Hvordan slipper vi følelsen af at være bagud?

For nogle uger siden sad jeg rundt om et bord og kiggede ind i øjnene på fire af mine veninder. Vi har efterhånden kendt hinanden i mere end ti år og det magiske ved vores venskab er, at det lidt føles som om vi fortsætter, hvor vi slap - nærmest uanset hvor længe siden det er, at vi så hinanden sidst. Der går for det meste alt for lang tid imellem, for siden vi lærte hinanden at kende er der sket mange ting; vi har taget uddannelser, fået børn, startet karrierer og slået os ned på hvert vores lille spot i landet. Det er det, der sker, når livet leves. Heldigvis lykkes det os af og til at få os samlet - ligesom den aften for nogle uger siden. 

Den aften havde vi en snak, som plantede en tanke i mig og jeg har ikke kunnet slippe den siden. En tanke som prikker til en følelse indeni mig. Måske kender du den også? Hos mig føles det som om nogen har bundet en knude inde i min mave og bare bliver ved og ved og ved med at stramme den. En konstant knugen af bekymringer og overvejelser og følelsen af ikke at slå til. Nogle gange kan det også føles som tanker, der spæner rundt i hovedet og aldrig nogensinde stopper op - egentlig er der helt stille omkring mig, men de larmer alligevel og er enormt overdøvende

Jeg troede egentlig bare det var mig (og måske mere eller mindre alle andre, som også søger jobs og føler, at det hele tiden er forgæves), fordi jeg burde have et arbejde. Fordi jeg føler, at jeg burde være igang med et spændende job og bruge min uddannelse til noget. Og måske også, fordi jeg føler, at jeg burde være igang med at få et barn mere, så vi kunne få den familie vi drømmer om. Og fordi jeg føler, at min ankelskade ikke burde fylde så meget i vores hverdag, som den gør. Men nok i virkeligheden mest af alt dét med jobbet; nu burde alt mit hårde slid med jobsøgning og kurser og workshops, praktikker og alt den slags da snart give resultater. Så jeg kan stoppe med at banke mig selv i hovedet med at føle mig bagud med livet hele tiden - hele tiden føle, at jeg burde være et andet sted og gøre noget mere og aldrig bare rigtig have overskud til at hvile, der hvor jeg er. Det lyder måske mærkeligt, men jeg oplever, at det faktisk godt kan være en anstrengelse at lægge det på hylden - alle bekymringerne og så bare være og lade tankerne gå lidt i dvale. Selv når jeg siger til mig selv, at nu slapper jeg af, så kører tankerne på højtryk om hvad jeg burde - burde jeg tjekke LinkedIn en ekstra gang og måske også lige min mail, burde jeg lige lave et opkald mere og skynde mig at skrive en ansøgning til og gå over i det fitness center? Nogle gange handler det bare om at få så meget ud af dagen som muligt, så selv mine hobbyer bliver presset ind som noget jeg burde nå (fordi jeg føler med bagud med dem...) - så jeg multitasker afslapning; for eksempel TV og hækling på samme tid - se lige hvor jeg kan! (Er jeg den eneste, der synes at "multitasket afslapning" lyder åndsvagt og ironisk? Men seriøst; jeg praktiserer det. Nogle gange er det rent faktisk afslappende, men nogle gange (og langt oftere) er det altså også det stik modsatte og hvad er pointen så?). Eller også "presser" jeg lige tid til at tegne eller skrive tekst ind. Som om det giver mening, at en hobby skal presses ind, som om det var en forpligtelse. Nå, det var et lille sidespring. 

Fem "twenty something"-kvinder og følelsen af utilstrækkelighed 

Tilbage til dén aften. Der sad jeg og mine veninder så rundt om et bord - alle "twenty something"-kvinder, som er intelligente, sjove, empatiske, har en masse at byde på og som har travlt med at leve livet. Og travlt med at føle sig bagud. For pludselig siger min ene veninde netop dét. Eller hun brugte måske nogle andre ord og jeg kan ikke huske det godt nok til at citere hende, men hun siger altså noget i stil med, at hun ikke er nået så langt, som hun gerne ville. Og jeg var ved at falde ned af stolen og fik vist sagt, at dét kunne hun altså ikke være bekendt at sige og tænke om sig selv, for hvad så med mig - så havde jeg da for alvor en stejl bakke at kæmpe mig op ad! 

Det kom lidt for hurtigt ud af munden på mig, for det sidste jeg ville var at give hende dårlig samvittighed. Hun har lov til at have den følelse, men jeg blev bare overrumplet af at høre, at hun havde den - den samme følelse, som jeg går rundt med hver dag. Overrumplet fordi, når jeg kigger på hende, så tænker jeg: "Se det mod, se de ambitioner, se de talenter og den målrettethed! Når man opnår det dér så er man kommet så langt!" Og jeg synes virkelig ikke, at hun kan være bekendt at have det sådan - og den hun ikke kan være det bekendt overfor er hende selv! Alene af den grund, at hun allerede har opnået så meget og gør det så godt - og ikke mindst: gør alt hvad hun kan! 

Der gik ikke mange minutter før vi alle havde bekendt os til, at vi hele tiden føler os bagud i vores liv i forhold til, hvor vi synes vi burde være. Jeg kiggede rundt om bordet og så fire fantastiske kvinder, som har så meget at byde på - og som fra mit synspunkt slet ikke er så langt bagud, som de føler sig. Hver især er de til dagligt en kæmpe inspiration for mig, fordi de står ved sig selv og er så godt igang med at leve deres liv og finde ud af, hvad de ønsker at få ud af det. Og jeg blev så frustreret på deres vegne over, at de har det sådan, fordi jeg ser noget helt andet, når jeg kigger på dem. 

Jeg ser en kvinde, som er et kæmpe forbillede for mig, hvad angår familieliv og mod til at springe ud i sine drømme, udfordre vores syn på mødre og karriere og er fyldt til randen af talent og gåpåmod. Jeg ser en anden kvinde, som er så sprudlende og talentfuld, står ved sig selv og kæmper for at kunne leve af den musik, som altid har levet inde i hende og finde frem til netop den struktur på livet, som passer til hende i stedet for at klemme sig ned i samfundets kasser. Jeg ser en tredje kvinde, som har haft det ene mere spændende studiejob efter det andet og derfor har så misundelsesværdigt meget relevant på sit CV, at det kun er et spørgsmål om tid før hun lander den sejeste karriere. Igennem vores venskab har jeg tit kigget hendes vej og ønsket, at jeg havde haft ligeså meget mod til at tage på opdagelse i verden som hende. Og så ser jeg en fjerde kvinde, der for nyligt har taget sig tiden til at stoppe op og mærke efter, at det liv hun levede ikke tog lykken med sig. Selvom det sikkert var både nemmere, tryggere og mere overskueligt at blive og håbe, at lykken ville ende med at komme, så startede hun igen og har lagt et nyt fundament - og dét uden at miste den gnist i øjet, som jeg husker hende bedst for. 

Beundringsværdige og inspirerende hver og én. 

Og alligevel forpint af følelsen af at være utilstrækkelig

Jeg blev simpelthen så ked af, at de også render rundt og bliver forpint af den dér følelse af ikke at slå til. For det gør de jo - altså slår til! Det kan vi allesammen blive enige om, når vi kigger på dem udefra, ikke? Alligevel banker de sig selv i hovedet med følelsen af, at de ikke er nok. 

Den femte kvinde ved bordet var så mig. Og jeg har, som sagt, også den dér fornemmelse i kroppen hele tiden. Måske lige med undtagelse af, når jeg "bare" er sammen med min datter - for så er hun mit fokuspunkt (men selv der kan tvivlen dukke op. De af der jer, der er mødre kender den nok. Dårlig samvittighed over tiden i institutionen, tvivlen om, om hendes ordforråd er godt nok, spiser hun nok, er vores lege udviklende nok, læser vi nok bøger med hende og jeg kunne blive ved). Men altså; knugen i maven, tankemylder, bekymringer og tvivl om, hvorvidt jeg slår til og er god nok. Dygtig nok. Tanker om, hvornår jeg mon får slået hul ind til det dér arbejdsliv (og optimisten i mig siger: "Når det helt rigtige job dukker op - altså, du ved... når sol, måne, stjerner, skæbne, talenter og tilfældigheder står i lige linje med hård indsats, SÅ sker det! Og så messer jeg noget med: for du er dygtig, du er dygtig, du er dygtig og det skal nok komme inden din dagpengeperiode udløber. Mens pessimisten piller mig og mit selvværd ned og husker på de gange, nogen har sagt noget i stil med: "Nå, så du er uddannet til at blive arbejdsløs" (fordi det er jo logisk at bruge fem år+ på dén drøm)). 

