Sider

11.11.16

OOTD: Busy weeks

De sidste ni uger har været så travle - så nu udnytter jeg en bustur midt i solnedgangen til at skrive om stort og småt til jer - og ikke mindst om en virkelig pæn skjorte fra Zizzi! 

Jeg var temmelig bekymret for, hvordan det skulle gå med mig og min ankel, når jeg pludselig blev kastet ud i en hverdag uden mulighed for at hvile benet i løbet af dagen. Og det var da også hårdt i starten, men undervejs har jeg lagt mindre mærke til, at anklen bliver øm, at jeg halter meget mindre - og at jeg generelt bare føler mig meget bedre klædt på til en rigtig hverdag. At kaste mig ud i et nyt projekt uden at føle mig helt klar har nok været det bedste jeg kunne gøre - og jeg har lært så meget. Om mig selv og mine drømme, om andre - og selvfølgelig også om det projekt og de temaer, vi har arbejdet med. 

Nu er forløbet snart færdigt og jeg planlægger så småt, hvad jeg vil have på til vores endelige præsentation. Jeg regner med at det bliver denne smukke skjorte fra Zizzi, selvom jeg også gerne lige vil have den på til barnedåb i weekenden. Jeg er helt forgabt i det smukke og elegante print og jeg kunne simpelthen ikke lade den hænge i butikken. 



6.11.16

When your legs don't work - Part 2


Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation. 

Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også! 

Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og  uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå. 

Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt. 

I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med. 

  Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen. 

Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.

Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej. 

English:
Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway. 



30.10.16

Winter florals 2016

Zizzi - Zizzi - Junarose - Carmakoma
Det er langt fra første gang, at jeg klapper i mine små hænder og jubler over blomsterprint i plus size moden. Jeg er vild med det og jeg er vild med, at det ikke bare er en døgnflue. Trenden har hersket i adskillige sæsoner nu og er aktuel uanset om vi skriver sommer- eller vintermode, men der er alligevel en synlig udvikling i tendensen - og jeg elsker det!

Her til vinter er looket meget klassisk, holdt i smukke feminine prints og enkle farver. Her er fire eksempler, som jeg er faldet pladask for. For mig er det helt umuligt at vælge en favorit. Har du en?

English:
I'm loving these four winter floral items. 

16.10.16

Especially for my non-Danish readers!



I just wanted to tell you that I just finished the translation of my first post about my broken ankle.

You can read it right here - it's in the bottom of the post. I hope you'll read it.

When your legs don't work - Part 1

Jeg har jo lovet jer - og mig selv - at jeg ville sætte mig til at skrive noget om, hvad 2016 indtil videre har handlet om for mig; den 22. januar brækkede jeg min ankel og det har fyldt rigtig meget lige siden. Jeg vil allerede nu slå fast, at det bliver en teksttung fortælling og at den kommer til at fylde adskillige indlæg. Så har vi dét på det rene. 

Jeg tænker, at jeg vil have rigtig godt af at sætte ord på mine tanker og oplevelser - og så kan jeg give jer et indblik i, hvorfor det har været sådan energi- og tidskrævende forløb. En stor del af mig har lyst til at lægge det hele bag mig og aldrig tænke på det igen, men jeg ved også godt, at jeg vil få noget godt ud af, at skrive om det - og at jeg desuden heller ikke bare kan ignorere, at det er sket. Det er lidt en kliché, men der er noget om snakken, når man siger, at det hjælper at sætte ord på. Og jeg har faktisk mødt så mange klicheer undervejs i det her forløb, at jeg efterhånden bare omfavner dem. I løbet af min studietid på antropologi på Aarhus Universitet har jeg beskæftiget mig rigtig meget med menneskers sygdomsfortællinger. Jeg har analyseret den ene fortælling efter den anden og holdt dem op mod teorier om, hvorfor sygdomsnarrativer virker helende og hjælper til at få det hele til at give mening igen, når et liv er blevet forstyrret af sygdom eller andre livsomvæltende begivenheder.. Hvordan fællesskabet med andre med en lignende skæbne er betydningsfuldt. Jeg har diskuteret, hvordan et håb for fremtiden er altafgørende for at komme tilbage på sporet eller for at blive på det. Og nu har jeg altså også prøvet det hele selv. 

Måske lige bortset fra at skrive det dér sygdomsnarrativ - men det har jeg så tænkt mig at lave om på nu. Jeg vil prøve at lade være med, at gå for meget ind i en labyrint af antropologiske teorier om det dér med at få slået sit liv ud af kurs, men når det kommer til stykket, så kan jeg nok alligevel ikke helt lade være. Måske kan I se det som en mulighed for at se en lidt anden side af mig end I er vant til - den dér side, som er uddannet antropolog. 

Én ting er i hvert fald sikkert: undervejs I det her forløb har jeg rystet på hovedet over, hvor meget jeg kunne genkende fra mine støvede studiebøger. Og det er da lidt ironisk at have brugt så meget tid på at analysere, hvordan andre mennesker forholder sig til at være syge - og så pludselig at kunne bruge alle de analyser på sig selv. Og nu vi er ved ironi, så lad os da endelig bare spole tilbage til begyndelsen; 

English:

Edit: You convinced me! I'll translate the post. You'll find it in the bottom of the post, so just keep scrolling. 

(Original: Ok, here's the thing! This is the story about my broken ankle. And it's a really, really long story and will be posted in several chapters! It is going to take me so long to translate it, so before I spend my time doing it I would like to be sure, that someone would be reading it afterwards too? If you would like to read it and want me to translate it, please let me know. I don't want to make you feel left out and I'll be happy to translate it. I hope that's okay with you.)



Billedet ovenfor er taget umiddelbart efter jeg blev installeret i ambulancen - og umiddelbart inden, at smerterne tog så meget over, at jeg mest bare havde lyst til at få et black out og den ene af mine redningsmænd begyndte at pumpe morfin ind i mig. Jeg ville seriøst hellere have født et barn en gang i måneden i et år end at opleve den smerte, der kommer når det første adrenalinkick efter et brud er ovre. Og det er altså ikke fordi jeg har specielt sukkersøde erfaringer med fødsler. Jeg siger det bare. 

Hvad skete der? 
Den korte version af den lange historie er, at jeg mistede balancen i en bus, vrikkede rundt og faldt og brækkede anklen noget så grundigt. Den lidt længere version bliver beskrevet nedenfor - men jeg synes altså selv, det er ret ubehageligt at tænke på. Jeg ved ikke om det bare skyldes, at jeg kan mærke mine knogler brække imens, men nu er I i hvert fald advaret. 

Jeg snakkede om ironi lige før og lad os vende tilbage til det nu. 2016 var lige begyndt med et brag. Jeg var lige startet i en rigtig spændende praktik, hvor jeg undersøgte søvnkultur på et ortopædkirurgisk afsnit på et hospital i Region Midt og jeg var absolut vild med at få mulighed for at kombinere min interesse for medicinsk antropologi med praksis. Som en vaskeægte antropolog, der gerne vil forstå et emne fra mange forskellige synspunkter - og i det her tilfælde allerhelst patientens og dennes oplevelse af søvn under indlæggelse - så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lige havde muligheden for at opleve sådan en hospitalsnat fra en hospitalsseng på egen krop. 

"To go native" er et grundlæggende ideal indenfor antropologien - at sætte sig så meget i de mennesker man studerer's sted som muligt, så man kan tage og føle på deres synspunkt og version af verden. Det er på mange måder også et uopnåeligt ideal, fordi vi alle som udgangspunkt altid har forskellige udgangspunkter. Ikke desto mindre skal jeg da love for, at jeg lige fik mit liv ordnet sådan, at jeg kunne være min egen informant. Forskellen var selvfølgelig lige, at min feltarbejde foregik på et afsnit for planlagt kirurgi og at jeg pludselig selv lå akut indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling. Og dermed fik jeg rigelig mulighed for at opleve en hospitalsnat fra en hospitalsseng. Inklusiv smerter og bivirkninger fra stærk medicin. Hvis ikke det nærmest må være definitionen på ironi, så ved jeg ikke hvad skulle være - men lad mig så lige slå fast; jeg havde virkelig ikke planer om at tage "go native"-idealet så bogstaveligt, hvis jeg havde haft en chance for selv at bestemme. 


