Last day of 2016

Hej venner! Godt nytår! 

2016 synger snart på sidste vers og sikke et år det har været. Jeg er sikker på, at det ikke bliver et år, jeg kigger tilbage på og tænker: "Det har sørme potentiale til at blive et favoritår!" for selvom der også gemmer sig masser af fine og dyrebare minder i året, så er jeg altså også temmelig klar til at begive mig ind i 2017 og vinke farvel til det her år, for hold nu lige op, hvor har det været åndssvagt hårdt. 

Jeg ligger i skrivende stund med benet over hjertehøjde for at få min ankel til at blive nogenlunde normal i størrelse efter en dag i køkkenet med kransekage i ovnen og de sidste detaljer til desserten. Om lidt skal jeg lave vores klassiske nytårsmenu og jeg ville foretrække at kunne stå på mine ben imens OG kunne have en god aften bagefter også. Så her ligger jeg, men kun et par minutter endnu. 

Inden køkkentjansen vil jeg trække i noget glimmer, male mine læber røde, sætte mit hår - for selvom jeg bare skal have en helt stille aften med min kæreste, vores datter og min far, så er det jo trods alt kun nytår en gang om året. 

2016 har været et år, der har været så overvældende for mig og min lille familie, at det næsten er urimeligt. Mange ting kunne have gået værre, men vi har taget vores bid af lorten, skulle jeg hilse og sige. En brækket ankel sendte os i frit fald og selvom vi har lært meget om os selv, så ville jeg stadig ønske vi kunne gøre det om (jeg mangler stadig kapitler om den tur - men det kommer på et senere tidspunkt). Pludselig stod ikke kun jeg uden job - det gjorde vi begge og i en periode var det svært at se, hvordan 2016 skulle nå at vise sig fra en nogenlunde side. Men min kæreste har fået et nyt job på en dejlig arbejdsplads og det tegner til et spændende 2017. Jeg krydser i hvert fald fingre alt hvad jeg kan for, at det næste år gemmer på en helt masse gode ting for os. 

Når det så er sagt, så smiler jeg også over gode minder. I sommers sang jeg i kirken til en vidunderlig kærlighedsfesr og det var en kæmpe ære. Vi har været på hyggelige udflugter som familie og jeg elsker at Gry er i den alder, hvor hun gider kigge på dyr i timevis og gider male billeder med mig. Vi har været på kort kæresteferie i Hamburg og alt muligt andet godt - og sådan er det jo heldigvis næsten altid; 2016 var ikke vores år, men det var okay alligevel. Vi står her stadig. Og jeg går igen! 

Og I skal have tak. Tak for at følge med her og på Instagram. For støtte og medfølelse og søde kommentarer. Det betyder så meget. 

Så tak. Og godt nytår. Pas på hinanden derude! 

OOTD: Busy weeks

De sidste ni uger har været så travle - så nu udnytter jeg en bustur midt i solnedgangen til at skrive om stort og småt til jer - og ikke mindst om en virkelig pæn skjorte fra Zizzi! 

Jeg var temmelig bekymret for, hvordan det skulle gå med mig og min ankel, når jeg pludselig blev kastet ud i en hverdag uden mulighed for at hvile benet i løbet af dagen. Og det var da også hårdt i starten, men undervejs har jeg lagt mindre mærke til, at anklen bliver øm, at jeg halter meget mindre - og at jeg generelt bare føler mig meget bedre klædt på til en rigtig hverdag. At kaste mig ud i et nyt projekt uden at føle mig helt klar har nok været det bedste jeg kunne gøre - og jeg har lært så meget. Om mig selv og mine drømme, om andre - og selvfølgelig også om det projekt og de temaer, vi har arbejdet med. 

Nu er forløbet snart færdigt og jeg planlægger så småt, hvad jeg vil have på til vores endelige præsentation. Jeg regner med at det bliver denne smukke skjorte fra Zizzi, selvom jeg også gerne lige vil have den på til barnedåb i weekenden. Jeg er helt forgabt i det smukke og elegante print og jeg kunne simpelthen ikke lade den hænge i butikken. 

When your legs don't work - Part 2

Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation. 

Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også! 

Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og  uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå. 

Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt. 

I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med. 

  Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen. 

Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.

Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej. 

English:

Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway. 

Winter florals 2016

Zizzi - Zizzi - Junarose - Carmakoma

Det er langt fra første gang, at jeg klapper i mine små hænder og jubler over blomsterprint i plus size moden. Jeg er vild med det og jeg er vild med, at det ikke bare er en døgnflue. Trenden har hersket i adskillige sæsoner nu og er aktuel uanset om vi skriver sommer- eller vintermode, men der er alligevel en synlig udvikling i tendensen - og jeg elsker det!

Her til vinter er looket meget klassisk, holdt i smukke feminine prints og enkle farver. Her er fire eksempler, som jeg er faldet pladask for. For mig er det helt umuligt at vælge en favorit. Har du en?

English:
I'm loving these four winter floral items. 

Especially for my non-Danish readers!

I just wanted to tell you that I just finished the translation of my first post about my broken ankle.

You can read it right here - it's in the bottom of the post. I hope you'll read it.

When your legs don't work - Part 1

Jeg har jo lovet jer - og mig selv - at jeg ville sætte mig til at skrive noget om, hvad 2016 indtil videre har handlet om for mig; den 22. januar brækkede jeg min ankel og det har fyldt rigtig meget lige siden. Jeg vil allerede nu slå fast, at det bliver en teksttung fortælling og at den kommer til at fylde adskillige indlæg. Så har vi dét på det rene. 

Jeg tænker, at jeg vil have rigtig godt af at sætte ord på mine tanker og oplevelser - og så kan jeg give jer et indblik i, hvorfor det har været sådan energi- og tidskrævende forløb. En stor del af mig har lyst til at lægge det hele bag mig og aldrig tænke på det igen, men jeg ved også godt, at jeg vil få noget godt ud af, at skrive om det - og at jeg desuden heller ikke bare kan ignorere, at det er sket. Det er lidt en kliché, men der er noget om snakken, når man siger, at det hjælper at sætte ord på. Og jeg har faktisk mødt så mange klicheer undervejs i det her forløb, at jeg efterhånden bare omfavner dem. I løbet af min studietid på antropologi på Aarhus Universitet har jeg beskæftiget mig rigtig meget med menneskers sygdomsfortællinger. Jeg har analyseret den ene fortælling efter den anden og holdt dem op mod teorier om, hvorfor sygdomsnarrativer virker helende og hjælper til at få det hele til at give mening igen, når et liv er blevet forstyrret af sygdom eller andre livsomvæltende begivenheder.. Hvordan fællesskabet med andre med en lignende skæbne er betydningsfuldt. Jeg har diskuteret, hvordan et håb for fremtiden er altafgørende for at komme tilbage på sporet eller for at blive på det. Og nu har jeg altså også prøvet det hele selv. 

Måske lige bortset fra at skrive det dér sygdomsnarrativ - men det har jeg så tænkt mig at lave om på nu. Jeg vil prøve at lade være med, at gå for meget ind i en labyrint af antropologiske teorier om det dér med at få slået sit liv ud af kurs, men når det kommer til stykket, så kan jeg nok alligevel ikke helt lade være. Måske kan I se det som en mulighed for at se en lidt anden side af mig end I er vant til - den dér side, som er uddannet antropolog. 

Én ting er i hvert fald sikkert: undervejs I det her forløb har jeg rystet på hovedet over, hvor meget jeg kunne genkende fra mine støvede studiebøger. Og det er da lidt ironisk at have brugt så meget tid på at analysere, hvordan andre mennesker forholder sig til at være syge - og så pludselig at kunne bruge alle de analyser på sig selv. Og nu vi er ved ironi, så lad os da endelig bare spole tilbage til begyndelsen; 

English:

Edit: You convinced me! I'll translate the post. You'll find it in the bottom of the post, so just keep scrolling. 

(Original: Ok, here's the thing! This is the story about my broken ankle. And it's a really, really long story and will be posted in several chapters! It is going to take me so long to translate it, so before I spend my time doing it I would like to be sure, that someone would be reading it afterwards too? If you would like to read it and want me to translate it, please let me know. I don't want to make you feel left out and I'll be happy to translate it. I hope that's okay with you.)

