Min nytårsdessert

Vi kender den allesammen, ikke? Smagen af nostalgi. De der bløde boller, der smager af børnefødselsdag, Den der gryderet, der smager af en tur på Camden Market i London. Chokoladen, der smager af fredag aften og Disney sjov. Eller de der chips, der smager af en ungdomsudveksling i Rusland. Okay, det sidste eksempel er måske lige lovligt specifikt - men jeg kan fortælle jer, at alt der smager lidt af dild (okay, og vodka....) sender mig direkte tilbage til Rusland, hvor jeg var et par gange for omkring 10 år siden (og så behøver vi ikke snakke ret meget mere om, at der er gået så mange år og at jeg ikke rigtigt føler, at jeg er gammel nok til at noget som helst kan være "for 10 år siden". Bortset fra:) 

Den her kage har samme virkning på mig, bortset fra at den ikke sender mig tilbage til Rusland. Den smager nemlig slet ikke af dild - og heldigvis for det! Den sender mig dog også cirka 10 år tilbage i tiden og den smager fuldstændig af latterkramper, venindesladder og gennemført hygge på en café, der desværre for længst er lukket. Den minder mig om min gruppe af sammentømrede gymnasieveninder, som jeg er så heldig stadig at have i mit liv, omend vi ser hinanden alt for sjældent, fordi vores liv har spredt os lidt for alle vinde. Jeg har serveret kagen til nytårsaften de sidste to år, men den kan bruges til absolut alle anledninger, hvor chokolade passer ind (og hvornår gør det ikke det?). Den kræver bare en fryser, så den er ikke så oplagt at tage med på skovtur. 

Udover nostalgi og dejlige minder, så smager kagen først og fremmest af chokolade. Rigtig meget chokolade. Den har en sej og lækker browniebund og derefter to lækre, bløde og kolde lag chokoladecreme eller -mousse om man vil. Og det bedste af det hele er: den er ikke specielt svær at lave, den kræver bare lige at man har planlagt den i god tid inden veninderne kommer forbi. Som med alle andre chokoladekager har den nemlig bedst af at sætte sig natten over - men det giver sådan set sig selv; alle lagene skal nemlig fryses hver for sig, så du skal svinge piskeriset og træbenet i køkkenet hele tre gange for at nå i hus med kagen. Men tro mig; den er det værd! 

Opskriften her giver sådan cirka 10 stykker kage. Mængderne er lidt skæve og det skyldes, at den opskrift, som jeg tager udgangspunkt i oprindeligt er lavet til 30 personer. Den opskrift har jeg tilpasset, så den passer til min springform og min fryser. Opskriften kommer her:

Ingredienser: 

133 gram god mørk chokolade

66,5 gram god hvid chokolade

175 gram smør

1½ dl. pasteuriserede æggehvider

1½ dl. pasteuriserede æggeblommer 

210 gram sukker 

1. lag: Browniebund

Smelt 66,5 gram mørk chokolade med 66,5 gram smør. Jeg gør det bare i en lille gryde, men vær obs på, at det ikke får for meget varme. 

Pisk ½ dl. æggehvider (det svarer til en bøtte - smart, ikke?) med 16,5 gram sukker indtil blandingen er blevet stiv. 

Pisk ½ dl. æggeblommer (svarer igen til en bøtte) med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig.

Vend herefter de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hæld blandingen i en smurt springform og bag den ved 180 grader (ikke varmluft) i 15 minutter. (Jeg har brugt forskellige størrelser og den eneste forskel er at bunden skal bages enten lidt mere eller lidt mindre - men prøv dig frem, det kan vist ikke gå helt galt)

Når bunden og springformen er kølet lidt af stilles den i fryseren. Og når den er kold kan du begynde på: 

2. lag: Hvid chokolademousse 

Smelt 66,5 gram hvid chokolade med 42 gram smør. Især med den hvide chokolade er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er for meget varme - så bliver den nemlig grynet og skiller i værste fald. 

Pisk ½ dl. æggehvider med 16,5 gram sukker indtil blandingen er stiv. 

Pisk ½ dl. æggeblommer med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig. 

Vend de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hent springformen i fryseren og hæld moussen direkte ovenpå browniebunden. Dette lag skal ikke bages, så du stiller bare din springform direkte tilbage i fryseren og venter indtil laget er frossent - så skal du nemlig igang med.