I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har drømt om at rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, som det drejede sig om. Jeg overså et trin i bussen, som jeg så trådte ned fra uden at være bevidst om det. Mon ikke I allesammen kan nikke genkendende til den ubehagelige følelse det er, når man går ned fra en kantsten, man ikke lige havde set? Jeg landede faktisk fint på mit venstre ben til at starte med, men da jeg skulle genfinde balancen på det højre, så drejede bussen om et hjørne og så var skaden nærmest sket. Jeg blev kastet ud af kurs, vrikkede rundt, havde samtidig rigtig meget fart på og faldt ind imod en glasvæg i bussen, så jeg ikke havde mulighed for at faldt nogen steder hen, sådan at al min vægt (og én ting er, at jeg er overvægtig her, en anden er, at der virkelig var fart på det styrt) ikke gik direkte ned i den ankel, der i forvejen var vrikket rundt. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke skulle forsøge mig med at støtte på benet. Inden jeg fik kæmpet på op at stå, med hjælp fra det nærmeste bussæde, rettede den eneste medpassager min fod sådan nogenlunde på plads. Han kiggede mig i øjnene imens han trak i foden, der nærmest sad i en indadbøjet 90 graders vinkel, så den til sidst sad så normalt som muligt. Og så sagde han undskyld, fordi det selvfølgelig gjorde ondt på mig - men i virkeligheden havde han ingenting at undskylde for. Han gjorde det helt rigtige, fik jeg senere at vide på skadestuen. 

Puha. Jeg får simpelthen så ondt i maven hver gang jeg gennemgår forløbet oppe i hovedet. Det varede få sekunder, men inde i mit hoved føles det som en evighed. Måske fordi jeg har tænkt på det utallige gange - nærmest hver eneste aften og søvnløse nat lige siden, og sidenhen også under hver bustur, jeg har taget. Måske fordi jeg oppe i hovedet også har mulighed for at se det hele i slow motion. Det gør ikke oplevelsen mere behagelig, kan jeg fortælle jer. 


Nå! Nu er det vist på tide at speede lidt op i fortællehastighed her, hvis jeg overhovedet skal have en chance for at en eneste sjæl læser med (det løb er sikkert allerede kørt for de flestes vedkommende - er der stadig nogle med?). 

Jeg havde 13% strøm på min telefon og fik med panik i stemmen hidkaldt min kæreste og datter. Mens Gry så uforstående på fra sin klapvogn, lirkede han nænsomt min vinterstøvle af, og tog den og min tunge taske med hjem igen. Jeg var sådan cirka 100 meter fra at være hjemme og holde weekend med dem, men i stedet blev jeg kørt på skadestuen i en ambulance, med en ispose på anklen lavet af en nettopose og sne fra fortorvet. På skadestuen blev jeg sendt i røntgen, men selv uden de billeder vidste alle, at der var tale om brud; det kunne selv buschaufføren og jeg blive enige om. Det søde og seje personale på skadestuen fyldte mig med morfin og prøvede deres bedste for at reponere bruddet - altså, at sætte min fod sådan nogenlunde på plads igen - men det der skulle være med til at holde foden på plads var godt og grundigt ødelagt. I stedet fik jeg lagt gips helt op til låret og besked på, at jeg ville blive opereret så hurtigt som muligt. Det blev morgenen efter. De søde mennesker, der lagde mig i narkose sørgede for, at det sidste jeg tænkte på inden jeg forsvandt var min datter, der fyldte 14 måneder den dag, så imens jeg drømte sødt om hende, sørgede de for, at mit ben blev lappet sammen igennem med syv skruer og en skinne, at huden blev hæftet sammen med metalklammer og at det hele så blev fikseret i en Rom-Walker til sidst.

Og så fik jeg altså rig mulighed for at opleve det dér med at sove på et hospital. Selvom jeg jo egentlig bare gerne ville have været foruden. 