Billedet ovenfor er taget umiddelbart efter jeg blev installeret i ambulancen - og umiddelbart inden, at smerterne tog så meget over, at jeg mest bare havde lyst til at få et black out og den ene af mine redningsmænd begyndte at pumpe morfin ind i mig. Jeg ville seriøst hellere have født et barn en gang i måneden i et år end at opleve den smerte, der kommer når det første adrenalinkick efter et brud er ovre. Og det er altså ikke fordi jeg har specielt sukkersøde erfaringer med fødsler. Jeg siger det bare. 

Hvad skete der? 

Den korte version af den lange historie er, at jeg mistede balancen i en bus, vrikkede rundt og faldt og brækkede anklen noget så grundigt. Den lidt længere version bliver beskrevet nedenfor - men jeg synes altså selv, det er ret ubehageligt at tænke på. Jeg ved ikke om det bare skyldes, at jeg kan mærke mine knogler brække imens, men nu er I i hvert fald advaret. 

Jeg snakkede om ironi lige før og lad os vende tilbage til det nu. 2016 var lige begyndt med et brag. Jeg var lige startet i en rigtig spændende praktik, hvor jeg undersøgte søvnkultur på et ortopædkirurgisk afsnit på et hospital i Region Midt og jeg var absolut vild med at få mulighed for at kombinere min interesse for medicinsk antropologi med praksis. Som en vaskeægte antropolog, der gerne vil forstå et emne fra mange forskellige synspunkter - og i det her tilfælde allerhelst patientens og dennes oplevelse af søvn under indlæggelse - så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lige havde muligheden for at opleve sådan en hospitalsnat fra en hospitalsseng på egen krop. 

"To go native" er et grundlæggende ideal indenfor antropologien - at sætte sig så meget i de mennesker man studerer's sted som muligt, så man kan tage og føle på deres synspunkt og version af verden. Det er på mange måder også et uopnåeligt ideal, fordi vi alle som udgangspunkt altid har forskellige udgangspunkter. Ikke desto mindre skal jeg da love for, at jeg lige fik mit liv ordnet sådan, at jeg kunne være min egen informant. Forskellen var selvfølgelig lige, at min feltarbejde foregik på et afsnit for planlagt kirurgi og at jeg pludselig selv lå akut indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling. Og dermed fik jeg rigelig mulighed for at opleve en hospitalsnat fra en hospitalsseng. Inklusiv smerter og bivirkninger fra stærk medicin. Hvis ikke det nærmest må være definitionen på ironi, så ved jeg ikke hvad skulle være - men lad mig så lige slå fast; jeg havde virkelig ikke planer om at tage "go native"-idealet så bogstaveligt, hvis jeg havde haft en chance for selv at bestemme. 

I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har drømt om at rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, som det drejede sig om. Jeg overså et trin i bussen, som jeg så trådte ned fra uden at være bevidst om det. Mon ikke I allesammen kan nikke genkendende til den ubehagelige følelse det er, når man går ned fra en kantsten, man ikke lige havde set? Jeg landede faktisk fint på mit venstre ben til at starte med, men da jeg skulle genfinde balancen på det højre, så drejede bussen om et hjørne og så var skaden nærmest sket. Jeg blev kastet ud af kurs, vrikkede rundt, havde samtidig rigtig meget fart på og faldt ind imod en glasvæg i bussen, så jeg ikke havde mulighed for at faldt nogen steder hen, sådan at al min vægt (og én ting er, at jeg er overvægtig her, en anden er, at der virkelig var fart på det styrt) ikke gik direkte ned i den ankel, der i forvejen var vrikket rundt. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke skulle forsøge mig med at støtte på benet. Inden jeg fik kæmpet på op at stå, med hjælp fra det nærmeste bussæde, rettede den eneste medpassager min fod sådan nogenlunde på plads. Han kiggede mig i øjnene imens han trak i foden, der nærmest sad i en indadbøjet 90 graders vinkel, så den til sidst sad så normalt som muligt. Og så sagde han undskyld, fordi det selvfølgelig gjorde ondt på mig - men i virkeligheden havde han ingenting at undskylde for. Han gjorde det helt rigtige, fik jeg senere at vide på skadestuen. 

