Date night: My (Little Curvy) Love

Kjole/Dress: My Little Curvy Love

I fredags vinkede min kæreste og jeg farvel til vores lille pige, hendes mormor og moster og så tog vi hinanden i hånden og tog ind til byen, hvor vi havde en hel aften foran os - bare os to og et andet lækkert par (nå ja, og en helt masse andre mennesker, der også lige havde en date med dét par, men det gjorde ikke noget). Før vi satte os i de bløde sæder og lyttede til Tina Dickow og Steffen Brandt i et par timer tog vi på Rick's Restaurant, hvor vi spiste dejlig marokkansk tapas. Det var en fuldstændig gennemført vidunderlig aften. Det var lige dét vi havde brug for. 

Jeg havde kort inden koncerten anskaffet (lad os kalde det en investering, ikke? For kjolen kommer til at leve mange år som favorit i mit skab - det ved jeg bare!) mig min første kjole fra den nye stjerne på den danske plus size-himmel; My Little Curvy Love. Jeg er fuldstændig vild med alt ved den her kjole. Udskæringen ved halsen, som er smuk og feminin og kan sættes på flere forskellige måder. Det lette stof, der bare føles så lækkert at have på. Snittet, der giver en silhuet, som ikke minder om noget jeg har haft på før. Kjolen er lavet på en måde, så den både kan være lang og kort og det løse overstykke kan placeres forskelligt alt efter, hvor man gerne lige vil markeres. Det er altså en vinder! 

English:

Last Friday my boyfriend and I said goodbye to our little girl, her grandmother and aunt and then we took each others hands and went into town and spend the night together - just the two of us and another lovely pair (and a lot of other people who also came to listen to the concert they played). Before the concert we had dinner at a lovely restaurant and the night was just what we needed. 

Shortly before the concert I got myself (let's call it an investment, shall we? Since I know the dress will be a favourite for a long long time!) my first dress from the new star in Danish plus size fashion; My Little Curvy Love. The dress is just wonderful! It is made from the most wonderful fabric and even though it's "just" a black dress there's nothing "just" about it at all! I love the silhuet or should I say silhuets, because depending on how you choose to wear it it can be short or long to create a completely different look. 

Go grab your coat!

Jeg lærte mange ting af at stå i butik, som jeg jo altså gjorde engang i et tidligere liv. Ja, sådan føles det, for der er sket så meget siden, men nogle tips og tricks har jeg taget med mig - og jeg har ikke planer om at glemme dem lige foreløbigt. Tip nummer 1: Vinterjakkerne er altid væk inden vinteren kommer! Faktisk er jeg allerede sent ude med det her indlæg, men jeg kan vist næsten forsvare det med, at det trods alt nærmest stadig var sommer i sidste uge, ikke? Mærkeligt vejr. Men nu! Nu skal jeg da så ellers lige love for, at der er blevet skruet op for efteråret. 

Så altså. Står du og mangler en vinterjakke i år, så er det nu, du skal ud af fjerene og finde den favorit. De rigtige jakker og de rigtige størrelser har det med at forsvinde hurtigt og det er simpelthen så træls, at stå i butikken på den første dag med snevejr og være stivfrossen og så få at vide, at der ikke er mere at komme efter på deres hylder. 

Jeg har kigget mine yndlings-webshops igennem for jer og har håndplukket de jakker, jeg bedst kunne lide. Der er links direkte videre til jakkerne, hvis I skulle finde lige præcist den, der skal holde jer varme i år. 

English:

I learned a lot of things from working in a store. Sometimes it feels like a different life because so much has happened since then but I still learned a few tips that I took with me - and I'm not planning on forgetting them! The first tip is: the winter coats are always gone from the stores before winter comes! It seems like summer just ended last week and that's why I'm already a little late with this post. But the point is; If you need a new coat for winter, then it's time to go get it now! 

Carmakoma - Zizzi - Cassiopeia - Junarose

Zizzi - Junarose - P by Etage -  Junarose

OOTD: I'm no superwoman (but I sure talk a lot!)