Phew, det blev en lang omgang! Jeg håber ikke det har taget modet helt fra jer? Der er så mange, der undervejs har spurgt til, hvordan det er gået, hvordan jeg havde det og om det ikke tog lang tid - det her bliver et meget grundigt svar.  Jeg har meget mere at fortælle, men det bliver i et andet indlæg og en anden dag - og jeg håber I gider læse med. 

English:

I promised you guys - and myself too - to write something about my 2016 which has been pretty much all about the fact that I broke my ankle back in January. I can promise you right away that this will be a long story and that it will be sliced into several posts. Now you know. 

I'm sure it's going to do me good to put my thoughts and experiences into words - and I would like to tell you guys why it's been such a long fight to get back. A big part of me really just wants to forget all about it but I know I can't. I know it will make a difference to tell my story because I spend most of my time becoming an anthropologist on analyzing other peoples stories about being ill. I know that narratives about illness can have an healing effect when life becomes different from what it should have been. I know that being a part of a group of people that is going through the same matters and I know that keeping a hope for tomorrow plays a big part when it comes to getting back. And now I've tried it all myself. 

Well, except from writing my own illness narrative - but I'm going to do that now. I'll try not to put too much anthropology in these posts, but I'm not sure I can keep it out all together. One thing is for sure; I've wondered so many times about the "funny" fact that I could totally see myself in all of those dusty text books I have. And it's kind of ironic that I've spend all that time studying sick people and then suddenly I was kinda studying myself. Let's go back to the start: 

So what happened?

The photo from the ambulance was taken when right after I was placed in the ambulance - and just before the pain became so bad that I really just wanted to black out. I mean it when I say I would rather give birth once a month than go through the pain from broken bones. And I'm not one of those women who had a wonderful and easy birth. Just to be clear. 

I was talking about irony before and let's get back to that. I had just started an internship where I was studying sleep culture in a hospital and as an anthropologist I had been a little annoyed with the fact that I couldn't really grasp the patient's point of view of sleeping in a hospital, because I didn't have the chance to experience it myself. And then this happened....... Suddenly I was in the hospital bed myself and I had plenty of time to find out what sleeping in a hospital was all about. If that isn't a definition on irony right there, then I don't know what is. However; if someone had given me the chance to turn this opportunity down I TOTALLY would! 

You're probably can't imagine how many times I've dreamed about going back in time to stop this from happening. To change the few seconds that changed it all. I missed a step on the bus and it made me fall because the bus had to drive around the corner at the same time - pure bad luck. I knew right away that something was very wrong  and I knew I shouldn't try to stand on it when I'd gotten back on the only good foot I had. Right before that another passenger had looked me right in the eyes and said he was sorry - and just before that he had been pulling my foot back into place, or at least as much into place as possible. 

Talking about this make my stomach turn and I'm not even nearly describing this as good as I can in Danish. It makes me sick thinking about these seconds - and in my head they really feel like forever. Maybe because I've been thinking it through again and again and again and again (every sleepless night ever since and every trip I take by bus) and maybe because I can "watch" it in slow motion in my head - every little movement. Slow motion doesn't make it better, believe me!

Okay, I guess it's time to speed things up a bit now if I hope to have anyone reading this post to an end (are you still there?!)

My phone had 13% battery left (don't ask my why I remember this) and I called my boyfriend and asked him to come to the bus. So he did - and he had to bring our daughter too. She looked at us, understanding nothing, while he was trying to get my shoe off my foot as gentle as possible. I was 100 metres from being home and I had been looking so much forward to the weekend and instead I was picked up by an ambulance with an ice bag on my foot made from a plastic back and snow from the street and I ended up spending the weekend in the hospital instead. Everyone knew it was broken - even me and the bus driver. The staff in the ER tried their best to put my foot back into place and when they couldn't they told me I was going to get surgery as fast as possible. That was the morning after. When I was undergoing surgery they made sure to make me think about my daughter as the last thing before I fell asleep, so I was dreaming sweet dreams of her while they were fixing me up.

And then I had the chance to experience sleeping in a hospital. Even though I really didn't want to after all.  

Phew, that was a long post! I hope you still want to read more some other day? I have a lot more to tell you. Especially because so many of you have been so kind to ask me how I was doing during these months - this will be my long answer. 

15.10.16

Date night: My (Little Curvy) Love


Kjole/Dress: My Little Curvy Love

I fredags vinkede min kæreste og jeg farvel til vores lille pige, hendes mormor og moster og så tog vi hinanden i hånden og tog ind til byen, hvor vi havde en hel aften foran os - bare os to og et andet lækkert par (nå ja, og en helt masse andre mennesker, der også lige havde en date med dét par, men det gjorde ikke noget). Før vi satte os i de bløde sæder og lyttede til Tina Dickow og Steffen Brandt i et par timer tog vi på Rick's Restaurant, hvor vi spiste dejlig marokkansk tapas. Det var en fuldstændig gennemført vidunderlig aften. Det var lige dét vi havde brug for. 

Jeg havde kort inden koncerten anskaffet (lad os kalde det en investering, ikke? For kjolen kommer til at leve mange år som favorit i mit skab - det ved jeg bare!) mig min første kjole fra den nye stjerne på den danske plus size-himmel; My Little Curvy Love. Jeg er fuldstændig vild med alt ved den her kjole. Udskæringen ved halsen, som er smuk og feminin og kan sættes på flere forskellige måder. Det lette stof, der bare føles så lækkert at have på. Snittet, der giver en silhuet, som ikke minder om noget jeg har haft på før. Kjolen er lavet på en måde, så den både kan være lang og kort og det løse overstykke kan placeres forskelligt alt efter, hvor man gerne lige vil markeres. Det er altså en vinder! 

English:
Last Friday my boyfriend and I said goodbye to our little girl, her grandmother and aunt and then we took each others hands and went into town and spend the night together - just the two of us and another lovely pair (and a lot of other people who also came to listen to the concert they played). Before the concert we had dinner at a lovely restaurant and the night was just what we needed. 

Shortly before the concert I got myself (let's call it an investment, shall we? Since I know the dress will be a favourite for a long long time!) my first dress from the new star in Danish plus size fashion; My Little Curvy Love. The dress is just wonderful! It is made from the most wonderful fabric and even though it's "just" a black dress there's nothing "just" about it at all! I love the silhuet or should I say silhuets, because depending on how you choose to wear it it can be short or long to create a completely different look. 






10.10.16

Go grab your coat!

Jeg lærte mange ting af at stå i butik, som jeg jo altså gjorde engang i et tidligere liv. Ja, sådan føles det, for der er sket så meget siden, men nogle tips og tricks har jeg taget med mig - og jeg har ikke planer om at glemme dem lige foreløbigt. Tip nummer 1: Vinterjakkerne er altid væk inden vinteren kommer! Faktisk er jeg allerede sent ude med det her indlæg, men jeg kan vist næsten forsvare det med, at det trods alt nærmest stadig var sommer i sidste uge, ikke? Mærkeligt vejr. Men nu! Nu skal jeg da så ellers lige love for, at der er blevet skruet op for efteråret. 

Så altså. Står du og mangler en vinterjakke i år, så er det nu, du skal ud af fjerene og finde den favorit. De rigtige jakker og de rigtige størrelser har det med at forsvinde hurtigt og det er simpelthen så træls, at stå i butikken på den første dag med snevejr og være stivfrossen og så få at vide, at der ikke er mere at komme efter på deres hylder. 

Jeg har kigget mine yndlings-webshops igennem for jer og har håndplukket de jakker, jeg bedst kunne lide. Der er links direkte videre til jakkerne, hvis I skulle finde lige præcist den, der skal holde jer varme i år. 

English:

I learned a lot of things from working in a store. Sometimes it feels like a different life because so much has happened since then but I still learned a few tips that I took with me - and I'm not planning on forgetting them! The first tip is: the winter coats are always gone from the stores before winter comes! It seems like summer just ended last week and that's why I'm already a little late with this post. But the point is; If you need a new coat for winter, then it's time to go get it now! 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...