

When your legs don't work - Part 2


Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation. 

Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også! 

Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og  uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå. 

Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt. 

I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med. 

  Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen. 

Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.

Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej. 

English:
Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway. 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...