Da september lakkede mod enden, så havde jeg alle mulige intentioner om, at nu - NU - skulle der dælme sparkes liv i min blog. Der skulle støves af og luftes ud og pudses spejle (altså, billedligt talt, selvom jeg skal være den første til at indrømme at spejlene herhjemme hos mig også trænger i virkeligheden!) her i mit lille hjørne af internettet. Hele september havde jeg brugt i selskab med en helt masse engagerede, motiverede og ikke mindst søde mennesker og hver eneste dag var fyldt med så meget energi. Og det smitter! På den fede måde. Og det har været lige præcist dét jeg havde brug for efter et halvt års tid med et liv på mere eller mindre på stand by. I hvert fald blev det liv jeg regnede med, at jeg skulle leve her i 2016 sat på øjeblikkelig pause. Så er vi tilbage ved anklen - den spiller altså en hovedrolle om jeg vil det eller ej. Jeg har planer om at fortælle jer om forløbet, men det bliver ikke lige nu. 

Nå, men! September var altså fyldt med solskin, søde mennesker og energi. Og optimistiske intentioner om alt det jeg skulle nå - alt det jeg ville finde tid til igen. Men hver dag opdager man også hurtigt, at døgnet ikke bliver længere, fordi man skruer op for ambitionerne og man hænger stadig lidt træt med hovedet midt på aftenen, hvis man er blevet vækket en håndfuld gange i løbet af den forgangne nat. Sådan er det bare. Dertil kommer, at jeg har raget til mig af små-hobby'er, som alle tjener det fremragende formål at holde mig nogenlunde balanceret (bloggen er også inkluderet her), men som i samlet flok faktisk ironisk nok også kan ende med at være lidt stressende, fordi jeg så gerne vil nå det hele. 

Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at man - at jeg - bare ikke kan nå det hele. Det er ikke muligt. Så jeg skruer løbende op og ned for mine forventninger til mine præstationer og flytter rundt på prioriteterne, selvom de første mange placeringer er så nødvendige, at de ikke står til at rokke. Det er noget med familie, arbejdsliv/praktik/jobsøgning, min tankemæssige balance og min genoptræning, som jo på mange måder er et nødvendigt onde. Men hvis det fundament ligesom ikke er i orden, så kan resten være ligemeget. 

Ikke desto mindre er mine intentioner intakte. Jeg tror bare, at jeg - og de tanker har jeg tænkt før - skal åbne op for, at bloggen skal være så meget mere end bare outfits, selvom de utvivlsomt vil blive ved med at spille en hovedrolle, simpelthen fordi de holder mig til ilden og fordi de altid har været grundstenen i det her blog-halløj, som jeg forsøger at holde gang i. Mit liv er så meget mere end at posere et eller andet sted (hvilket stadig for det meste er tæt på mit hjem og helst uden tilskuere - jeg tror aldrig jeg vænner mig til det!), mens min kæreste klikker løs på kameraet. Den del udgør sådan set mindre end 1% af mit liv. Ikke at jeg tror dét kan overraske ret mange. Og jeg tænker lidt, at de sidste 99% sådan set også godt kunne få lov til at være lidt mere med. Ikke at jeg nogensinde har nøjedes med at at blogge om de 1%. Og jeg lyver sådan set også, når jeg siger at alle 99% får plads - jeg mener... Det bliver pisseirriterende for os allesammen og ikke mindst også ret uinteressant (og nok også temmelig meget grænseoverskridende og privat. Vi stopper den bare her...). Okay. Jeg er ikke særlig god til tal, så jeg ved ikke på stående fod, hvor mange procent af mit liv jeg kommer til at åbne op for. Men jeg tænker bare, at jeg - eller vi, for jeg vil have jer med, jo! - lukker mere liv ind. 

Don't worry. Jeg er stadig bare mig. Jeg er stadig plus size og mit klædeskab er stadig alt for fyldt. Jeg er stadig lidt for glad for at browse webshops på nettet. Og plus size-mode og selvkærlighed vil stadig være fundamentet, fordi det er dét, som mit hjørne her handler om. Men jeg vil så gerne fortælle jer mere end det. Måske lidt om at være mor, helt sikkert noget om at være kommet til skade, noget om jobsøgning - kort og godt; noget om min dagligdag. 