3. lag: Mørk chokolademousse

Fuldstændig samme fremgang og samme mængder som i første lag, så tag et kig derop. Den eneste forskel er dog ret vigtig: Dette lag skal heller ikke bages! Så når du er færdig med at blande alle tingene sammen, så hælder du bare moussen ovenpå det hvide lag og stiller den tilbage i fryseren. 

Når det sidste lag er frossent, så er kagen klar til at blive serveret. Den skal serveres frossen og jeg kan anbefale at servere noget lækkert, frisk frugt til, for selvom chokolade er lækkert med lækkert på, så kan det godt blive en anelse tungt. 

God fornøjelse! 

English:

This is the recipe for the best chocolate cake I know. It reminds me of fun nights with my girls in my hometown 10 years ago. 

As promised I would translate the recipe if anyone wanted it - and since it's a wonderful chocolate cake of course someone did! So here it goes - I'll do my best to get all the terms right. Feel free to ask me if you have any questions. 

You'll need:

133 gr. dark chocolate

66.5 gr. white chocolate 

175 gr. butter 

1½ dl. pasteurized egg whites 

1½ dl. pasteurized egg yolk 

210 gr. sugar 

The first layer - brownie:

Melt 66,5 gr. dark chocolate with 66,5 gr. butter. I just do it in a small pot but look after it so it doesn't get too much heat. 

Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 

Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Bake it in a springform tin for 15 minutes at 180 celsius. 

When it's baked and slightly cooled off you put the cake into your freezer. When it's frozen you can start with the next layer:

Second layer - white chocolate mousse 

Melt 66,5 g. white chocolate and 42 grams sugar. Make sure it doesn't get too much heat! White chocolate really doesn't like it. 

Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 

Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Go get the brownie in your freezer and put the white chocolate mousse on top of it. This layer isn't going into the oven, so just put your springform right back into your freezer. When it's frozen you can make the last layer of this cake: 

Third layer:

It's exactly the same as the first layer - with one exception that is pretty important: don't bake it! Just put it back into the freezer and wait patiently until it's frozen. Now you can eat it! Serve it straight out of the freezer. 

Enjoy! 

Last day of 2016

Hej venner! Godt nytår! 

2016 synger snart på sidste vers og sikke et år det har været. Jeg er sikker på, at det ikke bliver et år, jeg kigger tilbage på og tænker: "Det har sørme potentiale til at blive et favoritår!" for selvom der også gemmer sig masser af fine og dyrebare minder i året, så er jeg altså også temmelig klar til at begive mig ind i 2017 og vinke farvel til det her år, for hold nu lige op, hvor har det været åndssvagt hårdt. 

Jeg ligger i skrivende stund med benet over hjertehøjde for at få min ankel til at blive nogenlunde normal i størrelse efter en dag i køkkenet med kransekage i ovnen og de sidste detaljer til desserten. Om lidt skal jeg lave vores klassiske nytårsmenu og jeg ville foretrække at kunne stå på mine ben imens OG kunne have en god aften bagefter også. Så her ligger jeg, men kun et par minutter endnu. 

Inden køkkentjansen vil jeg trække i noget glimmer, male mine læber røde, sætte mit hår - for selvom jeg bare skal have en helt stille aften med min kæreste, vores datter og min far, så er det jo trods alt kun nytår en gang om året. 

2016 har været et år, der har været så overvældende for mig og min lille familie, at det næsten er urimeligt. Mange ting kunne have gået værre, men vi har taget vores bid af lorten, skulle jeg hilse og sige. En brækket ankel sendte os i frit fald og selvom vi har lært meget om os selv, så ville jeg stadig ønske vi kunne gøre det om (jeg mangler stadig kapitler om den tur - men det kommer på et senere tidspunkt). Pludselig stod ikke kun jeg uden job - det gjorde vi begge og i en periode var det svært at se, hvordan 2016 skulle nå at vise sig fra en nogenlunde side. Men min kæreste har fået et nyt job på en dejlig arbejdsplads og det tegner til et spændende 2017. Jeg krydser i hvert fald fingre alt hvad jeg kan for, at det næste år gemmer på en helt masse gode ting for os. 