Men hvis jeg nu prøver at stille mig lidt udenfor mig selv og kigge bare lidt objektivt på det, så ser jeg en kvinde, som har taget en lang uddannelse med ret fine resultater (og det gør man altså ikke, hvis man er helt talentforladt), som multitaskede graviditet og specialeskrivning, som nærmest forsvarede speciale med en baby på armen (og det gør man altså ikke uden en vis mængde målrettethed (og en graviditet, der ikke lægger en på langs i ni måneder, skal jeg måske lige tilføje. På den måde var jeg heldig)) for derefter at gå på barsel. Jeg har to relevante praktikforløb bag mig og et mere på vej og nu også et udgivet kapitel i en fagbog. Og dertil kommer så lige en sygemelding og et genoptræningsforløb, som jeg simpelthen bliver nødt til at have med i regnestykket, fordi det er en del af mig og min historie nu. Men jeg har noget at byde ind med og jeg gør alt, hvad jeg kan, så hvornår stopper jeg med at banke mig selv sådan i hovedet? 

Vi fortjener at tale pænt til os selv og om os selv

Vi fortjener at huske os selv på, at vi er gode nok, at vi kæmper vores kampe det bedste vi har lært og vi fortjener at behandle os selv, som vi behandler vores veninder. Jeg ser de bedste kvaliteter i mine veninder og jeg kan ikke finde én eneste grund til, at deres liv ikke skal lykkes. Jeg ville aldrig nogensinde fortælle dem, at de ikke dur, at de ikke er talentfulde, intelligente, søde, kærlige, elskede, målrettede, viljestærke - og jeg vil altid, altid, altid fortælle dem og tro på, at det hele nok skal gå. De gør det godt nok, de er nok! Og hele pointen med det her er, at det er jeg også - og det er DU også! 

Jeg tror på mange måder, at det her er et indblik i en generation af kvinder, som var piger lige før dem, vi i dag omtaler som 12-tals pigerne. Fem piger er måske nok ikke historiens største empiriske grundlag, men lur mig om ikke mange har det sådan, for sagen er nemlig den, at min venindegruppe og jeg er ret gennemsnitlige og på den måde blender ret godt ind i en samfundstendens. En tendens, hvor vi hele tiden skal blive mere. Hvor vi skal klare os godt på vores uddannelser og samtidig have de bedste og mest relevante studiejobs, hvor CV'et ikke kan blive fuldt nok, hvor vi skal rocke vores sociale roller, som veninder, døtre, søskende, kærester, svigerdøtre og mødre, hvor vi skal dokumentere og iscenesætte det hele i små kvadrater, hvor vi skal (overveje at) stifte familie og starte karriere på samme tid, hvor vi skal have jobs som giver mening og peger i retning af noget mere, hvor vi skal have hobbyer der kan udvikle os kreativt, gøre os stærkere eller klogere og jeg kunne blive ved. Vi må ikke gå i stå, vi må ikke præstere under dét vi præsterede igår og vi må ikke lade være med at udnytte den tid vi har til rådighed - og det gælder uanset hvilken kasket vi har på. 

Er jeg den eneste, der taber pusten?

Hvad er det vi skal nå? Og hvornår har vi nået det?

Succes. Succes med alt sådan set. Ikke? Men hvornår når vi egentlig målet - og ved vi det, når vi når det? Jeg mener; hvis vi altid skal præstere mere end vi gjorde igår, så er det jo skruen uden ende, hvor vi bliver ved med at banke os selv i hovedet med, at vi ikke når nok, eller hvad? Og kan vi være det bekendt overfor os selv? Min venindes kommentar, som lagde frøet til det her (sikkert lidt for lange) indlæg, var i sandhed en øjenåbner for mig. For hvis hun, med sit mod, sit talent, sine kompetencer og ambitioner, og hvis hun med de ting hun allerede nu har opnået og udrettet, også har det sådan - hvornår stopper det så? Jeg siger ikke, at hun ikke har lov til at drømme og kæmpe for noget større og vildere (faktisk håber, drømmer og hepper jeg side om side med hende!) - jeg siger bare, at hun allerede har så meget at være stolt af og det (i mangel af bedre ord - for set i konteksten af der her indlæg, har det en temmelig negativ klang) burde hun hvile i. Ligesom de andre kvinder rundt om det bord den aften har. Ligesom jeg er helt sikker på, at du også har. 

En væsentlig pointe her er jo selvfølgelig, at vi skal stoppe med at sammenligne os med hinanden - for hendes succes er ikke nødvendigvis til at sammenligne med min succes. En anden er, at jeg tror, at vi virkelig-virkelig-virkelig skal øve os i at blive gode til at mærke efter. Det tager tid at finde ud af, hvilken vej vi skal gå i vores liv (og når det er så sagt, så er det jo også umuligt at vide, hvilke veje med nye muligheder eller begrænsninger der dukker op undervejs. Skal jeg fremhæve én ting, jeg har lært de sidste tre år af mit liv, så er det, at livet bare ikke (altid) lader sig planlægge). Det er en læringsproces, at finde den rette vej og kræver sikkert en masse forsøg. Og nok også en erkendelse og accept af, at man måske aldrig finder stien belagt med gyldne brosten, rendyrket succes og kronisk lykke (fordi det er livet) - og det måske faktisk også er helt okay, fordi det vigtigste trods alt er, at vi trives og har kærlighed i og til vores liv. At vi har det godt dér, hvor vores rejse har taget os hen lige nu. Og hvis vi ikke har det godt, så prøve at ændre på dét, der gør ondt i maven, hvis vi kan. Og så altså mærke efter, hvad der er rigtig vigtigt og hvad vi ikke behøver at presse ind bare fordi vi føler, at vi burde.

Og så prøve på at hvile i, at vi er nok, at vi gør nok, at vi ved nok og elsker nok - og at alting ikke kan måles i præstationer. Prøve på at lade være med at være så hårde ved os selv. Og forsøge på at sætte vores lid til, at vi ikke er bagud, men faktisk er lige præcist dér, hvor det er meningen at vi skal være (og lære) lige netop nu. 

Lige om lidt trykker jeg udgiv. Og jeg har stadig den dér knude i mave - og lige nu også lidt sommerfugle i maven, for der ligger mange tanker og følelser og frustrationer bag det her indlæg. Mange diskussioner og meningsfulde snakke. Ikke mindst med de fire kvinder. Og min kæreste, som har måttet lægge ører til rigtig meget. 

Jeg er spændt på at høre, hvad du tænker og oplever, så du skal være så velkommen til at dele dine tanker her på bloggen eller i et kommentarfelt på facebook eller Instagram. Det håber jeg du vil. Tak, fordi du læste med - og husk det nu; 

Du er nok. 

When your legs don't work - Part 4

Læs første, andet og tredje kapitel, hvis du har lyst. (Der er et eller andet HELT galt med layoutet i det her indlæg - jeg har prøvet at rette det, men det bliver det bare værre af - jeg håber I kan læse det alligevel)

Hvis der er en sang, jeg har haft på hjernen undervejs i det her forløb, så er det Ed Sheerans "Thinking Out Loud" - endda så meget, at den har lavet titlen til denne føljeton. Sangen indledes nemlig med ordene "When your legs don't work like they used to before." Og hvis der er noget, man kan sige om mine ben, så er det da, at de ikke helt virker, som de plejede. Nå ja, og så handler sangen om kærlighed, der er stærk og varer ved - og uden den slags kærlighed, så tør jeg ikke tænke på, hvor meget hårdere det her forløb havde været. Uden en forstående kæreste, der jublede hvis jeg havde tømt opvaskemaskinen og så bort fra alt det andet, som jeg ikke nåede og jublede sammen med mig, når jeg gjorde nye fremskridt. Og en kæreste, der ikke i et sekund bebrejdede mig og den situation mit uheld havde sat os i. At vores liv blev slået helt ud af kurs. Uden familie, der uden at blinke passede både Gry og jeg, når vi manglede hænder. Uden min søster, der kom og holdt mig ved selskab, når jeg var ved at blive skør. Uden Gry, der accepterede, at mor ikke kunne alt det hun kunne før og passede vildt godt på mig, da jeg først begyndte at bevæge mig rundt. 