Jeg håber I er med! Som altid vil jeg vildt gerne høre fra jer (her i kommentarfeltet, på mail, på instagram (@malenefl), på facebook eller med brevdue, hvis I er til den slags), hvis I har inputs til indholdet her på bloggen. 

Jeg havde egentlig tænkt mig, at det her indlæg bare lige skulle handle lidt om min nye kjole, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at leve i, i løbet af den kommende sæson. Den er lavet i det blødeste strik, som oven i købet har et fint mønster. Og så har den den dér egenskab, som jeg virkelig går efter for tiden - elegant og pænt nok til arbejde, samtidig med, at man bare føler sig så hjemme og afslappet i den. Så ved man bare, at man har købt en vinder! 

Kjole/Dress - Nanna XL // Hårbånd/Hairband - Ellis and Ivy //
Støvler/Boots - Ecco 

English:

When September came to an end I had the intention that I was going to kick a lot of new life to my blog now. I spend september with a lot of motivated, inspiring and nice people and every single day was filled with good energy. And somehow energy moves from one person to another - you probably know that already. I think I really needed this after six months with a life on stand by - at least the life I thought I was going to live in 2016. This means we're back to talking about my ankle injury which plays a major part in my life if I like it or not. I'm planning on telling you all about it later but I'm not going into it all right now. 

Well! September was filled with sunshine, nice people and energy. And optimistic intentions about all the things I wanted to do - all the things I wanted to have the time to do now. But every day you realize that there's not going to be extra hours in a day just because you have plans and you'll still be tired in the middle of the evening if you've been awake several times during the night too. That's just reality. On top of that I've found my self taking several new hobbies which all serve the important job to keep me balanced (the blog is of course a part of this), but when I look at them all together they somehow turn out to be a little stressful - ironic, I know. Stressful because I want to do it all! 

But I've also learned that it's simply not possible to do it all. So I try to slow down and get my priorities straight. On top is my family, my wish to get a job, keeping me and my thoughts in balance and my rehabilitation. At the end of the day - if they're not taken care of none of this matters. The rest will have to wait. 

But I still want to make this blog more lively though! And I think what I need to do is to let more life in. Outfit will still play a major part, but taking pictures of what I'm wearing is less than 1% of my life. I'm not going to let you in on the other 99% - don't worry! That is not going to be interesting anyway. But I'll let you in on some of it. 

I'll still just be me. I'll still love pretty clothes, I'll still have too much in my closet, I'll still browse the internet. The blog will still be about fashion and self lov. And then some. It might be about being a mother, I'm sure it'll be about getting injured and then I'm sure it'll be about things I don't even know yet. Just the life I'm living. As always you're more than welcome to tell me if you have any ideas, wishes or questions about the content of this blog. 

Actually I thought this blog was just going to be about my new blue dress. And then look what happened. Anyway! The dress is just wonderful. It's made from a light fabric with a cute pattern and it's actually pretty much a perfect example of what I'm going for at the moment; elegant, pretty enough for work and still comfortable enough for a day at home. Just perfect and I'm sure I'm going to live it in this season. 

Nanna XL is back in town

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste beboer i Århus, der har savnet Nanna XL, siden de lukkede deres butik i City Vest, da 2013 blev til 2014. Nu er de altså tilbage! Denne gang kan I finde dem i Storcenter Nord. 

Jeg var med til det sidste dengang, da jeg sideløbende med mit studie arbejdede deltid i butikken. Siden da jeg har jeg været temmelig træt af, at de ikke længere var at finde her i byen, for selvom jeg er - og aldrig stopper med at være - stor fan af Zizzi, så kan Nanna XL noget helt særligt i forhold til byens andre plus size-butikker, hvis I spørger mig. Nanna XL er virkelig dygtige til at være mangfoldige. De favner bredt både hvad angår brands og målgrupper. Jeg kan gå derind og jeg kan tage min mormor under armen (men jeg lader være, for hun er alt andet end tyk, så det giver ikke så meget mening! Men I forstår pointen; én i tyverne og én der er lidt ældre, ikke?) og så kan vi begge to komme ud med noget der rammer hver vores smag. 