Når det så er sagt, så smiler jeg også over gode minder. I sommers sang jeg i kirken til en vidunderlig kærlighedsfesr og det var en kæmpe ære. Vi har været på hyggelige udflugter som familie og jeg elsker at Gry er i den alder, hvor hun gider kigge på dyr i timevis og gider male billeder med mig. Vi har været på kort kæresteferie i Hamburg og alt muligt andet godt - og sådan er det jo heldigvis næsten altid; 2016 var ikke vores år, men det var okay alligevel. Vi står her stadig. Og jeg går igen! 

Og I skal have tak. Tak for at følge med her og på Instagram. For støtte og medfølelse og søde kommentarer. Det betyder så meget. 

Så tak. Og godt nytår. Pas på hinanden derude! 

OOTD: Busy weeks

De sidste ni uger har været så travle - så nu udnytter jeg en bustur midt i solnedgangen til at skrive om stort og småt til jer - og ikke mindst om en virkelig pæn skjorte fra Zizzi! 

Jeg var temmelig bekymret for, hvordan det skulle gå med mig og min ankel, når jeg pludselig blev kastet ud i en hverdag uden mulighed for at hvile benet i løbet af dagen. Og det var da også hårdt i starten, men undervejs har jeg lagt mindre mærke til, at anklen bliver øm, at jeg halter meget mindre - og at jeg generelt bare føler mig meget bedre klædt på til en rigtig hverdag. At kaste mig ud i et nyt projekt uden at føle mig helt klar har nok været det bedste jeg kunne gøre - og jeg har lært så meget. Om mig selv og mine drømme, om andre - og selvfølgelig også om det projekt og de temaer, vi har arbejdet med. 

Nu er forløbet snart færdigt og jeg planlægger så småt, hvad jeg vil have på til vores endelige præsentation. Jeg regner med at det bliver denne smukke skjorte fra Zizzi, selvom jeg også gerne lige vil have den på til barnedåb i weekenden. Jeg er helt forgabt i det smukke og elegante print og jeg kunne simpelthen ikke lade den hænge i butikken. 

When your legs don't work - Part 2

Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation. 

Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også! 

Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og  uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå. 

Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt. 

I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med. 

  Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen. 

Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.

Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej. 

English:

Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway. 

Winter florals 2016

Zizzi - Zizzi - Junarose - Carmakoma

Det er langt fra første gang, at jeg klapper i mine små hænder og jubler over blomsterprint i plus size moden. Jeg er vild med det og jeg er vild med, at det ikke bare er en døgnflue. Trenden har hersket i adskillige sæsoner nu og er aktuel uanset om vi skriver sommer- eller vintermode, men der er alligevel en synlig udvikling i tendensen - og jeg elsker det!

Her til vinter er looket meget klassisk, holdt i smukke feminine prints og enkle farver. Her er fire eksempler, som jeg er faldet pladask for. For mig er det helt umuligt at vælge en favorit. Har du en?

English:
I'm loving these four winter floral items. 

Especially for my non-Danish readers!

I just wanted to tell you that I just finished the translation of my first post about my broken ankle.

You can read it right here - it's in the bottom of the post. I hope you'll read it.

When your legs don't work - Part 1

Jeg har jo lovet jer - og mig selv - at jeg ville sætte mig til at skrive noget om, hvad 2016 indtil videre har handlet om for mig; den 22. januar brækkede jeg min ankel og det har fyldt rigtig meget lige siden. Jeg vil allerede nu slå fast, at det bliver en teksttung fortælling og at den kommer til at fylde adskillige indlæg. Så har vi dét på det rene. 

Jeg tænker, at jeg vil have rigtig godt af at sætte ord på mine tanker og oplevelser - og så kan jeg give jer et indblik i, hvorfor det har været sådan energi- og tidskrævende forløb. En stor del af mig har lyst til at lægge det hele bag mig og aldrig tænke på det igen, men jeg ved også godt, at jeg vil få noget godt ud af, at skrive om det - og at jeg desuden heller ikke bare kan ignorere, at det er sket. Det er lidt en kliché, men der er noget om snakken, når man siger, at det hjælper at sætte ord på. Og jeg har faktisk mødt så mange klicheer undervejs i det her forløb, at jeg efterhånden bare omfavner dem. I løbet af min studietid på antropologi på Aarhus Universitet har jeg beskæftiget mig rigtig meget med menneskers sygdomsfortællinger. Jeg har analyseret den ene fortælling efter den anden og holdt dem op mod teorier om, hvorfor sygdomsnarrativer virker helende og hjælper til at få det hele til at give mening igen, når et liv er blevet forstyrret af sygdom eller andre livsomvæltende begivenheder.. Hvordan fællesskabet med andre med en lignende skæbne er betydningsfuldt. Jeg har diskuteret, hvordan et håb for fremtiden er altafgørende for at komme tilbage på sporet eller for at blive på det. Og nu har jeg altså også prøvet det hele selv. 