Jeg gik til genoptræning flere gange om ugen og jeg trænede så meget som min fysioterapeut tillod. Blev hentet og bragt, cyklede utallige kilometer på en motionscykel, brugte timevis i en gangbarre (I ved, den slags man ellers kun ser i film, når folk på mirakuløs skal lære at gå igen efter en ulykke), trænede styrke og stabilitet og vendte mig langsomt af med dårlige vaner. Dårlige vaner som at kigge ned på hvert et skridt jeg tog for at være sikker på, at jeg placerede foden rigtigt og at jeg ikke trådte på noget, der bare var det mindste ujævnt - med det resultat, at jeg absolut intet så af verden omkring mig. Jeg kunne ikke multitaske - hvis jeg gik, så gik jeg og koncentrerede mig om dét. Hvis jeg så skulle orientere mig, så stod jeg stille og kiggede op for at finde et husnummer eller hvad jeg nu skulle se. 

I al den tid jeg gik med krykker kom jeg kun meget kort omkring, men langsomt begyndte det at føles som om, at jeg fik livet tilbage. Det lyder måske overdramatisk, men fra januar til engang langt ind i foråret, kom jeg ingen steder. Min verden var min seng, min sofa, mit toilet, en sjælden gang imellem min terrasse, en flex-taxa, min fysioterapeut og nogle gange mine forældres hus. Min telefon, min iPad, min malebog. Og en helt masse spørgsmål om, om jeg da ikke bare snart skulle smide de der krykker og lære at gå uden. "Jamen, hvor længe skal du da gå med krykker?" Tja, indtil jeg kan gå uden, måtte jeg svare, mens frustrationerne buldrede indeni. For selvom spørgsmålene sikkert var godt ment, så havde jeg lyst til at råbe tilbage, at der da for pokker ikke var noget i den her verden, jeg hellere ville end at gå igen uden de forbandede krykker. Der var ikke noget jeg hellere ville end at gå i Brugsen og handle, end at lave mad, end at hente Gry, end at gå ud med skraldespanden, end at gå på legepladsen eller en tur på Strøget. En enkelt gang sagde jeg det også højt - til manden fra sygedagpengekontoret, som heldigvis for det meste var meget tålmodig og forstående, men som jo også hele tiden skulle sikre sig, om jeg var syg nok til hans system og om jeg snart var rask nok til at være i et andet. Hele mødet med dét system er bare ikke særlig rart, for at gøre den side af historien meget kort. 

Undervejs har det været en stor udfordring, at selvom alle kunne se, at jeg ikke kunne gå særlig godt, så følte jeg, at det var langt de færreste, der forstod, hvad det rent faktisk betød. Måske havde det også en masse at gøre med, at jeg havde enormt dårlig samvittighed over ikke at være hurtigere til at blive bedre og over at det stod så skidt til, men jeg følte i hvert fald, at der ofte var nogle, som satte spørgsmålstegn ved, hvorfor det tog mig så lang tid at komme ordentlig tilbage på fødderne. Jeg kæmpede med alt jeg havde i mig og hver gang jeg havde konsultation med min fysioterapeut roste hun mig for mine store fremskridt. Hun fortalte mig faktisk på et tidspunkt, at det langt fra var alle, der startede hvor jeg gjorde, der kom så langt så hurtigt som jeg gjorde. Jeg kunne have brudt sammen i armene på hende og jeg fældede nok også en tåre (som jeg gjorde under hver eneste konsultation... #tudeprinsesse), fordi det gav mig et kort på hånden, når jeg blev mødt med tvivl. Spørgsmålene var nok aldrig ment som en anklage, men det føltes som om der blev sat spørgsmålstegn ved min indsats og det føltes som en mavepuster hver gang. Jeg tror ikke, at man helt kan forstå, hvordan det føles, hvis man ikke har prøvet det selv - men tro mig, jeg mener det bogstaveligt, når jeg siger, at jeg lærte at gå helt forfra, for jeg havde fuldstændig glemt, hvordan man gør det. 

Men altså - gangbarren blev min bedste ven (og frosne ærter, når jeg kom hjem) i min kamp for at lære at gå helt forfra. Og jeg blev lykkelig hver gang jeg kunne noget, som jeg ikke kunne sidst. Som at gå et rigtigt skridt - sådan hvor den ene fod kommer foran den anden. Som et stå på ét ben. Som at kunne flytte en klud med venstre ben (fordi det betyder, at man har vægten på højre). Som at kunne tage et skridt og kun have én hånd på barren imens. For til sidst at slippe helt og kun gå indeni den for en sikkerheds skyld. Og når jeg ikke var hos min fysioterapeut målte jeg fremskridtene i, hvor mange gange jeg havde gået fra stuen og ud i køkkenet. Og om det var med to eller én krykke. Og senere om det var med én eller slet ingen krykke. Jeg gik fra den ene ende af lejligheden til den anden for at træne gang herhjemme også og i starten kunne et par gange frem og tilbage føles som en hel dag i Londons gader, sådan målt i ømhed bagefter. 

Og sådan gik det langsomt fremad. En dag i juni afleverede vi krykkerne og andre hjælpemidler på hjælpemiddelcentralen og det føltes som en enorm sejr. Ironisk nok var det den samme dag, som vi blev slået hjem i Ludo endnu engang, fordi min kæreste blev fritstillet fra sit job. På mange måder ser vi nu på 2016 som sådan et år, der forsøgte at fortælle os lidt om, hvad vi gerne vil have i vores liv. Ikke flere brækkede ankler, tak. Men mere nærvær, kvalitetstid, taknemmelighed, uendelig kærlighed, gåpåmod og tro på at tingene løser sig. 

I dag er det lige præcist et år siden, at det skete - og for et år siden var jeg vist lige blevet indlogeret på en stue med hende min medpatient, der snakkede i telefon hele tiden og havde skænderier med sine besøgende. I det sidste år, har jeg tænkt meget over ironien i, at vi går rundt og er enige om, at "et brækket ben kan alle jo se - og det gror jo bare sammen igen", når vi taler om og sammenligner med usynlige lidelser. Jeg er ikke ude på at lave en sammenligning overhovedet, for det giver ikke ret meget mening at gradbøje livskriser på andet end personlige skalaer. Jeg kan bare hilse og sige, at selvom mit brud er groet sammen, så var der ikke meget "bare" over resten af forløbet. Jeg har været frustreret og ulykkelig i alle celler af min krop, men også håbefuld og stædig. Jeg har følt mig alene med fornemmelsen af en krop, der ikke duede og bange, når jeg blev i tvivl om, om den nogensinde kom til at virke igen. Mit humør har rutsjet rundt på en skala mellem fuldstændigt opgivende og overbevist om, at alting nok skulle gå. 

En sommerdag græd jeg på vej hjem i bilen fra en helt vidunderlig dag. Jeg havde taget eneret over at gå med klapvognen som ekstra støtte, men bortset fra det havde jeg lige klaret en hel dag i Givskud Zoo og jeg husker, at jeg sagde til min kæreste, at det føltes som om, at jeg lige havde fået mit liv tilbage. Også selvom jeg var fuldstændig brugt og ikke ville kunne gå et skridt mere og nok heller ikke kunne gå ret meget dagen efter. 

Og nu? Jeg går. Og jeg går sådan set meget godt. Jeg er stadig nødt til at tænke meget over, at jeg ikke går for meget i løbet af en dag, hvis jeg vil være noget værd hele dagen - for min ankel hæver stadig op, bliver øm og får mig til at halte, når den bliver træt. Jeg får stadig vild hjertebanken, hvis min fod lander på noget, der udfordrer min stabilitet. Men hey; jeg går. Og selvom lægen dengang fortalte mig, at jeg nok skulle komme op at gå igen, så føles det altså ikke helt som en selvfølge. Og vigtigst af alt: jeg kan gå i Brugsen og jeg kan lave mad. Jeg kan gå en tur på Strøget eller i skoven. Og jeg kan hente Gry i vuggestuen og tage hende med på legepladsen (så længe hun ikke beslutter sig for at løbe væk - så har jeg ikke en chance). Og så passer jeg ekstra på, når jeg kører i bus. 

