English version after the pictures.
For lige præcist en uge siden, havde jeg gjort mig klar til fest og jeg var trukket i min nye kjole fra Zizzi. Jeg følte mig faktisk rigtig godt tilpas og så frem til at fejre en kvinde, som altid har været en stor del af mit liv. Inden jeg tog afsted gjorde jeg noget, som jeg gør mange gange dagligt; jeg klikkede lige forbi Facebook og der faldt jeg over et billede af fire smukke kvinder, alle i en stramtsiddende sort kjole med smukke blondedetaljer. Og så klikkede jeg mig ellers igennem en helt masse grimme kommentarer. Jovist; der var også søde komplimenter, men det er som oftest de hårde stemmer der råber højest. "Problemet" (ja, altså... Jeg synes ikke personligt, at det er et problem, men det er der så mange andre, som åbenbart synes) var, at pigerne på billedet, som havde den stramtsiddende kjole på var tykke og det var der mange øjne, som ikke kunne tåle at se på - og mange munde, som blev nødt til at kommentere på. Kjolen gør intet godt for formerne, det ville pynte at gemme formerne væk, det er ikke pænt at flashe overvægt, kvinderne burde tabe sig før de tog sådan en kjole på, skrev folk.
Og der sad jeg så. I selvsamme kjole og lige pludselig vendte humøret sig fra selvsikkert til enormt selvbevidst. Jeg plejer at være rimelig god til at lukke den slags tunge ord, men i lørdags var første gang jeg så min krop på dén måde, i en tætsiddende kjole, siden jeg fødte min datter. Dét var lidt underligt i sig selv og så faldt jeg over
en tråd på Facebook, der mere eller mindre konkluderede, at sådan kan man bare ikke være bekendt at se ud.
Bum, og hvad gør man så lige? Man ryster det af sig, men det kræver træning. Jeg har øvet det længe, det dér med at være ligeglad med hvad andre tænker. At det er mig og min lykke, det handler om. Og så spurgte jeg lige min mor: "Kan jeg godt have det her på?" og hun kiggede kærligt på mig og nikkede. Så spurgte jeg min kæreste og han var vild med kjolen (hvilken kæreste ved sine fulde fem ville egentlig ikke være det?) og med mig. Og så rankede jeg ryggen og tænkte mere eller mindre de samme tanker som
Ditte fra Marilyn's Closet tænkte. Hun er endda en af de smukke(!) kvinder på billedet fra Zizzi i den skønne, skønne kjole.
Hvorfor er vi ikke sødere ved hinanden? Hvorfor bakker vi ikke hinanden noget mere op i vores selvtillid? Hvorfor skal nogens dårlige selvværd overføres til andre?
Personligt er jeg helt vild med citatet fra hendes indlæg om det hun kalder for "Zizzi kjole gate":
"Jeg bliver faktisk ikke gal på egne vegne, men på vegne af de kvinder,
der som jeg, kæmper mod kropsskammen. Kvinder der prøver at acceptere
deres krop som den er. Kvinder som har modet til, at vise de ikke perfekte
dele af deres krop og ståved at det er sådan de ser ud. Kvinder som viser mod og sårbarhed og som så skal se, deres krop blive pillet ned, af hvad der burde være deres medsøstre."
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg vil have til at være den store morale med indlægget her. Måske stille spørgsmålstegn ved om de kritiske kvinder tænker over, hvor mange andre kvinder de piller ned end lige de fire på billedet? Og om de tænker over om deres ord overhovedet gør nogen form for nytte, gør de verden til et bedre sted med deres negativitet?
Og så vil jeg opfordre dig til altid at ryste den slags kommentarer af dig! Kritikken handler ikke om DIG, men om afsenderens forhold til sin egen krop. Hvis du har det godt i din krop, så lad ikke andre ændre det. Og hvis du, ligesom mig, har kjolen (eller en hvilken som helst anden fantastisk kjole i skabet), så tag den på og nyd den - du ser fantastisk ud!
English:
Excactly a week ago I was ready to go to a party to celebrate a woman that's always been a big part of my life. I had put on my new dress from Zizzi and I felt great. Before I left I took the time to check Facebook as I do many times a day and I came across a photo of four beautiful women in the same black bodycon with lace details. And then I read a whole lot of hateful comments (in Danish). Yeah, there were some nice words among them as well, but you know how it goes. The hateful words speak louder. "The problem" (I don't see it as a problem, but many obviously did) was that the women in the photo was fat. People kept saying that the dress didn't do them any good, that they didn't cover up and that they should cover up, that they should loose weight before wearing a dress like that.
And there I was - my new dress was the same as the on the four women. And suddenly I felt my mood go from confident to doubting my self. I'm usually really good at leaving these words behind, but last Saturday was also the first time for me wearing a dress like this since I gave birth. That was a bit weird in the first place and then I saw this conversation on Facebook that told me I couldn't wear anything like that.
So.... What do you do then? Shake it off but it's easier said than done - practice make perfect. I've been practicing for a long time. It's about me and my happiness not what other people think. And then I asked my boyfriend and my mom; "Can I go like this?" They said yes so I made the decision to stand tall and I thought pretty much the same things as Ditte from Marylin's Closet. Her post is only in Danish, so I guess it doesn't make much sense, but here's the link anyway.
Why aren't we nicer to each other? (People in general, specificly curvy women). Why do we have to make each other feel bad?
I'm not sure what my point is. I'm just thinking... Do these women think about what their hard words do to other women? Do they think they're making a change for the better?
And I want to remind you to shake these words off! And if you have this dress (or any other amazing dress!) then wear it! I know you'll look absolutely beautiful!
