When your legs don't work - Part 4

Læs første, andet og tredje kapitel, hvis du har lyst. (Der er et eller andet HELT galt med layoutet i det her indlæg - jeg har prøvet at rette det, men det bliver det bare værre af - jeg håber I kan læse det alligevel)

Hvis der er en sang, jeg har haft på hjernen undervejs i det her forløb, så er det Ed Sheerans "Thinking Out Loud" - endda så meget, at den har lavet titlen til denne føljeton. Sangen indledes nemlig med ordene "When your legs don't work like they used to before." Og hvis der er noget, man kan sige om mine ben, så er det da, at de ikke helt virker, som de plejede. Nå ja, og så handler sangen om kærlighed, der er stærk og varer ved - og uden den slags kærlighed, så tør jeg ikke tænke på, hvor meget hårdere det her forløb havde været. Uden en forstående kæreste, der jublede hvis jeg havde tømt opvaskemaskinen og så bort fra alt det andet, som jeg ikke nåede og jublede sammen med mig, når jeg gjorde nye fremskridt. Og en kæreste, der ikke i et sekund bebrejdede mig og den situation mit uheld havde sat os i. At vores liv blev slået helt ud af kurs. Uden familie, der uden at blinke passede både Gry og jeg, når vi manglede hænder. Uden min søster, der kom og holdt mig ved selskab, når jeg var ved at blive skør. Uden Gry, der accepterede, at mor ikke kunne alt det hun kunne før og passede vildt godt på mig, da jeg først begyndte at bevæge mig rundt. 

Jeg gik til genoptræning flere gange om ugen og jeg trænede så meget som min fysioterapeut tillod. Blev hentet og bragt, cyklede utallige kilometer på en motionscykel, brugte timevis i en gangbarre (I ved, den slags man ellers kun ser i film, når folk på mirakuløs skal lære at gå igen efter en ulykke), trænede styrke og stabilitet og vendte mig langsomt af med dårlige vaner. Dårlige vaner som at kigge ned på hvert et skridt jeg tog for at være sikker på, at jeg placerede foden rigtigt og at jeg ikke trådte på noget, der bare var det mindste ujævnt - med det resultat, at jeg absolut intet så af verden omkring mig. Jeg kunne ikke multitaske - hvis jeg gik, så gik jeg og koncentrerede mig om dét. Hvis jeg så skulle orientere mig, så stod jeg stille og kiggede op for at finde et husnummer eller hvad jeg nu skulle se. 

I al den tid jeg gik med krykker kom jeg kun meget kort omkring, men langsomt begyndte det at føles som om, at jeg fik livet tilbage. Det lyder måske overdramatisk, men fra januar til engang langt ind i foråret, kom jeg ingen steder. Min verden var min seng, min sofa, mit toilet, en sjælden gang imellem min terrasse, en flex-taxa, min fysioterapeut og nogle gange mine forældres hus. Min telefon, min iPad, min malebog. Og en helt masse spørgsmål om, om jeg da ikke bare snart skulle smide de der krykker og lære at gå uden. "Jamen, hvor længe skal du da gå med krykker?" Tja, indtil jeg kan gå uden, måtte jeg svare, mens frustrationerne buldrede indeni. For selvom spørgsmålene sikkert var godt ment, så havde jeg lyst til at råbe tilbage, at der da for pokker ikke var noget i den her verden, jeg hellere ville end at gå igen uden de forbandede krykker. Der var ikke noget jeg hellere ville end at gå i Brugsen og handle, end at lave mad, end at hente Gry, end at gå ud med skraldespanden, end at gå på legepladsen eller en tur på Strøget. En enkelt gang sagde jeg det også højt - til manden fra sygedagpengekontoret, som heldigvis for det meste var meget tålmodig og forstående, men som jo også hele tiden skulle sikre sig, om jeg var syg nok til hans system og om jeg snart var rask nok til at være i et andet. Hele mødet med dét system er bare ikke særlig rart, for at gøre den side af historien meget kort. 

Undervejs har det været en stor udfordring, at selvom alle kunne se, at jeg ikke kunne gå særlig godt, så følte jeg, at det var langt de færreste, der forstod, hvad det rent faktisk betød. Måske havde det også en masse at gøre med, at jeg havde enormt dårlig samvittighed over ikke at være hurtigere til at blive bedre og over at det stod så skidt til, men jeg følte i hvert fald, at der ofte var nogle, som satte spørgsmålstegn ved, hvorfor det tog mig så lang tid at komme ordentlig tilbage på fødderne. Jeg kæmpede med alt jeg havde i mig og hver gang jeg havde konsultation med min fysioterapeut roste hun mig for mine store fremskridt. Hun fortalte mig faktisk på et tidspunkt, at det langt fra var alle, der startede hvor jeg gjorde, der kom så langt så hurtigt som jeg gjorde. Jeg kunne have brudt sammen i armene på hende og jeg fældede nok også en tåre (som jeg gjorde under hver eneste konsultation... #tudeprinsesse), fordi det gav mig et kort på hånden, når jeg blev mødt med tvivl. Spørgsmålene var nok aldrig ment som en anklage, men det føltes som om der blev sat spørgsmålstegn ved min indsats og det føltes som en mavepuster hver gang. Jeg tror ikke, at man helt kan forstå, hvordan det føles, hvis man ikke har prøvet det selv - men tro mig, jeg mener det bogstaveligt, når jeg siger, at jeg lærte at gå helt forfra, for jeg havde fuldstændig glemt, hvordan man gør det. 