Måske lige bortset fra at skrive det dér sygdomsnarrativ - men det har jeg så tænkt mig at lave om på nu. Jeg vil prøve at lade være med, at gå for meget ind i en labyrint af antropologiske teorier om det dér med at få slået sit liv ud af kurs, men når det kommer til stykket, så kan jeg nok alligevel ikke helt lade være. Måske kan I se det som en mulighed for at se en lidt anden side af mig end I er vant til - den dér side, som er uddannet antropolog. 

Én ting er i hvert fald sikkert: undervejs I det her forløb har jeg rystet på hovedet over, hvor meget jeg kunne genkende fra mine støvede studiebøger. Og det er da lidt ironisk at have brugt så meget tid på at analysere, hvordan andre mennesker forholder sig til at være syge - og så pludselig at kunne bruge alle de analyser på sig selv. Og nu vi er ved ironi, så lad os da endelig bare spole tilbage til begyndelsen; 

English:

Edit: You convinced me! I'll translate the post. You'll find it in the bottom of the post, so just keep scrolling. 

(Original: Ok, here's the thing! This is the story about my broken ankle. And it's a really, really long story and will be posted in several chapters! It is going to take me so long to translate it, so before I spend my time doing it I would like to be sure, that someone would be reading it afterwards too? If you would like to read it and want me to translate it, please let me know. I don't want to make you feel left out and I'll be happy to translate it. I hope that's okay with you.)

Billedet ovenfor er taget umiddelbart efter jeg blev installeret i ambulancen - og umiddelbart inden, at smerterne tog så meget over, at jeg mest bare havde lyst til at få et black out og den ene af mine redningsmænd begyndte at pumpe morfin ind i mig. Jeg ville seriøst hellere have født et barn en gang i måneden i et år end at opleve den smerte, der kommer når det første adrenalinkick efter et brud er ovre. Og det er altså ikke fordi jeg har specielt sukkersøde erfaringer med fødsler. Jeg siger det bare. 

Hvad skete der? 

Den korte version af den lange historie er, at jeg mistede balancen i en bus, vrikkede rundt og faldt og brækkede anklen noget så grundigt. Den lidt længere version bliver beskrevet nedenfor - men jeg synes altså selv, det er ret ubehageligt at tænke på. Jeg ved ikke om det bare skyldes, at jeg kan mærke mine knogler brække imens, men nu er I i hvert fald advaret. 

Jeg snakkede om ironi lige før og lad os vende tilbage til det nu. 2016 var lige begyndt med et brag. Jeg var lige startet i en rigtig spændende praktik, hvor jeg undersøgte søvnkultur på et ortopædkirurgisk afsnit på et hospital i Region Midt og jeg var absolut vild med at få mulighed for at kombinere min interesse for medicinsk antropologi med praksis. Som en vaskeægte antropolog, der gerne vil forstå et emne fra mange forskellige synspunkter - og i det her tilfælde allerhelst patientens og dennes oplevelse af søvn under indlæggelse - så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lige havde muligheden for at opleve sådan en hospitalsnat fra en hospitalsseng på egen krop. 

"To go native" er et grundlæggende ideal indenfor antropologien - at sætte sig så meget i de mennesker man studerer's sted som muligt, så man kan tage og føle på deres synspunkt og version af verden. Det er på mange måder også et uopnåeligt ideal, fordi vi alle som udgangspunkt altid har forskellige udgangspunkter. Ikke desto mindre skal jeg da love for, at jeg lige fik mit liv ordnet sådan, at jeg kunne være min egen informant. Forskellen var selvfølgelig lige, at min feltarbejde foregik på et afsnit for planlagt kirurgi og at jeg pludselig selv lå akut indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling. Og dermed fik jeg rigelig mulighed for at opleve en hospitalsnat fra en hospitalsseng. Inklusiv smerter og bivirkninger fra stærk medicin. Hvis ikke det nærmest må være definitionen på ironi, så ved jeg ikke hvad skulle være - men lad mig så lige slå fast; jeg havde virkelig ikke planer om at tage "go native"-idealet så bogstaveligt, hvis jeg havde haft en chance for selv at bestemme. 

I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har drømt om at rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, som det drejede sig om. Jeg overså et trin i bussen, som jeg så trådte ned fra uden at være bevidst om det. Mon ikke I allesammen kan nikke genkendende til den ubehagelige følelse det er, når man går ned fra en kantsten, man ikke lige havde set? Jeg landede faktisk fint på mit venstre ben til at starte med, men da jeg skulle genfinde balancen på det højre, så drejede bussen om et hjørne og så var skaden nærmest sket. Jeg blev kastet ud af kurs, vrikkede rundt, havde samtidig rigtig meget fart på og faldt ind imod en glasvæg i bussen, så jeg ikke havde mulighed for at faldt nogen steder hen, sådan at al min vægt (og én ting er, at jeg er overvægtig her, en anden er, at der virkelig var fart på det styrt) ikke gik direkte ned i den ankel, der i forvejen var vrikket rundt. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke skulle forsøge mig med at støtte på benet. Inden jeg fik kæmpet på op at stå, med hjælp fra det nærmeste bussæde, rettede den eneste medpassager min fod sådan nogenlunde på plads. Han kiggede mig i øjnene imens han trak i foden, der nærmest sad i en indadbøjet 90 graders vinkel, så den til sidst sad så normalt som muligt. Og så sagde han undskyld, fordi det selvfølgelig gjorde ondt på mig - men i virkeligheden havde han ingenting at undskylde for. Han gjorde det helt rigtige, fik jeg senere at vide på skadestuen. 

Puha. Jeg får simpelthen så ondt i maven hver gang jeg gennemgår forløbet oppe i hovedet. Det varede få sekunder, men inde i mit hoved føles det som en evighed. Måske fordi jeg har tænkt på det utallige gange - nærmest hver eneste aften og søvnløse nat lige siden, og sidenhen også under hver bustur, jeg har taget. Måske fordi jeg oppe i hovedet også har mulighed for at se det hele i slow motion. Det gør ikke oplevelsen mere behagelig, kan jeg fortælle jer. 

Nå! Nu er det vist på tide at speede lidt op i fortællehastighed her, hvis jeg overhovedet skal have en chance for at en eneste sjæl læser med (det løb er sikkert allerede kørt for de flestes vedkommende - er der stadig nogle med?). 

Jeg havde 13% strøm på min telefon og fik med panik i stemmen hidkaldt min kæreste og datter. Mens Gry så uforstående på fra sin klapvogn, lirkede han nænsomt min vinterstøvle af, og tog den og min tunge taske med hjem igen. Jeg var sådan cirka 100 meter fra at være hjemme og holde weekend med dem, men i stedet blev jeg kørt på skadestuen i en ambulance, med en ispose på anklen lavet af en nettopose og sne fra fortorvet. På skadestuen blev jeg sendt i røntgen, men selv uden de billeder vidste alle, at der var tale om brud; det kunne selv buschaufføren og jeg blive enige om. Det søde og seje personale på skadestuen fyldte mig med morfin og prøvede deres bedste for at reponere bruddet - altså, at sætte min fod sådan nogenlunde på plads igen - men det der skulle være med til at holde foden på plads var godt og grundigt ødelagt. I stedet fik jeg lagt gips helt op til låret og besked på, at jeg ville blive opereret så hurtigt som muligt. Det blev morgenen efter. De søde mennesker, der lagde mig i narkose sørgede for, at det sidste jeg tænkte på inden jeg forsvandt var min datter, der fyldte 14 måneder den dag, så imens jeg drømte sødt om hende, sørgede de for, at mit ben blev lappet sammen igennem med syv skruer og en skinne, at huden blev hæftet sammen med metalklammer og at det hele så blev fikseret i en Rom-Walker til sidst.

Og så fik jeg altså rig mulighed for at opleve det dér med at sove på et hospital. Selvom jeg jo egentlig bare gerne ville have været foruden. 

Phew, det blev en lang omgang! Jeg håber ikke det har taget modet helt fra jer? Der er så mange, der undervejs har spurgt til, hvordan det er gået, hvordan jeg havde det og om det ikke tog lang tid - det her bliver et meget grundigt svar.  Jeg har meget mere at fortælle, men det bliver i et andet indlæg og en anden dag - og jeg håber I gider læse med. 

English:

I promised you guys - and myself too - to write something about my 2016 which has been pretty much all about the fact that I broke my ankle back in January. I can promise you right away that this will be a long story and that it will be sliced into several posts. Now you know. 

I'm sure it's going to do me good to put my thoughts and experiences into words - and I would like to tell you guys why it's been such a long fight to get back. A big part of me really just wants to forget all about it but I know I can't. I know it will make a difference to tell my story because I spend most of my time becoming an anthropologist on analyzing other peoples stories about being ill. I know that narratives about illness can have an healing effect when life becomes different from what it should have been. I know that being a part of a group of people that is going through the same matters and I know that keeping a hope for tomorrow plays a big part when it comes to getting back. And now I've tried it all myself. 

Well, except from writing my own illness narrative - but I'm going to do that now. I'll try not to put too much anthropology in these posts, but I'm not sure I can keep it out all together. One thing is for sure; I've wondered so many times about the "funny" fact that I could totally see myself in all of those dusty text books I have. And it's kind of ironic that I've spend all that time studying sick people and then suddenly I was kinda studying myself. Let's go back to the start: 

So what happened?

The photo from the ambulance was taken when right after I was placed in the ambulance - and just before the pain became so bad that I really just wanted to black out. I mean it when I say I would rather give birth once a month than go through the pain from broken bones. And I'm not one of those women who had a wonderful and easy birth. Just to be clear. 

I was talking about irony before and let's get back to that. I had just started an internship where I was studying sleep culture in a hospital and as an anthropologist I had been a little annoyed with the fact that I couldn't really grasp the patient's point of view of sleeping in a hospital, because I didn't have the chance to experience it myself. And then this happened....... Suddenly I was in the hospital bed myself and I had plenty of time to find out what sleeping in a hospital was all about. If that isn't a definition on irony right there, then I don't know what is. However; if someone had given me the chance to turn this opportunity down I TOTALLY would! 

You're probably can't imagine how many times I've dreamed about going back in time to stop this from happening. To change the few seconds that changed it all. I missed a step on the bus and it made me fall because the bus had to drive around the corner at the same time - pure bad luck. I knew right away that something was very wrong  and I knew I shouldn't try to stand on it when I'd gotten back on the only good foot I had. Right before that another passenger had looked me right in the eyes and said he was sorry - and just before that he had been pulling my foot back into place, or at least as much into place as possible. 

Talking about this make my stomach turn and I'm not even nearly describing this as good as I can in Danish. It makes me sick thinking about these seconds - and in my head they really feel like forever. Maybe because I've been thinking it through again and again and again and again (every sleepless night ever since and every trip I take by bus) and maybe because I can "watch" it in slow motion in my head - every little movement. Slow motion doesn't make it better, believe me!

Okay, I guess it's time to speed things up a bit now if I hope to have anyone reading this post to an end (are you still there?!)

My phone had 13% battery left (don't ask my why I remember this) and I called my boyfriend and asked him to come to the bus. So he did - and he had to bring our daughter too. She looked at us, understanding nothing, while he was trying to get my shoe off my foot as gentle as possible. I was 100 metres from being home and I had been looking so much forward to the weekend and instead I was picked up by an ambulance with an ice bag on my foot made from a plastic back and snow from the street and I ended up spending the weekend in the hospital instead. Everyone knew it was broken - even me and the bus driver. The staff in the ER tried their best to put my foot back into place and when they couldn't they told me I was going to get surgery as fast as possible. That was the morning after. When I was undergoing surgery they made sure to make me think about my daughter as the last thing before I fell asleep, so I was dreaming sweet dreams of her while they were fixing me up.

And then I had the chance to experience sleeping in a hospital. Even though I really didn't want to after all.  

Phew, that was a long post! I hope you still want to read more some other day? I have a lot more to tell you. Especially because so many of you have been so kind to ask me how I was doing during these months - this will be my long answer.