Hvordan starter man et blog-indlæg, når det er mere end et halvt år siden, at man sidst sagde et lille pip herinde? Hvordan samler man op, hvad skal man sige? Hvad skal man forklare? Der farer alle mulige spørgsmål rundt i mit hoved for tiden og det er ikke fordi jeg satser på en forkromet afklaring ved at skrible lidt her, men jeg føler, at jeg skylder at fortælle, hvad der foregår.
Hvis det er gået jeres næse forbi, så var jeg ude for et uheld i januar, hvor jeg brækkede min ankel noget så grundigt. Den slags kræver en operation, en masse tid til at hele og så endnu mere genoptræning og jeg knokler stadig på. Først lå jeg seks uger i sengen og da jeg så endelig måtte begynde at leve mit liv igen, så kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke gå. Det er ret begrænsende for et liv, at det ikke kan forlade lejligheden. Og det har altså været mit fokus: jeg har på sin vis mistet evnen til at multitaske og det har ikke været muligt for mig at fokusere på andet end at lære at gå og balancere min energi og mit liv - vores liv. Den ene fod foran den anden - og krykkerne med. Og så noget med at være så god en mor og kæreste, som man nu engang kan være, når man ikke rigtigt kan noget.
Jeg er jo stadig den samme kvinde, så det er klart, at jeg stadig har klikket mig igennem udvalget og nyhederne og udsalget hos Zizzi, Asos, Junarose, Carmakoma og resten af banden. Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen på nye kollektioner, nye stjerner på plus size-himlen, sukket over smukke kjoler og drømt. Men jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har glemt den del af mig lidt. Hvordan kan man andet, når man ligger i sengen døgnet rundt og kun kommer igennem, fordi man har fået morfin med hjem fra apoteket og fordi man er omgivet af kærlighed? Hvordan skulle tøj kunne spille en rolle i et liv, hvor dét at gå 50 meter var en anstrengelse man knapt nok kunne overskue? Når smerter bliver hverdagskost og når hverdagen pludselig bliver væltet omkuld. Når man bliver usikker på benene og usikker på om det nogensinde bliver godt igen, så kan der hænge nok så mange pæne kjoler i skabet - men når man ikke kan gå ud og tage verden på, så giver tøjet pludselig ikke ret meget mening mere.
Så jeg har knoklet røven ud af bukserne, med et ben der ikke virkede mere og et hoved, der havde glemt at kroppen engang havde haft to ben at gå på. Og alt det, fordi jeg i få øjeblikke mistede balancen. Få øjeblikke som jeg så mange gange har set for øjnene siden og vredet mig i smerte og ubehag og kvalme. Og inderligt ønsket, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, så intet af alt det her var sket. For det har været en mundfuld. Det har det for mig og det har det for alle, som har været min klippe igennem det. Min lille familie har stået imod storm og kæmpe bølger og nu håber vi bare snart, at vi rammer et mere stille sted i vores liv - om ikke andet, et sted med færre udfordringer at overvinde. I hvert fald ikke at den slags, som sætter os tilbage og trækker på overskudskontoen. Vi har fortjent noget medgang nu, hvis jeg må sige det selv.
Er jeg så klar til at vende tilbage til bloggen? Lad mig sige det sådan, at jeg i hvert fald ikke har lyst til at stoppe med at kalde mig plus size-blogger. Jeg har lyst til at vende tilbage, men jeg skal lige finde balancen helt igen. Selvværd er vigtigt og bloggen spiller en stor rolle for mit selvværd, men der er ting der er vigtigere, som skal opfyldes først. Lige nu finder jeg mit selvværd i, at jeg kæmper med alt jeg har lært for at komme tilbage. Da jeg startede min genoptræning kunne jeg ikke gå. Det kan jeg nu og jeg er lige kommet tilbage fra min sommerferie, hvor familieliv har stået som min allerhøjeste prioritet. Det har været en ferie med masser af skridt, grin, kram og oplevelser. Og sådan set også i pænt tøj, men jeg har ingen billeder at vise jer.
Jeg ville ellers gerne, men jeg har lige så meget afklaring, jeg skal have klaret først. Hvad skal jeg nu og hvor er jeg på vej hen? Hvordan balancerer jeg bedst mit overskud imellem de ting jeg skal, de ting jeg vil og de ting jeg må? Jeg finder nok ud af det før eller siden, men sådan ligger landet altså. Sagen er den, at når en ankel brækker, som min gjorde, så er det ikke kun en ankel, der går i stykker og som skal vokse sammen igen. Det er et helt liv, der bliver slået ud af kurs, hvor dramatisk det end måtte lyde.
Jeg gør mit bedste for at finde vej tilbage.
//
How do you start a blog post when it's been six months since you posted anything here? How do you pick up, where do you start, what do you need to explain? What to say? I've got so many questions in my head right now and I'm not hoping for any answers by writing this I just feel the need to tell you a little about what's been going on.
So in case you didn't notice back then I broke my ankle in January. I did it well too. I went through an operation, six weeks of doing nothing and then when I thought I was allowed to get back to life again it turned out; I couldn't. I couldn't walk and being able to get out of my apartment seemed like an important part of getting "back to life". So I've been focusing on that; learning to walk. That's why you haven't been seeing a lot of me and my blog lately.
Of course I've been checking out webshops, pretty dresses, new collections, sales - I mean; I'm still me. But then again; I'm also a new me. 'Cause when you're in your bed all the time and when you're struggling just to walk 50 metres, then it doesn't really seem important what you wear. It's not important at all, in fact. Not when your life and your body isn't working. So I've been working hard - still am. And I'm getting back, I'm sure. But it's a long walk to get there and I'm doing the best I can. Everyone around me should know that I've been doing everything to get there, that I've been giving everyting I have in me - so has the people around me. They've been my rock. And we all deserve better times now, 'cause we've had things thrown at us.
So am I ready to get back at blogging? Let me put it like this; I'm not ready to stop. However I'm not sure when I'll return for good, 'cause right now I still need to focus on my rehabilitation. That's the most important part - and being something, a mom and a girlfriend, for my family. Feeling good about myself is important too and the blog plays a major part in that, however right now I get that good feeling from doing everything I can to push forward to get better at walking - and living. When I started rehabilitation I could not walk. I can now. I've come a long way. But I'm not taking a lot of outfit photos, because it's not a part of my focus right now.
I would love to do it, but I need to focus and figure out where I'm going. It turns out that when you break your ankle it's not just your foot that is broken - it's an entire life that is changing direction for a while.
I'm trying my best to find my way back.