På hylderne i Nanna XL finder du ud over tøj fra deres eget mærke også Zizzi, Zhenzi, DNY, Cassiopeia og Junarose (og så har jeg endda helt sikkert også glemt nogle). Og som noget helt nyt kan du faktisk også finde et lille eksklusivt udvalg af My Little Curvy Love i den nye butik i Storcenter Nord. Så vidt jeg kunne forstå på chefen i foretagendet, så er det planen, at MLCL skal kunne være at finde i resten af landet inden så længe. Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg er virkelig begejstret for, at de har taget den nye perle til sig. Jeg kunne da heller ikke lade være med at snige et par af kjolerne fra mærket med mig ind i prøverummet - og jøsses, der er styr på snit og silhuet. Så har jeg ikke sagt for lidt. 

English:

Hi guys!

This post is about a new store in Aarhus, the town I live in. I'm afraid it's not that relevant for you guys. However - if you have any questions, don't hesitate to ask and I'll be happy to answer you if I can. 

Jeg har, som I nok kan fornemme, selvfølgelig været forbi den nye butik i Storcenter Nord, som åbnede i torsdags. Denne gang på den anden side af kassen, men det var en fornøjelse, for de nye Nanna XL-piger er simpelthen så søde og servicen er, som jeg kender den bedst, når det kommer til kæden; rigtig god! Butikken er blevet rigtig lækker og jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at tage til den del af byen lidt oftere nu. I kan lige tage en tur rundt i butikken sammen med mig herunder: 

Som noget helt nyt kan I også klikke Nanna XL's udvalg hjem fra deres spritnye webshop. Jeg ved at mange har efterspurgt den, så det er da skønt, at den er kommet nu. Det eneste minus ved dén løsning skulle da lige være, at man så ikke får oplevelsen af prøverummene med - se lige hvor pæne de er!

One step at a time

Blazer - Nanna XL (several seasons old) / Top - Zizzi
Skirt - Zizzi Black Label / Shoes - Ecco 

Sidst vi talte sammen handlede det om min ankel. Jeg kan sådan nogenlunde garantere, at det ikke bliver den eneste gang vi kommer til at tale om den, for den spiller altså en rigtig stor rolle i mit liv, på godt og ondt. Siden sidst er jeg startet i et praktikforløb, så lige nu arbejder jeg med HR, trivsel og kommunikation i en stor virksomhed og det er superspændende og lærerigt på mange måder. Selvfølgelig mest fordi, det er virkelig givende at få prøvet sin faglighed af ude i virkeligheden, men også fordi jeg har haft brug for at mærke, hvordan en hverdag post-brækket ankel fungerer. Den fungerer heldigvis nogenlunde godt, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg intet mærkede til den, når dagen så er omme. 

Og så er der én ting mere. Jeg skal ud i verden (næsten) hver dag. I dag har den stået på jobsøgning hele dagen og jeg følte trods alt, at jeg godt kunne være bekendt at hente Gry fra vuggestuen i bløde bukser og med ikke særlig pænt hår. Men alle andre dage i løbet af ugen, der skal jeg ud. Og det betyder, at jeg faktisk dagligt har en anledning til at kigge mit skab igennem og rent faktisk tage tøj på, som ikke bare er slasket "jeg skal alligevel bare ligge med benet oppe hele dagen"-tøj. Det er virkelig dejligt og jeg kan mærke, at det også giver mig energi, gåpåmod og selvsikkerhed. Det har virkelig været tiltrængt! 

På det sidste har jeg kunnet se en tendens til, at jeg går mere og mere efter de klassiske snit, de klassiske farver og noget der kan bruges på det arbejdsmarked, som jeg forhåbentligt snart får banket hul igennem ind til. Altså, jeg er jo stadig mig - så jeg drages stadig af smukke blomsterprints, who am I kidding? Men det er altså stadig med et twist af klassiker. Outfittet ovenfor er et rimelig godt eksempel på den udvikling og hvordan den ser ud i praksis. 