Men altså - gangbarren blev min bedste ven (og frosne ærter, når jeg kom hjem) i min kamp for at lære at gå helt forfra. Og jeg blev lykkelig hver gang jeg kunne noget, som jeg ikke kunne sidst. Som at gå et rigtigt skridt - sådan hvor den ene fod kommer foran den anden. Som et stå på ét ben. Som at kunne flytte en klud med venstre ben (fordi det betyder, at man har vægten på højre). Som at kunne tage et skridt og kun have én hånd på barren imens. For til sidst at slippe helt og kun gå indeni den for en sikkerheds skyld. Og når jeg ikke var hos min fysioterapeut målte jeg fremskridtene i, hvor mange gange jeg havde gået fra stuen og ud i køkkenet. Og om det var med to eller én krykke. Og senere om det var med én eller slet ingen krykke. Jeg gik fra den ene ende af lejligheden til den anden for at træne gang herhjemme også og i starten kunne et par gange frem og tilbage føles som en hel dag i Londons gader, sådan målt i ømhed bagefter. 

Og sådan gik det langsomt fremad. En dag i juni afleverede vi krykkerne og andre hjælpemidler på hjælpemiddelcentralen og det føltes som en enorm sejr. Ironisk nok var det den samme dag, som vi blev slået hjem i Ludo endnu engang, fordi min kæreste blev fritstillet fra sit job. På mange måder ser vi nu på 2016 som sådan et år, der forsøgte at fortælle os lidt om, hvad vi gerne vil have i vores liv. Ikke flere brækkede ankler, tak. Men mere nærvær, kvalitetstid, taknemmelighed, uendelig kærlighed, gåpåmod og tro på at tingene løser sig. 

I dag er det lige præcist et år siden, at det skete - og for et år siden var jeg vist lige blevet indlogeret på en stue med hende min medpatient, der snakkede i telefon hele tiden og havde skænderier med sine besøgende. I det sidste år, har jeg tænkt meget over ironien i, at vi går rundt og er enige om, at "et brækket ben kan alle jo se - og det gror jo bare sammen igen", når vi taler om og sammenligner med usynlige lidelser. Jeg er ikke ude på at lave en sammenligning overhovedet, for det giver ikke ret meget mening at gradbøje livskriser på andet end personlige skalaer. Jeg kan bare hilse og sige, at selvom mit brud er groet sammen, så var der ikke meget "bare" over resten af forløbet. Jeg har været frustreret og ulykkelig i alle celler af min krop, men også håbefuld og stædig. Jeg har følt mig alene med fornemmelsen af en krop, der ikke duede og bange, når jeg blev i tvivl om, om den nogensinde kom til at virke igen. Mit humør har rutsjet rundt på en skala mellem fuldstændigt opgivende og overbevist om, at alting nok skulle gå. 

En sommerdag græd jeg på vej hjem i bilen fra en helt vidunderlig dag. Jeg havde taget eneret over at gå med klapvognen som ekstra støtte, men bortset fra det havde jeg lige klaret en hel dag i Givskud Zoo og jeg husker, at jeg sagde til min kæreste, at det føltes som om, at jeg lige havde fået mit liv tilbage. Også selvom jeg var fuldstændig brugt og ikke ville kunne gå et skridt mere og nok heller ikke kunne gå ret meget dagen efter. 

Og nu? Jeg går. Og jeg går sådan set meget godt. Jeg er stadig nødt til at tænke meget over, at jeg ikke går for meget i løbet af en dag, hvis jeg vil være noget værd hele dagen - for min ankel hæver stadig op, bliver øm og får mig til at halte, når den bliver træt. Jeg får stadig vild hjertebanken, hvis min fod lander på noget, der udfordrer min stabilitet. Men hey; jeg går. Og selvom lægen dengang fortalte mig, at jeg nok skulle komme op at gå igen, så føles det altså ikke helt som en selvfølge. Og vigtigst af alt: jeg kan gå i Brugsen og jeg kan lave mad. Jeg kan gå en tur på Strøget eller i skoven. Og jeg kan hente Gry i vuggestuen og tage hende med på legepladsen (så længe hun ikke beslutter sig for at løbe væk - så har jeg ikke en chance). Og så passer jeg ekstra på, når jeg kører i bus. 

English:

This is the last chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible.