Sider

31.12.16

Last day of 2016



Hej venner! Godt nytår! 

2016 synger snart på sidste vers og sikke et år det har været. Jeg er sikker på, at det ikke bliver et år, jeg kigger tilbage på og tænker: "Det har sørme potentiale til at blive et favoritår!" for selvom der også gemmer sig masser af fine og dyrebare minder i året, så er jeg altså også temmelig klar til at begive mig ind i 2017 og vinke farvel til det her år, for hold nu lige op, hvor har det været åndssvagt hårdt. 

Jeg ligger i skrivende stund med benet over hjertehøjde for at få min ankel til at blive nogenlunde normal i størrelse efter en dag i køkkenet med kransekage i ovnen og de sidste detaljer til desserten. Om lidt skal jeg lave vores klassiske nytårsmenu og jeg ville foretrække at kunne stå på mine ben imens OG kunne have en god aften bagefter også. Så her ligger jeg, men kun et par minutter endnu. 

Inden køkkentjansen vil jeg trække i noget glimmer, male mine læber røde, sætte mit hår - for selvom jeg bare skal have en helt stille aften med min kæreste, vores datter og min far, så er det jo trods alt kun nytår en gang om året. 

2016 har været et år, der har været så overvældende for mig og min lille familie, at det næsten er urimeligt. Mange ting kunne have gået værre, men vi har taget vores bid af lorten, skulle jeg hilse og sige. En brækket ankel sendte os i frit fald og selvom vi har lært meget om os selv, så ville jeg stadig ønske vi kunne gøre det om (jeg mangler stadig kapitler om den tur - men det kommer på et senere tidspunkt). Pludselig stod ikke kun jeg uden job - det gjorde vi begge og i en periode var det svært at se, hvordan 2016 skulle nå at vise sig fra en nogenlunde side. Men min kæreste har fået et nyt job på en dejlig arbejdsplads og det tegner til et spændende 2017. Jeg krydser i hvert fald fingre alt hvad jeg kan for, at det næste år gemmer på en helt masse gode ting for os. 

Når det så er sagt, så smiler jeg også over gode minder. I sommers sang jeg i kirken til en vidunderlig kærlighedsfesr og det var en kæmpe ære. Vi har været på hyggelige udflugter som familie og jeg elsker at Gry er i den alder, hvor hun gider kigge på dyr i timevis og gider male billeder med mig. Vi har været på kort kæresteferie i Hamburg og alt muligt andet godt - og sådan er det jo heldigvis næsten altid; 2016 var ikke vores år, men det var okay alligevel. Vi står her stadig. Og jeg går igen! 

Og I skal have tak. Tak for at følge med her og på Instagram. For støtte og medfølelse og søde kommentarer. Det betyder så meget. 

Så tak. Og godt nytår. Pas på hinanden derude! 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...