English:

This is the last chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible. 

When your legs don't work - Part 3

Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet et kapitel til min historie om den "kære" ankel. Måske er det fordi jeg pludselig fik travlt med julerier eller måske begyndte historien bare at komme til et punkt, hvor det gjorde ondt at fortælle den. Forstå mig ret; hele historien gør ondt og selvom det lyder lidt blødsøden (og ja, jeg har også nemt til tårer, men lad nu det ligge), så har jeg grædt nogle tårer imens denne føljeton er blevet til. Til gengæld har jeg også kunnet mærke, at jeg er blevet mere afklaret med situationen og forløbet for hvert kapitel, så jeg er slet ikke i tvivl om, at netop nu er et godt tidspunkt at forfatte tredje kapitel på. Du kan læse første afsnit lige her og andet afsnit her. 

2016 skulle have været sådan et år med fart over feltet. Jeg startede, som I måske ved, i praktik og jeg havde store forventninger til de otte uger og var sikker på, at 2016 blev året, hvor jeg fik et arbejde og hvor der kom til at ske alt muligt godt og spændende for vores lille familie. Og sådan blev det jo så ikke, for begivenheder som denne sætter bare alting ud af kurs. Pludselig sygdom slår puslespillet i stykker og tvinger os til at genoverveje, hvor livet så skal hen. Og 2016 kom i hvert fald ikke derhen, hvor jeg havde forventet. 

Da de seks uger med ROM-walkeren lakkede mod enden, så glædede jeg mig helt afsindigt til at få mit liv tilbage. Jeg vidste godt, at genoptræningen nok ville blive en hård omgang, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvordan det så rent faktisk blev. Midt i al glæden havde jeg dog også søvnløse nætter. Dels på grund af bekymringer om, hvordan sådan et genoptræningsforløb ville være - det googlede jeg internettet tyndt for at finde svar på og sagen er jo den, at det er så individuelt, at ingen alligevel havde kunnet svare mig. Og dels på grund af overvældende smerter, som faktisk betød, at jeg endnu engang måtte ty til morfinlignende piller for at kunne holde ud at være til. Jeg havde ellers trappet ud af morfinen i starten af forløbet, men nu havde jeg så voldsomme smerter, at jeg slet ikke kunne finde ro, hvis ikke jeg tog det stærkeste vi havde i huset. Og de smerter bekymrede mig virkelig, for hvis alt var som det skulle være, så burde det vel ikke gøre så ondt nu?

Derfor blev jeg da også temmelig lettet, da lægen på sygehuset sagde god for at jeg nu skulle have støvlen af. Røntgenbillederne så fine ud, omend der var lidt slørede tilstande i ledet, som umiddelbart skyldtes den måde, min fod havde siddet fikseret i støvlen på. Det var nemlig ikke helt efter bogen og har været med til at gøre mine sener i benet alt for stramme. Til at begynde med kunne jeg overhovedet ikke stå på flad fod, uanset hvor meget jeg så forsøgte. Og jeg husker tydeligt fornemmelsen af, at forbindelsen mellem hoved og fod var sat ud af spil. Til konsultationen på sygehuset bad lægen mig om at vrikke med foden og jeg kiggede intenst på den og gentog "vip, vip, vip" inde i hovedet - intet skete. Måske lige pånær et lille vrik med tæerne. Og selv mens lægen pressede på kunne min fod ikke bevæge sig mere end 20 grader.

De næste uger gik derfor med at få noget bevægelse tilbage i ledet og vænne benet til belastning igen. Jeg tvang foden til at bevæge sig i nye vinkler ved at placere et bælte under foden og trække-trække-trække indtil jeg ikke kunne holde til mere og jeg glemte kun i få øjeblikke ad gangen at have gang i rotationer i ankelledet eller at vrikke med tæerne eller at strække akillessenen eller træne vægtoverførsel. Og der gik altså lige noget tid før jeg stoppede med de lunkne madpakker, som jeg ellers havde drømt sådan om at få lov til at slippe for. Og der gik endnu længere tid før jeg kunne gå på legepladsen med Gry igen.

Det absolut mærkeligste ved det her forløb har været oplevelsen af, at mit hoved fuldstændig havde glemt, at det havde to ben, som det kunne kommunikere med. Der var kun ét. Det er enormt svært at forklare og lyder sikkert virkelig mærkeligt - men det føltes vitterligt som om mit hoved havde glemt at højre ben eksisterede og kunne bruges til noget. Bogstaveligt talt. Ikke nok med, at højre ben gjorde ondt, var svagt og mest af alt lignede overkogt spaghetti med fiskeskæl, der skallede af (lækkert billede, ikke? Seriøst, jeg bruge så sindsygt meget bodylotion og fodcreme efterfølgende) og at jeg var ret usikker på krykkerne som udgangspunkt, så kunne jeg simpelthen ikke få mine tanker til at signalere noget som helst ned i mine ben, der handlede om at gå.

Jeg kunne godt stille min højre fod (som altså er den, der var brækket) på gulvet og forskyde vægt over på det, men uanset hvor højt jeg råbte inde i hovedet på mig selv, at NU skulle jeg f*ndme løfte det forpulede venstre ben og tage et skridt, så skete der bare ingenting. Ingenting.

Jeg kan huske en dag, hvor min mor og søster fuldstændigt velmenende sagde, at jeg jo bare skulle løfte venstre ben en lille bitte smule nu, for at komme henover et lille uskyldigt dørtrin hjemme hos mine forældre. Det lillebitte dørtrin have vokset sig kæmpe stort inde i mine tanker og eftersom jeg aldrig blev rigtig gode venner med krykkerne heller, så virkede selv et lille hop som et farligt stunt, som jeg ikke var sikker på, at jeg ville slippe godt fra. Så der stod jeg, fuldstændig lammet af frygt på grund af et lillebitte dørtrin, der måske er fem centimeter højt. Og jeg prøvede at overtale venstre ben til lige at stole på, at højre ben kunne holde skansen, mens venstre ben bevægede sig over på den anden side af dørtrinnet - et lille bitte skridt og så havde jeg klaret mig ud af situationen. Et lille bitte skridt, KOM NU! LØFT NU BARE DET BEN! Men der skete ingenting... Altså, lige bortset fra at jeg blev virkelig frustreret.

Senere har min fysioterapeut fortalt mig, at de voldsomme smerter jeg oplevede lige inden jeg skulle have ROM-walkeren af, sådan set kunne sammenlignes med fantomsmerter. I ved, de smerter som nogle oplever i en kropsdel, som de ikke længere har. Det satte alting i perspektiv for mig. Mit hoved havde simpelthen glemt min fod. Og kan man så bebrejde det venstre ben i ikke at ville rykke sig ud af flækken? Jeg mener - hvis min krop har været helt overbevist om, at hvis jeg løftede dét ben, så havde jeg nul ben tilbage på jorden. Og krykkerne som aldrig blev mine venner, selvfølgelig. Men altså; nul ben. Det kan man jo blive stående på.

Og der stod jeg så; og lige pludselig fik jeg taget mit sammen til at tage det lille hop henover dørtrinnet med bankende hjerte og vild lettelse over, at der ikke skete noget. Sådan var der jo hele tiden små fremskridt. Tæer, der kunne vippe mere end i går. Et led, der kunne dreje mere. Smerter og hævelser der aftog lidt (for så at komme igen, men altså... alligevel). Bedre bevægelse, mere vægt på benet. Og selvom det meste var små skridt fremad, så var det trods alt stadig små skridt - der gik fremad.

Jeg husker stadig fornemmelsen af mine "første skridt". Jeg var så stolt og lettet, at jeg begyndte at græde over det og jeg bad straks min kæreste filme det, så jeg kunne sende det til min mor. Når jeg ser videoen nu, så er det en skræmmende reminder om, hvor lidt jeg kunne. Hvis det kunne føles som en overvældende sejr, så siger det alt om, hvor svær den her kamp har været. På videoen tager jeg noget der minder om tre små skridt, men jeg løfter knapt nok foden fra gulvet. Lidt senere i forløbet blev det mit succeskriterium for et skridt; at jeg ikke kunne høre min fod slæbe henover gulvet imens. Og jeg kunne slet ikke stå længe nok på højre fod til, at jeg kunne få venstre fod foran - sådan som almindelige mennesker går. Det ene ben foran det andet. Sådan var det ikke for mig i starten. Det var højre ben foran og så lidt slæben frem med venstre. Højre ben en lille smule frem og så lidt slæben frem med venstre. Og mine to krykker. Og jeg var så stolt og overvældet og lettet, for det smagte lidt af, at jeg nok skulle lære det igen. For selvom det var det første jeg fik at vide efter min operation; "Dig skal vi nok få op at gå igen!" og selvom jeg mindede mig selv om de ord hver dag, så gik der ikke mange dage, hvor jeg ikke spurgte min kæreste og mig selv: Men hvad nu hvis jeg ikke kommer til at gå (ordentligt) igen? På daværende tidspunkt virkede det virkelig ikke som en selvfølge. 

Videoen skal jeg nok dele med jer på Instagram (@malenefl), hvis I har lyst til at se en lille smule af, hvordan den slags stolthed og kamp ser ud. Jeg har et helt genoptræningsforløb, jeg kunne fortælle jer om - og lidt om hvor jeg er i dag, men jeg tænker, at det måske lige skal vente til et sidste indlæg. Hvem ved, måske kan jeg nå at skrive det til på søndag, hvor det er præcist et år siden, at jeg væltede i den dér bus. Nu vil jeg nemlig hoppe ud i det smukke januarvejr - hente min Gry i vuggestuen og måske tage hende med på legepladsen på vej hjem. 

English:

This is the third chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible. 

Seriøst - det her billede er taget første gang jeg tog sko på efter ROM-walkeren kom af.
Det tog mig  mere end 10 minutter at få den på den dårlige fod! 

Zizzi.dk fylder fem år!

Jeg ved udmærket godt, at jeg burde holde mig til at kigge udsalgskategorierne her i januar, men nøj, hvor er det svært ikke at føle sig draget af alle de forårslækre nyheder. Det kender vi vel allesammen, ikke? Jeg håber i hvert fald, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg er så dårlig til at shoppe udsalg, for jeg længes efter blødere farver, lettere materialer og nærmest sommerlige snit, når vi når hertil og jeg bliver så træt af at mørket, at jeg prøver at snyde mig selv ved at lukke lidt forår ind. 

Jeg ville såmænd bare lige tippe om, at Zizzi.dk - en af mine yndlings webshops og faste brands i skabet - fylder fem år i dag. De fejrer det nemlig med fri fragt og det kan næsten altid få mig til at overveje et indkøb en ekstra gang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker simpelthen bare, når jeg kan undgå den udgift. Hvis nu jeg skulle smutte forbi Zizzi, så skulle det i denne omgang være for at finde det perfekte outfit til en barnedåb, vi skal til om et par uger. Jeg er fuldstændig på bar bund, men til gengæld har jeg selvfølgelig også et fuldt skab, så mon ikke det løser sig. Men altså... Derfor kan man jo godt overveje en af de tre smukke løsninger ovenfor, ikke? Ja, der er altså intet nyt under solen - jeg elsker stadig blomster og kjoler i kombination. 

2017

Set i forhold til 2016, så tror jeg faktisk ikke 2017 behøver at anstrenge sig særligt meget for at blive et mere lykkebringende år, men derfor kan man jo alligevel godt tage sig selv i at håbe, at det nye år kommer med gode intentioner. De sidste år af mit liv har om noget lært mig, at man aldrig ved, hvad livet bringer - af godt og af ondt. Der er ikke ret meget andet for end at lære noget af de lektier, man skal lære og så tro lidt på, at der nok gemmer sig en mening med det hele et sted og at det hele til sidst går op i en højere enhed. 

Det er mange, mange år siden, at jeg har haft nytårsforsætter, sådan rigtigt. I år er sådan set ingen undtagelse, men på en måde er der alligevel sneget sig et par stykker - indtil videre er de nok sådan lidt usagte, men ikke desto mindre er de meget vigtige. I 2017 vil jeg være bedre. Jeg vil være gladere, stærkere, mere optimistisk, mere nærværende. 2016 var lidt ude af mine egne hænder, det er 2017 ikke. 

Jeg vil have tid til de ting, som gør mig rigtig glad og jeg vil genfinde troen på mig selv. 2016 var sådan et år, hvor jeg kørte helt i stand by på mange måder. Jeg mistede fornemmelsen af min krop og glemte nok også, hvordan jeg elsker den. Den følelse vil jeg genfinde. Den følelse skal genfinde. Det slog mig for alvor en dag, hvor jeg på instagram så et opslag, der sagde noget i stil med:

Hvis du skal have et nytårsforsæt, der handler om din krop, 

vil du så ikke love mig, at det handler om

at elske den. 

Jeg har arbejdet med min selvkærlighed længe - og lige som så meget andet, så er det fuldstændig naturligt, at det går lidt op og ned. På det seneste er det desværre bare gået rigtig meget ned for mit vedkommende. Når jeg kigger på det år, jeg har været igennem, så er det vel egentlig ikke så mærkeligt, at jeg er kørt lidt ned i energiniveau - og det går altså ud over mit humør og hvordan jeg går rundt og har det med mig selv. Jeg kigger mig i spejlet hver dag og hvor jeg før smilede og sagde, "hey, smukke - ha' en dejlig dag", så har jeg på det seneste nok nærmere bare peget på alle de steder, som jeg ikke er tilfreds med. Og når man hele tiden peger på det, så er det til sidst det eneste man ser. Det er en ond spiral. 

Midt i alt det, så glemmer jeg, hvad jeg i stedet har haft travlt med. For det er klart, at når man står overfor større og mere akutte situationer, så er der ikke tid til at arbejde med selvværd og -kærlighed. Når har glemt hvordan man går og skal lære det forfra - sådan helt bogstaveligt, så er det ikke så mærkeligt at noget andet må falde i baggrunden. Men heldigvis kan det bygges op igen - det jeg slet ikke i tvivl om. Så mit vigtigste nytårsforsæt i 2017:

Elsk din krop (igen)

Det er muligvis nemmere sagt end gjort, men jeg starter lige med at huske mig selv på, at den krop virkelig er sej. Det er den altså. Det kan godt være, den ikke passer ind i idealbilledet af en kvindekrop, men den er sej. Den er smuk og den har båret og givet liv, den giver næring og tryghed til en smuk unge, den er det tryggeste sted min datter kender, den har kæmpet en lang kamp - og vundet den! Den fortjener at blive elsket, så det gør jeg nu. Et skridt af gangen, ikke? 

Har du mon et nytårsforsæt? 

English:

A new year almost always makes me think about what I want to do with it. 2016 really wasn't my year, but I'll try my best to make 2017 a better year! Looking back at 2016 I realize I couldn't do much to change how it all worked out. Right now I'm not in a great place when it comes to loving myself and my body for what it is, but I really want to change that in 2017, so that's kind off a resulution for me. To love my body (again). It's sometimes easier said than done but I try to remember my self that my body is awesome and worthy of love. After all, it's beautiful and it carried life, it's the safest place my daughter knows and it has fought a battle during the last year - and it actually won. So I'm going to love it again. One step at a time, right? 

Min nytårsdessert

Vi kender den allesammen, ikke? Smagen af nostalgi. De der bløde boller, der smager af børnefødselsdag, Den der gryderet, der smager af en tur på Camden Market i London. Chokoladen, der smager af fredag aften og Disney sjov. Eller de der chips, der smager af en ungdomsudveksling i Rusland. Okay, det sidste eksempel er måske lige lovligt specifikt - men jeg kan fortælle jer, at alt der smager lidt af dild (okay, og vodka....) sender mig direkte tilbage til Rusland, hvor jeg var et par gange for omkring 10 år siden (og så behøver vi ikke snakke ret meget mere om, at der er gået så mange år og at jeg ikke rigtigt føler, at jeg er gammel nok til at noget som helst kan være "for 10 år siden". Bortset fra:) 

Den her kage har samme virkning på mig, bortset fra at den ikke sender mig tilbage til Rusland. Den smager nemlig slet ikke af dild - og heldigvis for det! Den sender mig dog også cirka 10 år tilbage i tiden og den smager fuldstændig af latterkramper, venindesladder og gennemført hygge på en café, der desværre for længst er lukket. Den minder mig om min gruppe af sammentømrede gymnasieveninder, som jeg er så heldig stadig at have i mit liv, omend vi ser hinanden alt for sjældent, fordi vores liv har spredt os lidt for alle vinde. Jeg har serveret kagen til nytårsaften de sidste to år, men den kan bruges til absolut alle anledninger, hvor chokolade passer ind (og hvornår gør det ikke det?). Den kræver bare en fryser, så den er ikke så oplagt at tage med på skovtur. 

Udover nostalgi og dejlige minder, så smager kagen først og fremmest af chokolade. Rigtig meget chokolade. Den har en sej og lækker browniebund og derefter to lækre, bløde og kolde lag chokoladecreme eller -mousse om man vil. Og det bedste af det hele er: den er ikke specielt svær at lave, den kræver bare lige at man har planlagt den i god tid inden veninderne kommer forbi. Som med alle andre chokoladekager har den nemlig bedst af at sætte sig natten over - men det giver sådan set sig selv; alle lagene skal nemlig fryses hver for sig, så du skal svinge piskeriset og træbenet i køkkenet hele tre gange for at nå i hus med kagen. Men tro mig; den er det værd! 

Opskriften her giver sådan cirka 10 stykker kage. Mængderne er lidt skæve og det skyldes, at den opskrift, som jeg tager udgangspunkt i oprindeligt er lavet til 30 personer. Den opskrift har jeg tilpasset, så den passer til min springform og min fryser. Opskriften kommer her:

Ingredienser: 

133 gram god mørk chokolade

66,5 gram god hvid chokolade

175 gram smør

1½ dl. pasteuriserede æggehvider

1½ dl. pasteuriserede æggeblommer 

210 gram sukker 

1. lag: Browniebund

Smelt 66,5 gram mørk chokolade med 66,5 gram smør. Jeg gør det bare i en lille gryde, men vær obs på, at det ikke får for meget varme. 

Pisk ½ dl. æggehvider (det svarer til en bøtte - smart, ikke?) med 16,5 gram sukker indtil blandingen er blevet stiv. 

Pisk ½ dl. æggeblommer (svarer igen til en bøtte) med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig.

Vend herefter de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hæld blandingen i en smurt springform og bag den ved 180 grader (ikke varmluft) i 15 minutter. (Jeg har brugt forskellige størrelser og den eneste forskel er at bunden skal bages enten lidt mere eller lidt mindre - men prøv dig frem, det kan vist ikke gå helt galt)

Når bunden og springformen er kølet lidt af stilles den i fryseren. Og når den er kold kan du begynde på: 

2. lag: Hvid chokolademousse 

Smelt 66,5 gram hvid chokolade med 42 gram smør. Især med den hvide chokolade er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er for meget varme - så bliver den nemlig grynet og skiller i værste fald. 

Pisk ½ dl. æggehvider med 16,5 gram sukker indtil blandingen er stiv. 

Pisk ½ dl. æggeblommer med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig. 

Vend de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hent springformen i fryseren og hæld moussen direkte ovenpå browniebunden. Dette lag skal ikke bages, så du stiller bare din springform direkte tilbage i fryseren og venter indtil laget er frossent - så skal du nemlig igang med.

3. lag: Mørk chokolademousse

Fuldstændig samme fremgang og samme mængder som i første lag, så tag et kig derop. Den eneste forskel er dog ret vigtig: Dette lag skal heller ikke bages! Så når du er færdig med at blande alle tingene sammen, så hælder du bare moussen ovenpå det hvide lag og stiller den tilbage i fryseren. 

Når det sidste lag er frossent, så er kagen klar til at blive serveret. Den skal serveres frossen og jeg kan anbefale at servere noget lækkert, frisk frugt til, for selvom chokolade er lækkert med lækkert på, så kan det godt blive en anelse tungt. 

God fornøjelse! 

English:

This is the recipe for the best chocolate cake I know. It reminds me of fun nights with my girls in my hometown 10 years ago. 

As promised I would translate the recipe if anyone wanted it - and since it's a wonderful chocolate cake of course someone did! So here it goes - I'll do my best to get all the terms right. Feel free to ask me if you have any questions. 

You'll need:

133 gr. dark chocolate

66.5 gr. white chocolate 

175 gr. butter 

1½ dl. pasteurized egg whites 

1½ dl. pasteurized egg yolk 

210 gr. sugar 

The first layer - brownie:

Melt 66,5 gr. dark chocolate with 66,5 gr. butter. I just do it in a small pot but look after it so it doesn't get too much heat. 

Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 

Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Bake it in a springform tin for 15 minutes at 180 celsius. 

When it's baked and slightly cooled off you put the cake into your freezer. When it's frozen you can start with the next layer:

Second layer - white chocolate mousse 

Melt 66,5 g. white chocolate and 42 grams sugar. Make sure it doesn't get too much heat! White chocolate really doesn't like it. 

Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 

Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Go get the brownie in your freezer and put the white chocolate mousse on top of it. This layer isn't going into the oven, so just put your springform right back into your freezer. When it's frozen you can make the last layer of this cake: 

Third layer:

It's exactly the same as the first layer - with one exception that is pretty important: don't bake it! Just put it back into the freezer and wait patiently until it's frozen. Now you can eat it! Serve it straight out of the freezer. 

Enjoy! 

Last day of 2016

Hej venner! Godt nytår! 

2016 synger snart på sidste vers og sikke et år det har været. Jeg er sikker på, at det ikke bliver et år, jeg kigger tilbage på og tænker: "Det har sørme potentiale til at blive et favoritår!" for selvom der også gemmer sig masser af fine og dyrebare minder i året, så er jeg altså også temmelig klar til at begive mig ind i 2017 og vinke farvel til det her år, for hold nu lige op, hvor har det været åndssvagt hårdt. 

Jeg ligger i skrivende stund med benet over hjertehøjde for at få min ankel til at blive nogenlunde normal i størrelse efter en dag i køkkenet med kransekage i ovnen og de sidste detaljer til desserten. Om lidt skal jeg lave vores klassiske nytårsmenu og jeg ville foretrække at kunne stå på mine ben imens OG kunne have en god aften bagefter også. Så her ligger jeg, men kun et par minutter endnu. 

Inden køkkentjansen vil jeg trække i noget glimmer, male mine læber røde, sætte mit hår - for selvom jeg bare skal have en helt stille aften med min kæreste, vores datter og min far, så er det jo trods alt kun nytår en gang om året. 

2016 har været et år, der har været så overvældende for mig og min lille familie, at det næsten er urimeligt. Mange ting kunne have gået værre, men vi har taget vores bid af lorten, skulle jeg hilse og sige. En brækket ankel sendte os i frit fald og selvom vi har lært meget om os selv, så ville jeg stadig ønske vi kunne gøre det om (jeg mangler stadig kapitler om den tur - men det kommer på et senere tidspunkt). Pludselig stod ikke kun jeg uden job - det gjorde vi begge og i en periode var det svært at se, hvordan 2016 skulle nå at vise sig fra en nogenlunde side. Men min kæreste har fået et nyt job på en dejlig arbejdsplads og det tegner til et spændende 2017. Jeg krydser i hvert fald fingre alt hvad jeg kan for, at det næste år gemmer på en helt masse gode ting for os. 

Når det så er sagt, så smiler jeg også over gode minder. I sommers sang jeg i kirken til en vidunderlig kærlighedsfesr og det var en kæmpe ære. Vi har været på hyggelige udflugter som familie og jeg elsker at Gry er i den alder, hvor hun gider kigge på dyr i timevis og gider male billeder med mig. Vi har været på kort kæresteferie i Hamburg og alt muligt andet godt - og sådan er det jo heldigvis næsten altid; 2016 var ikke vores år, men det var okay alligevel. Vi står her stadig. Og jeg går igen! 

Og I skal have tak. Tak for at følge med her og på Instagram. For støtte og medfølelse og søde kommentarer. Det betyder så meget. 

Så tak. Og godt nytår. Pas på hinanden derude! 

OOTD: Busy weeks

De sidste ni uger har været så travle - så nu udnytter jeg en bustur midt i solnedgangen til at skrive om stort og småt til jer - og ikke mindst om en virkelig pæn skjorte fra Zizzi! 

Jeg var temmelig bekymret for, hvordan det skulle gå med mig og min ankel, når jeg pludselig blev kastet ud i en hverdag uden mulighed for at hvile benet i løbet af dagen. Og det var da også hårdt i starten, men undervejs har jeg lagt mindre mærke til, at anklen bliver øm, at jeg halter meget mindre - og at jeg generelt bare føler mig meget bedre klædt på til en rigtig hverdag. At kaste mig ud i et nyt projekt uden at føle mig helt klar har nok været det bedste jeg kunne gøre - og jeg har lært så meget. Om mig selv og mine drømme, om andre - og selvfølgelig også om det projekt og de temaer, vi har arbejdet med. 

Nu er forløbet snart færdigt og jeg planlægger så småt, hvad jeg vil have på til vores endelige præsentation. Jeg regner med at det bliver denne smukke skjorte fra Zizzi, selvom jeg også gerne lige vil have den på til barnedåb i weekenden. Jeg er helt forgabt i det smukke og elegante print og jeg kunne simpelthen ikke lade den hænge i butikken. 

When your legs don't work - Part 2

Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation. 

Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også! 

Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og  uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå. 

Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt. 

I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med. 

  Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen. 

Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.

Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej. 

English:

Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway. 

Winter florals 2016

Zizzi - Zizzi - Junarose - Carmakoma

Det er langt fra første gang, at jeg klapper i mine små hænder og jubler over blomsterprint i plus size moden. Jeg er vild med det og jeg er vild med, at det ikke bare er en døgnflue. Trenden har hersket i adskillige sæsoner nu og er aktuel uanset om vi skriver sommer- eller vintermode, men der er alligevel en synlig udvikling i tendensen - og jeg elsker det!

Her til vinter er looket meget klassisk, holdt i smukke feminine prints og enkle farver. Her er fire eksempler, som jeg er faldet pladask for. For mig er det helt umuligt at vælge en favorit. Har du en?

English:
I'm loving these four winter floral items. 

Especially for my non-Danish readers!

I just wanted to tell you that I just finished the translation of my first post about my broken ankle.

You can read it right here - it's in the bottom of the post. I hope you'll read it.

When your legs don't work - Part 1

Jeg har jo lovet jer - og mig selv - at jeg ville sætte mig til at skrive noget om, hvad 2016 indtil videre har handlet om for mig; den 22. januar brækkede jeg min ankel og det har fyldt rigtig meget lige siden. Jeg vil allerede nu slå fast, at det bliver en teksttung fortælling og at den kommer til at fylde adskillige indlæg. Så har vi dét på det rene. 

Jeg tænker, at jeg vil have rigtig godt af at sætte ord på mine tanker og oplevelser - og så kan jeg give jer et indblik i, hvorfor det har været sådan energi- og tidskrævende forløb. En stor del af mig har lyst til at lægge det hele bag mig og aldrig tænke på det igen, men jeg ved også godt, at jeg vil få noget godt ud af, at skrive om det - og at jeg desuden heller ikke bare kan ignorere, at det er sket. Det er lidt en kliché, men der er noget om snakken, når man siger, at det hjælper at sætte ord på. Og jeg har faktisk mødt så mange klicheer undervejs i det her forløb, at jeg efterhånden bare omfavner dem. I løbet af min studietid på antropologi på Aarhus Universitet har jeg beskæftiget mig rigtig meget med menneskers sygdomsfortællinger. Jeg har analyseret den ene fortælling efter den anden og holdt dem op mod teorier om, hvorfor sygdomsnarrativer virker helende og hjælper til at få det hele til at give mening igen, når et liv er blevet forstyrret af sygdom eller andre livsomvæltende begivenheder.. Hvordan fællesskabet med andre med en lignende skæbne er betydningsfuldt. Jeg har diskuteret, hvordan et håb for fremtiden er altafgørende for at komme tilbage på sporet eller for at blive på det. Og nu har jeg altså også prøvet det hele selv. 

Måske lige bortset fra at skrive det dér sygdomsnarrativ - men det har jeg så tænkt mig at lave om på nu. Jeg vil prøve at lade være med, at gå for meget ind i en labyrint af antropologiske teorier om det dér med at få slået sit liv ud af kurs, men når det kommer til stykket, så kan jeg nok alligevel ikke helt lade være. Måske kan I se det som en mulighed for at se en lidt anden side af mig end I er vant til - den dér side, som er uddannet antropolog. 

Én ting er i hvert fald sikkert: undervejs I det her forløb har jeg rystet på hovedet over, hvor meget jeg kunne genkende fra mine støvede studiebøger. Og det er da lidt ironisk at have brugt så meget tid på at analysere, hvordan andre mennesker forholder sig til at være syge - og så pludselig at kunne bruge alle de analyser på sig selv. Og nu vi er ved ironi, så lad os da endelig bare spole tilbage til begyndelsen; 

English:

Edit: You convinced me! I'll translate the post. You'll find it in the bottom of the post, so just keep scrolling. 

(Original: Ok, here's the thing! This is the story about my broken ankle. And it's a really, really long story and will be posted in several chapters! It is going to take me so long to translate it, so before I spend my time doing it I would like to be sure, that someone would be reading it afterwards too? If you would like to read it and want me to translate it, please let me know. I don't want to make you feel left out and I'll be happy to translate it. I hope that's okay with you.)

Billedet ovenfor er taget umiddelbart efter jeg blev installeret i ambulancen - og umiddelbart inden, at smerterne tog så meget over, at jeg mest bare havde lyst til at få et black out og den ene af mine redningsmænd begyndte at pumpe morfin ind i mig. Jeg ville seriøst hellere have født et barn en gang i måneden i et år end at opleve den smerte, der kommer når det første adrenalinkick efter et brud er ovre. Og det er altså ikke fordi jeg har specielt sukkersøde erfaringer med fødsler. Jeg siger det bare. 

Hvad skete der? 

Den korte version af den lange historie er, at jeg mistede balancen i en bus, vrikkede rundt og faldt og brækkede anklen noget så grundigt. Den lidt længere version bliver beskrevet nedenfor - men jeg synes altså selv, det er ret ubehageligt at tænke på. Jeg ved ikke om det bare skyldes, at jeg kan mærke mine knogler brække imens, men nu er I i hvert fald advaret. 

Jeg snakkede om ironi lige før og lad os vende tilbage til det nu. 2016 var lige begyndt med et brag. Jeg var lige startet i en rigtig spændende praktik, hvor jeg undersøgte søvnkultur på et ortopædkirurgisk afsnit på et hospital i Region Midt og jeg var absolut vild med at få mulighed for at kombinere min interesse for medicinsk antropologi med praksis. Som en vaskeægte antropolog, der gerne vil forstå et emne fra mange forskellige synspunkter - og i det her tilfælde allerhelst patientens og dennes oplevelse af søvn under indlæggelse - så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lige havde muligheden for at opleve sådan en hospitalsnat fra en hospitalsseng på egen krop. 

"To go native" er et grundlæggende ideal indenfor antropologien - at sætte sig så meget i de mennesker man studerer's sted som muligt, så man kan tage og føle på deres synspunkt og version af verden. Det er på mange måder også et uopnåeligt ideal, fordi vi alle som udgangspunkt altid har forskellige udgangspunkter. Ikke desto mindre skal jeg da love for, at jeg lige fik mit liv ordnet sådan, at jeg kunne være min egen informant. Forskellen var selvfølgelig lige, at min feltarbejde foregik på et afsnit for planlagt kirurgi og at jeg pludselig selv lå akut indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling. Og dermed fik jeg rigelig mulighed for at opleve en hospitalsnat fra en hospitalsseng. Inklusiv smerter og bivirkninger fra stærk medicin. Hvis ikke det nærmest må være definitionen på ironi, så ved jeg ikke hvad skulle være - men lad mig så lige slå fast; jeg havde virkelig ikke planer om at tage "go native"-idealet så bogstaveligt, hvis jeg havde haft en chance for selv at bestemme. 

I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har drømt om at rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, som det drejede sig om. Jeg overså et trin i bussen, som jeg så trådte ned fra uden at være bevidst om det. Mon ikke I allesammen kan nikke genkendende til den ubehagelige følelse det er, når man går ned fra en kantsten, man ikke lige havde set? Jeg landede faktisk fint på mit venstre ben til at starte med, men da jeg skulle genfinde balancen på det højre, så drejede bussen om et hjørne og så var skaden nærmest sket. Jeg blev kastet ud af kurs, vrikkede rundt, havde samtidig rigtig meget fart på og faldt ind imod en glasvæg i bussen, så jeg ikke havde mulighed for at faldt nogen steder hen, sådan at al min vægt (og én ting er, at jeg er overvægtig her, en anden er, at der virkelig var fart på det styrt) ikke gik direkte ned i den ankel, der i forvejen var vrikket rundt. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke skulle forsøge mig med at støtte på benet. Inden jeg fik kæmpet på op at stå, med hjælp fra det nærmeste bussæde, rettede den eneste medpassager min fod sådan nogenlunde på plads. Han kiggede mig i øjnene imens han trak i foden, der nærmest sad i en indadbøjet 90 graders vinkel, så den til sidst sad så normalt som muligt. Og så sagde han undskyld, fordi det selvfølgelig gjorde ondt på mig - men i virkeligheden havde han ingenting at undskylde for. Han gjorde det helt rigtige, fik jeg senere at vide på skadestuen. 

Puha. Jeg får simpelthen så ondt i maven hver gang jeg gennemgår forløbet oppe i hovedet. Det varede få sekunder, men inde i mit hoved føles det som en evighed. Måske fordi jeg har tænkt på det utallige gange - nærmest hver eneste aften og søvnløse nat lige siden, og sidenhen også under hver bustur, jeg har taget. Måske fordi jeg oppe i hovedet også har mulighed for at se det hele i slow motion. Det gør ikke oplevelsen mere behagelig, kan jeg fortælle jer. 

Nå! Nu er det vist på tide at speede lidt op i fortællehastighed her, hvis jeg overhovedet skal have en chance for at en eneste sjæl læser med (det løb er sikkert allerede kørt for de flestes vedkommende - er der stadig nogle med?). 

Jeg havde 13% strøm på min telefon og fik med panik i stemmen hidkaldt min kæreste og datter. Mens Gry så uforstående på fra sin klapvogn, lirkede han nænsomt min vinterstøvle af, og tog den og min tunge taske med hjem igen. Jeg var sådan cirka 100 meter fra at være hjemme og holde weekend med dem, men i stedet blev jeg kørt på skadestuen i en ambulance, med en ispose på anklen lavet af en nettopose og sne fra fortorvet. På skadestuen blev jeg sendt i røntgen, men selv uden de billeder vidste alle, at der var tale om brud; det kunne selv buschaufføren og jeg blive enige om. Det søde og seje personale på skadestuen fyldte mig med morfin og prøvede deres bedste for at reponere bruddet - altså, at sætte min fod sådan nogenlunde på plads igen - men det der skulle være med til at holde foden på plads var godt og grundigt ødelagt. I stedet fik jeg lagt gips helt op til låret og besked på, at jeg ville blive opereret så hurtigt som muligt. Det blev morgenen efter. De søde mennesker, der lagde mig i narkose sørgede for, at det sidste jeg tænkte på inden jeg forsvandt var min datter, der fyldte 14 måneder den dag, så imens jeg drømte sødt om hende, sørgede de for, at mit ben blev lappet sammen igennem med syv skruer og en skinne, at huden blev hæftet sammen med metalklammer og at det hele så blev fikseret i en Rom-Walker til sidst.

Og så fik jeg altså rig mulighed for at opleve det dér med at sove på et hospital. Selvom jeg jo egentlig bare gerne ville have været foruden. 

Phew, det blev en lang omgang! Jeg håber ikke det har taget modet helt fra jer? Der er så mange, der undervejs har spurgt til, hvordan det er gået, hvordan jeg havde det og om det ikke tog lang tid - det her bliver et meget grundigt svar.  Jeg har meget mere at fortælle, men det bliver i et andet indlæg og en anden dag - og jeg håber I gider læse med. 

English:

I promised you guys - and myself too - to write something about my 2016 which has been pretty much all about the fact that I broke my ankle back in January. I can promise you right away that this will be a long story and that it will be sliced into several posts. Now you know. 

I'm sure it's going to do me good to put my thoughts and experiences into words - and I would like to tell you guys why it's been such a long fight to get back. A big part of me really just wants to forget all about it but I know I can't. I know it will make a difference to tell my story because I spend most of my time becoming an anthropologist on analyzing other peoples stories about being ill. I know that narratives about illness can have an healing effect when life becomes different from what it should have been. I know that being a part of a group of people that is going through the same matters and I know that keeping a hope for tomorrow plays a big part when it comes to getting back. And now I've tried it all myself. 

Well, except from writing my own illness narrative - but I'm going to do that now. I'll try not to put too much anthropology in these posts, but I'm not sure I can keep it out all together. One thing is for sure; I've wondered so many times about the "funny" fact that I could totally see myself in all of those dusty text books I have. And it's kind of ironic that I've spend all that time studying sick people and then suddenly I was kinda studying myself. Let's go back to the start: 

So what happened?

The photo from the ambulance was taken when right after I was placed in the ambulance - and just before the pain became so bad that I really just wanted to black out. I mean it when I say I would rather give birth once a month than go through the pain from broken bones. And I'm not one of those women who had a wonderful and easy birth. Just to be clear. 

I was talking about irony before and let's get back to that. I had just started an internship where I was studying sleep culture in a hospital and as an anthropologist I had been a little annoyed with the fact that I couldn't really grasp the patient's point of view of sleeping in a hospital, because I didn't have the chance to experience it myself. And then this happened....... Suddenly I was in the hospital bed myself and I had plenty of time to find out what sleeping in a hospital was all about. If that isn't a definition on irony right there, then I don't know what is. However; if someone had given me the chance to turn this opportunity down I TOTALLY would! 

You're probably can't imagine how many times I've dreamed about going back in time to stop this from happening. To change the few seconds that changed it all. I missed a step on the bus and it made me fall because the bus had to drive around the corner at the same time - pure bad luck. I knew right away that something was very wrong  and I knew I shouldn't try to stand on it when I'd gotten back on the only good foot I had. Right before that another passenger had looked me right in the eyes and said he was sorry - and just before that he had been pulling my foot back into place, or at least as much into place as possible. 

Talking about this make my stomach turn and I'm not even nearly describing this as good as I can in Danish. It makes me sick thinking about these seconds - and in my head they really feel like forever. Maybe because I've been thinking it through again and again and again and again (every sleepless night ever since and every trip I take by bus) and maybe because I can "watch" it in slow motion in my head - every little movement. Slow motion doesn't make it better, believe me!

Okay, I guess it's time to speed things up a bit now if I hope to have anyone reading this post to an end (are you still there?!)

My phone had 13% battery left (don't ask my why I remember this) and I called my boyfriend and asked him to come to the bus. So he did - and he had to bring our daughter too. She looked at us, understanding nothing, while he was trying to get my shoe off my foot as gentle as possible. I was 100 metres from being home and I had been looking so much forward to the weekend and instead I was picked up by an ambulance with an ice bag on my foot made from a plastic back and snow from the street and I ended up spending the weekend in the hospital instead. Everyone knew it was broken - even me and the bus driver. The staff in the ER tried their best to put my foot back into place and when they couldn't they told me I was going to get surgery as fast as possible. That was the morning after. When I was undergoing surgery they made sure to make me think about my daughter as the last thing before I fell asleep, so I was dreaming sweet dreams of her while they were fixing me up.

And then I had the chance to experience sleeping in a hospital. Even though I really didn't want to after all.  

Phew, that was a long post! I hope you still want to read more some other day? I have a lot more to tell you. Especially because so many of you have been so kind to ask me how I was doing during these months - this will be my long answer.