Jeg håber I allesammen har haft det godt, mens jeg har "holdt pause" og jeg håber virkelig, at I stadig vil være med derude. Er der noget særligt, I gerne vil have jeg skriver om - så hold jer endelig ikke tilbage med ideer! 

English:

Last time we spoke I told you about my ankle. I'll promise you right now it won't be the last time I'll talk about it since it's a big part of my life at the moment. Since last time I started on a new project working in an internship with human ressources, well being and communication in a big company and it's super exciting. I really enjoy getting to put my education to the test and use it in real life. And I get to see what my ankle injury means in a life with a full time job. Luckily it works out fine even though I get to feel it a little extra when I get home. 

Another wonderful thing about this internship is that I have to leave my house (almost) everyday and that means that I'm finally wearing other stuff than soft pants and t-shirts. It really makes a difference to me and how it makes me feel about myself. And I needed that change. 

Lately I've been noticing that my style has been changing a bit. I still like my floral prints, but I'm more and more drawn to classic cuts and colours that'll work out great for the work life I'll hopefully find my way into soon. The outfit above is a pretty good example of how that change looks in real life. 

I hope you've been doing good while I've been away and I really hope you'll still stay around. If you have any ideas or wishes for content on the blog please let me know! 

Hey - what's going on?

Hvordan starter man et blog-indlæg, når det er mere end et halvt år siden, at man sidst sagde et lille pip herinde? Hvordan samler man op, hvad skal man sige? Hvad skal man forklare? Der farer alle mulige spørgsmål rundt i mit hoved for tiden og det er ikke fordi jeg satser på en forkromet afklaring ved at skrible lidt her, men jeg føler, at jeg skylder at fortælle, hvad der foregår. 

Hvis det er gået jeres næse forbi, så var jeg ude for et uheld i januar, hvor jeg brækkede min ankel noget så grundigt. Den slags kræver en operation, en masse tid til at hele og så endnu mere genoptræning og jeg knokler stadig på. Først lå jeg seks uger i sengen og da jeg så endelig måtte begynde at leve mit liv igen, så kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke gå. Det er ret begrænsende for et liv, at det ikke kan forlade lejligheden. Og det har altså været mit fokus: jeg har på sin vis mistet evnen til at multitaske og det har ikke været muligt for mig at fokusere på andet end at lære at gå og balancere min energi og mit liv - vores liv. Den ene fod foran den anden - og krykkerne med. Og så noget med at være så god en mor og kæreste, som man nu engang kan være, når man ikke rigtigt kan noget. 

Jeg er jo stadig den samme kvinde, så det er klart, at jeg stadig har klikket mig igennem udvalget og nyhederne og udsalget hos Zizzi, Asos, Junarose, Carmakoma og resten af banden. Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen på nye kollektioner, nye stjerner på plus size-himlen, sukket over smukke kjoler og drømt. Men jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har glemt den del af mig lidt. Hvordan kan man andet, når man ligger i sengen døgnet rundt og kun kommer igennem, fordi man har fået morfin med hjem fra apoteket og fordi man er omgivet af kærlighed? Hvordan skulle tøj kunne spille en rolle i et liv, hvor dét at gå 50 meter var en anstrengelse man knapt nok kunne overskue? Når smerter bliver hverdagskost og når hverdagen pludselig bliver væltet omkuld. Når man bliver usikker på benene og usikker på om det nogensinde bliver godt igen, så kan der hænge nok så mange pæne kjoler i skabet - men når man ikke kan gå ud og tage verden på, så giver tøjet pludselig ikke ret meget mening mere. 

Så jeg har knoklet røven ud af bukserne, med et ben der ikke virkede mere og et hoved, der havde glemt at kroppen engang havde haft to ben at gå på. Og alt det, fordi jeg i få øjeblikke mistede balancen. Få øjeblikke som jeg så mange gange har set for øjnene siden og vredet mig i smerte og ubehag og kvalme. Og inderligt ønsket, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, så intet af alt det her var sket. For det har været en mundfuld. Det har det for mig og det har det for alle, som har været min klippe igennem det. Min lille familie har stået imod storm og kæmpe bølger og nu håber vi bare snart, at vi rammer et mere stille sted i vores liv - om ikke andet, et sted med færre udfordringer at overvinde. I hvert fald ikke at den slags, som sætter os tilbage og trækker på overskudskontoen. Vi har fortjent noget medgang nu, hvis jeg må sige det selv. 

Er jeg så klar til at vende tilbage til bloggen? Lad mig sige det sådan, at jeg i hvert fald ikke har lyst til at stoppe med at kalde mig plus size-blogger. Jeg har lyst til at vende tilbage, men jeg skal lige finde balancen helt igen. Selvværd er vigtigt og bloggen spiller en stor rolle for mit selvværd, men der er ting der er vigtigere, som skal opfyldes først. Lige nu finder jeg mit selvværd i, at jeg kæmper med alt jeg har lært for at komme tilbage. Da jeg startede min genoptræning kunne jeg ikke gå. Det kan jeg nu og jeg er lige kommet tilbage fra min sommerferie, hvor familieliv har stået som min allerhøjeste prioritet. Det har været en ferie med masser af skridt, grin, kram og oplevelser. Og sådan set også i pænt tøj, men jeg har ingen billeder at vise jer. 

Jeg ville ellers gerne, men jeg har lige så meget afklaring, jeg skal have klaret først. Hvad skal jeg nu og hvor er jeg på vej hen? Hvordan balancerer jeg bedst mit overskud imellem de ting jeg skal, de ting jeg vil og de ting jeg må? Jeg finder nok ud af det før eller siden, men sådan ligger landet altså. Sagen er den, at når en ankel brækker, som min gjorde, så er det ikke kun en ankel, der går i stykker og som skal vokse sammen igen. Det er et helt liv, der bliver slået ud af kurs, hvor dramatisk det end måtte lyde. 

Jeg gør mit bedste for at finde vej tilbage. 

//

How do you start a blog post when it's been six months since you posted anything here? How do you pick up, where do you start, what do you need to explain? What to say? I've got so many questions in my head right now and I'm not hoping for any answers by writing this I just feel the need to tell you a little about what's been going on. 

So in case you didn't notice back then I broke my ankle in January. I did it well too. I went through an operation, six weeks of doing nothing and then when I thought I was allowed to get back to life again it turned out; I couldn't. I couldn't walk and being able to get out of my apartment seemed like an important part of getting "back to life". So I've been focusing on that; learning to walk. That's why you haven't been seeing a lot of me and my blog lately. 

Of course I've been checking out webshops, pretty dresses, new collections, sales - I mean; I'm still me. But then again; I'm also a new me. 'Cause when you're in your bed all the time and when you're struggling just to walk 50 metres, then it doesn't really seem important what you wear. It's not important at all, in fact. Not when your life and your body isn't working. So I've been working hard - still am. And I'm getting back, I'm sure. But it's a long walk to get there and I'm doing the best I can. Everyone around me should know that I've been doing everything to get there, that I've been giving everyting I have in me - so has the people around me. They've been my rock. And we all deserve better times now, 'cause we've had things thrown at us. 

So am I ready to get back at blogging? Let me put it like this; I'm not ready to stop. However I'm not sure when I'll return for good, 'cause right now I still need to focus on my rehabilitation. That's the most important part - and being something, a mom and a girlfriend, for my family. Feeling good about  myself is important too and the blog plays a major part in that, however right now I get that good feeling from doing everything I can to push forward to get better at walking - and living. When I started rehabilitation I could not walk. I can now. I've come a long way. But I'm not taking a lot of outfit photos, because it's not a part of my focus right now. 

I would love to do it, but I need to focus and figure out where I'm going. It turns out that when you break your ankle it's not just your foot that is broken - it's an entire life that is changing direction for a while. 

I'm trying my best to find my way back. 

Not much fashion

Hvis du har undret dig over stilheden herinde, så kan jeg berette, at den skyldes en brækket ankel og ikke mindre end seks uger med en støvle på foden, primært i sengen. Det er der ikke meget mode i! 

English: 

So you might have been wondering about how quiet it's been here. It's due to a broken ankle and there ain't much fashion to that!