Puha. Jeg får simpelthen så ondt i maven hver gang jeg gennemgår forløbet oppe i hovedet. Det varede få sekunder, men inde i mit hoved føles det som en evighed. Måske fordi jeg har tænkt på det utallige gange - nærmest hver eneste aften og søvnløse nat lige siden, og sidenhen også under hver bustur, jeg har taget. Måske fordi jeg oppe i hovedet også har mulighed for at se det hele i slow motion. Det gør ikke oplevelsen mere behagelig, kan jeg fortælle jer. 

Nå! Nu er det vist på tide at speede lidt op i fortællehastighed her, hvis jeg overhovedet skal have en chance for at en eneste sjæl læser med (det løb er sikkert allerede kørt for de flestes vedkommende - er der stadig nogle med?). 

Jeg havde 13% strøm på min telefon og fik med panik i stemmen hidkaldt min kæreste og datter. Mens Gry så uforstående på fra sin klapvogn, lirkede han nænsomt min vinterstøvle af, og tog den og min tunge taske med hjem igen. Jeg var sådan cirka 100 meter fra at være hjemme og holde weekend med dem, men i stedet blev jeg kørt på skadestuen i en ambulance, med en ispose på anklen lavet af en nettopose og sne fra fortorvet. På skadestuen blev jeg sendt i røntgen, men selv uden de billeder vidste alle, at der var tale om brud; det kunne selv buschaufføren og jeg blive enige om. Det søde og seje personale på skadestuen fyldte mig med morfin og prøvede deres bedste for at reponere bruddet - altså, at sætte min fod sådan nogenlunde på plads igen - men det der skulle være med til at holde foden på plads var godt og grundigt ødelagt. I stedet fik jeg lagt gips helt op til låret og besked på, at jeg ville blive opereret så hurtigt som muligt. Det blev morgenen efter. De søde mennesker, der lagde mig i narkose sørgede for, at det sidste jeg tænkte på inden jeg forsvandt var min datter, der fyldte 14 måneder den dag, så imens jeg drømte sødt om hende, sørgede de for, at mit ben blev lappet sammen igennem med syv skruer og en skinne, at huden blev hæftet sammen med metalklammer og at det hele så blev fikseret i en Rom-Walker til sidst.

Og så fik jeg altså rig mulighed for at opleve det dér med at sove på et hospital. Selvom jeg jo egentlig bare gerne ville have været foruden. 

Phew, det blev en lang omgang! Jeg håber ikke det har taget modet helt fra jer? Der er så mange, der undervejs har spurgt til, hvordan det er gået, hvordan jeg havde det og om det ikke tog lang tid - det her bliver et meget grundigt svar.  Jeg har meget mere at fortælle, men det bliver i et andet indlæg og en anden dag - og jeg håber I gider læse med. 

English:

I promised you guys - and myself too - to write something about my 2016 which has been pretty much all about the fact that I broke my ankle back in January. I can promise you right away that this will be a long story and that it will be sliced into several posts. Now you know. 

I'm sure it's going to do me good to put my thoughts and experiences into words - and I would like to tell you guys why it's been such a long fight to get back. A big part of me really just wants to forget all about it but I know I can't. I know it will make a difference to tell my story because I spend most of my time becoming an anthropologist on analyzing other peoples stories about being ill. I know that narratives about illness can have an healing effect when life becomes different from what it should have been. I know that being a part of a group of people that is going through the same matters and I know that keeping a hope for tomorrow plays a big part when it comes to getting back. And now I've tried it all myself. 

Well, except from writing my own illness narrative - but I'm going to do that now. I'll try not to put too much anthropology in these posts, but I'm not sure I can keep it out all together. One thing is for sure; I've wondered so many times about the "funny" fact that I could totally see myself in all of those dusty text books I have. And it's kind of ironic that I've spend all that time studying sick people and then suddenly I was kinda studying myself. Let's go back to the start: 

So what happened?

The photo from the ambulance was taken when right after I was placed in the ambulance - and just before the pain became so bad that I really just wanted to black out. I mean it when I say I would rather give birth once a month than go through the pain from broken bones. And I'm not one of those women who had a wonderful and easy birth. Just to be clear. 

I was talking about irony before and let's get back to that. I had just started an internship where I was studying sleep culture in a hospital and as an anthropologist I had been a little annoyed with the fact that I couldn't really grasp the patient's point of view of sleeping in a hospital, because I didn't have the chance to experience it myself. And then this happened....... Suddenly I was in the hospital bed myself and I had plenty of time to find out what sleeping in a hospital was all about. If that isn't a definition on irony right there, then I don't know what is. However; if someone had given me the chance to turn this opportunity down I TOTALLY would! 

You're probably can't imagine how many times I've dreamed about going back in time to stop this from happening. To change the few seconds that changed it all. I missed a step on the bus and it made me fall because the bus had to drive around the corner at the same time - pure bad luck. I knew right away that something was very wrong  and I knew I shouldn't try to stand on it when I'd gotten back on the only good foot I had. Right before that another passenger had looked me right in the eyes and said he was sorry - and just before that he had been pulling my foot back into place, or at least as much into place as possible. 

Talking about this make my stomach turn and I'm not even nearly describing this as good as I can in Danish. It makes me sick thinking about these seconds - and in my head they really feel like forever. Maybe because I've been thinking it through again and again and again and again (every sleepless night ever since and every trip I take by bus) and maybe because I can "watch" it in slow motion in my head - every little movement. Slow motion doesn't make it better, believe me!

Okay, I guess it's time to speed things up a bit now if I hope to have anyone reading this post to an end (are you still there?!)

My phone had 13% battery left (don't ask my why I remember this) and I called my boyfriend and asked him to come to the bus. So he did - and he had to bring our daughter too. She looked at us, understanding nothing, while he was trying to get my shoe off my foot as gentle as possible. I was 100 metres from being home and I had been looking so much forward to the weekend and instead I was picked up by an ambulance with an ice bag on my foot made from a plastic back and snow from the street and I ended up spending the weekend in the hospital instead. Everyone knew it was broken - even me and the bus driver. The staff in the ER tried their best to put my foot back into place and when they couldn't they told me I was going to get surgery as fast as possible. That was the morning after. When I was undergoing surgery they made sure to make me think about my daughter as the last thing before I fell asleep, so I was dreaming sweet dreams of her while they were fixing me up.

And then I had the chance to experience sleeping in a hospital. Even though I really didn't want to after all.  

Phew, that was a long post! I hope you still want to read more some other day? I have a lot more to tell you. Especially because so many of you have been so kind to ask me how I was doing during these months - this will be my long answer. 

Date night: My (Little Curvy) Love

Kjole/Dress: My Little Curvy Love

I fredags vinkede min kæreste og jeg farvel til vores lille pige, hendes mormor og moster og så tog vi hinanden i hånden og tog ind til byen, hvor vi havde en hel aften foran os - bare os to og et andet lækkert par (nå ja, og en helt masse andre mennesker, der også lige havde en date med dét par, men det gjorde ikke noget). Før vi satte os i de bløde sæder og lyttede til Tina Dickow og Steffen Brandt i et par timer tog vi på Rick's Restaurant, hvor vi spiste dejlig marokkansk tapas. Det var en fuldstændig gennemført vidunderlig aften. Det var lige dét vi havde brug for. 

Jeg havde kort inden koncerten anskaffet (lad os kalde det en investering, ikke? For kjolen kommer til at leve mange år som favorit i mit skab - det ved jeg bare!) mig min første kjole fra den nye stjerne på den danske plus size-himmel; My Little Curvy Love. Jeg er fuldstændig vild med alt ved den her kjole. Udskæringen ved halsen, som er smuk og feminin og kan sættes på flere forskellige måder. Det lette stof, der bare føles så lækkert at have på. Snittet, der giver en silhuet, som ikke minder om noget jeg har haft på før. Kjolen er lavet på en måde, så den både kan være lang og kort og det løse overstykke kan placeres forskelligt alt efter, hvor man gerne lige vil markeres. Det er altså en vinder! 

English:

Last Friday my boyfriend and I said goodbye to our little girl, her grandmother and aunt and then we took each others hands and went into town and spend the night together - just the two of us and another lovely pair (and a lot of other people who also came to listen to the concert they played). Before the concert we had dinner at a lovely restaurant and the night was just what we needed. 

Shortly before the concert I got myself (let's call it an investment, shall we? Since I know the dress will be a favourite for a long long time!) my first dress from the new star in Danish plus size fashion; My Little Curvy Love. The dress is just wonderful! It is made from the most wonderful fabric and even though it's "just" a black dress there's nothing "just" about it at all! I love the silhuet or should I say silhuets, because depending on how you choose to wear it it can be short or long to create a completely different look. 

Go grab your coat!

Jeg lærte mange ting af at stå i butik, som jeg jo altså gjorde engang i et tidligere liv. Ja, sådan føles det, for der er sket så meget siden, men nogle tips og tricks har jeg taget med mig - og jeg har ikke planer om at glemme dem lige foreløbigt. Tip nummer 1: Vinterjakkerne er altid væk inden vinteren kommer! Faktisk er jeg allerede sent ude med det her indlæg, men jeg kan vist næsten forsvare det med, at det trods alt nærmest stadig var sommer i sidste uge, ikke? Mærkeligt vejr. Men nu! Nu skal jeg da så ellers lige love for, at der er blevet skruet op for efteråret. 

Så altså. Står du og mangler en vinterjakke i år, så er det nu, du skal ud af fjerene og finde den favorit. De rigtige jakker og de rigtige størrelser har det med at forsvinde hurtigt og det er simpelthen så træls, at stå i butikken på den første dag med snevejr og være stivfrossen og så få at vide, at der ikke er mere at komme efter på deres hylder. 

Jeg har kigget mine yndlings-webshops igennem for jer og har håndplukket de jakker, jeg bedst kunne lide. Der er links direkte videre til jakkerne, hvis I skulle finde lige præcist den, der skal holde jer varme i år. 

English:

I learned a lot of things from working in a store. Sometimes it feels like a different life because so much has happened since then but I still learned a few tips that I took with me - and I'm not planning on forgetting them! The first tip is: the winter coats are always gone from the stores before winter comes! It seems like summer just ended last week and that's why I'm already a little late with this post. But the point is; If you need a new coat for winter, then it's time to go get it now! 

Carmakoma - Zizzi - Cassiopeia - Junarose

Zizzi - Junarose - P by Etage -  Junarose

OOTD: I'm no superwoman (but I sure talk a lot!)

Da september lakkede mod enden, så havde jeg alle mulige intentioner om, at nu - NU - skulle der dælme sparkes liv i min blog. Der skulle støves af og luftes ud og pudses spejle (altså, billedligt talt, selvom jeg skal være den første til at indrømme at spejlene herhjemme hos mig også trænger i virkeligheden!) her i mit lille hjørne af internettet. Hele september havde jeg brugt i selskab med en helt masse engagerede, motiverede og ikke mindst søde mennesker og hver eneste dag var fyldt med så meget energi. Og det smitter! På den fede måde. Og det har været lige præcist dét jeg havde brug for efter et halvt års tid med et liv på mere eller mindre på stand by. I hvert fald blev det liv jeg regnede med, at jeg skulle leve her i 2016 sat på øjeblikkelig pause. Så er vi tilbage ved anklen - den spiller altså en hovedrolle om jeg vil det eller ej. Jeg har planer om at fortælle jer om forløbet, men det bliver ikke lige nu. 

Nå, men! September var altså fyldt med solskin, søde mennesker og energi. Og optimistiske intentioner om alt det jeg skulle nå - alt det jeg ville finde tid til igen. Men hver dag opdager man også hurtigt, at døgnet ikke bliver længere, fordi man skruer op for ambitionerne og man hænger stadig lidt træt med hovedet midt på aftenen, hvis man er blevet vækket en håndfuld gange i løbet af den forgangne nat. Sådan er det bare. Dertil kommer, at jeg har raget til mig af små-hobby'er, som alle tjener det fremragende formål at holde mig nogenlunde balanceret (bloggen er også inkluderet her), men som i samlet flok faktisk ironisk nok også kan ende med at være lidt stressende, fordi jeg så gerne vil nå det hele. 

Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at man - at jeg - bare ikke kan nå det hele. Det er ikke muligt. Så jeg skruer løbende op og ned for mine forventninger til mine præstationer og flytter rundt på prioriteterne, selvom de første mange placeringer er så nødvendige, at de ikke står til at rokke. Det er noget med familie, arbejdsliv/praktik/jobsøgning, min tankemæssige balance og min genoptræning, som jo på mange måder er et nødvendigt onde. Men hvis det fundament ligesom ikke er i orden, så kan resten være ligemeget. 

Ikke desto mindre er mine intentioner intakte. Jeg tror bare, at jeg - og de tanker har jeg tænkt før - skal åbne op for, at bloggen skal være så meget mere end bare outfits, selvom de utvivlsomt vil blive ved med at spille en hovedrolle, simpelthen fordi de holder mig til ilden og fordi de altid har været grundstenen i det her blog-halløj, som jeg forsøger at holde gang i. Mit liv er så meget mere end at posere et eller andet sted (hvilket stadig for det meste er tæt på mit hjem og helst uden tilskuere - jeg tror aldrig jeg vænner mig til det!), mens min kæreste klikker løs på kameraet. Den del udgør sådan set mindre end 1% af mit liv. Ikke at jeg tror dét kan overraske ret mange. Og jeg tænker lidt, at de sidste 99% sådan set også godt kunne få lov til at være lidt mere med. Ikke at jeg nogensinde har nøjedes med at at blogge om de 1%. Og jeg lyver sådan set også, når jeg siger at alle 99% får plads - jeg mener... Det bliver pisseirriterende for os allesammen og ikke mindst også ret uinteressant (og nok også temmelig meget grænseoverskridende og privat. Vi stopper den bare her...). Okay. Jeg er ikke særlig god til tal, så jeg ved ikke på stående fod, hvor mange procent af mit liv jeg kommer til at åbne op for. Men jeg tænker bare, at jeg - eller vi, for jeg vil have jer med, jo! - lukker mere liv ind. 

Don't worry. Jeg er stadig bare mig. Jeg er stadig plus size og mit klædeskab er stadig alt for fyldt. Jeg er stadig lidt for glad for at browse webshops på nettet. Og plus size-mode og selvkærlighed vil stadig være fundamentet, fordi det er dét, som mit hjørne her handler om. Men jeg vil så gerne fortælle jer mere end det. Måske lidt om at være mor, helt sikkert noget om at være kommet til skade, noget om jobsøgning - kort og godt; noget om min dagligdag. 

Jeg håber I er med! Som altid vil jeg vildt gerne høre fra jer (her i kommentarfeltet, på mail, på instagram (@malenefl), på facebook eller med brevdue, hvis I er til den slags), hvis I har inputs til indholdet her på bloggen. 

Jeg havde egentlig tænkt mig, at det her indlæg bare lige skulle handle lidt om min nye kjole, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at leve i, i løbet af den kommende sæson. Den er lavet i det blødeste strik, som oven i købet har et fint mønster. Og så har den den dér egenskab, som jeg virkelig går efter for tiden - elegant og pænt nok til arbejde, samtidig med, at man bare føler sig så hjemme og afslappet i den. Så ved man bare, at man har købt en vinder! 

Kjole/Dress - Nanna XL // Hårbånd/Hairband - Ellis and Ivy //
Støvler/Boots - Ecco 

English:

When September came to an end I had the intention that I was going to kick a lot of new life to my blog now. I spend september with a lot of motivated, inspiring and nice people and every single day was filled with good energy. And somehow energy moves from one person to another - you probably know that already. I think I really needed this after six months with a life on stand by - at least the life I thought I was going to live in 2016. This means we're back to talking about my ankle injury which plays a major part in my life if I like it or not. I'm planning on telling you all about it later but I'm not going into it all right now. 

Well! September was filled with sunshine, nice people and energy. And optimistic intentions about all the things I wanted to do - all the things I wanted to have the time to do now. But every day you realize that there's not going to be extra hours in a day just because you have plans and you'll still be tired in the middle of the evening if you've been awake several times during the night too. That's just reality. On top of that I've found my self taking several new hobbies which all serve the important job to keep me balanced (the blog is of course a part of this), but when I look at them all together they somehow turn out to be a little stressful - ironic, I know. Stressful because I want to do it all! 

But I've also learned that it's simply not possible to do it all. So I try to slow down and get my priorities straight. On top is my family, my wish to get a job, keeping me and my thoughts in balance and my rehabilitation. At the end of the day - if they're not taken care of none of this matters. The rest will have to wait. 

But I still want to make this blog more lively though! And I think what I need to do is to let more life in. Outfit will still play a major part, but taking pictures of what I'm wearing is less than 1% of my life. I'm not going to let you in on the other 99% - don't worry! That is not going to be interesting anyway. But I'll let you in on some of it. 

I'll still just be me. I'll still love pretty clothes, I'll still have too much in my closet, I'll still browse the internet. The blog will still be about fashion and self lov. And then some. It might be about being a mother, I'm sure it'll be about getting injured and then I'm sure it'll be about things I don't even know yet. Just the life I'm living. As always you're more than welcome to tell me if you have any ideas, wishes or questions about the content of this blog. 

Actually I thought this blog was just going to be about my new blue dress. And then look what happened. Anyway! The dress is just wonderful. It's made from a light fabric with a cute pattern and it's actually pretty much a perfect example of what I'm going for at the moment; elegant, pretty enough for work and still comfortable enough for a day at home. Just perfect and I'm sure I'm going to live it in this season. 

Nanna XL is back in town

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste beboer i Århus, der har savnet Nanna XL, siden de lukkede deres butik i City Vest, da 2013 blev til 2014. Nu er de altså tilbage! Denne gang kan I finde dem i Storcenter Nord. 

Jeg var med til det sidste dengang, da jeg sideløbende med mit studie arbejdede deltid i butikken. Siden da jeg har jeg været temmelig træt af, at de ikke længere var at finde her i byen, for selvom jeg er - og aldrig stopper med at være - stor fan af Zizzi, så kan Nanna XL noget helt særligt i forhold til byens andre plus size-butikker, hvis I spørger mig. Nanna XL er virkelig dygtige til at være mangfoldige. De favner bredt både hvad angår brands og målgrupper. Jeg kan gå derind og jeg kan tage min mormor under armen (men jeg lader være, for hun er alt andet end tyk, så det giver ikke så meget mening! Men I forstår pointen; én i tyverne og én der er lidt ældre, ikke?) og så kan vi begge to komme ud med noget der rammer hver vores smag. 

På hylderne i Nanna XL finder du ud over tøj fra deres eget mærke også Zizzi, Zhenzi, DNY, Cassiopeia og Junarose (og så har jeg endda helt sikkert også glemt nogle). Og som noget helt nyt kan du faktisk også finde et lille eksklusivt udvalg af My Little Curvy Love i den nye butik i Storcenter Nord. Så vidt jeg kunne forstå på chefen i foretagendet, så er det planen, at MLCL skal kunne være at finde i resten af landet inden så længe. Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg er virkelig begejstret for, at de har taget den nye perle til sig. Jeg kunne da heller ikke lade være med at snige et par af kjolerne fra mærket med mig ind i prøverummet - og jøsses, der er styr på snit og silhuet. Så har jeg ikke sagt for lidt. 

English:

Hi guys!

This post is about a new store in Aarhus, the town I live in. I'm afraid it's not that relevant for you guys. However - if you have any questions, don't hesitate to ask and I'll be happy to answer you if I can. 

Jeg har, som I nok kan fornemme, selvfølgelig været forbi den nye butik i Storcenter Nord, som åbnede i torsdags. Denne gang på den anden side af kassen, men det var en fornøjelse, for de nye Nanna XL-piger er simpelthen så søde og servicen er, som jeg kender den bedst, når det kommer til kæden; rigtig god! Butikken er blevet rigtig lækker og jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at tage til den del af byen lidt oftere nu. I kan lige tage en tur rundt i butikken sammen med mig herunder: 

Som noget helt nyt kan I også klikke Nanna XL's udvalg hjem fra deres spritnye webshop. Jeg ved at mange har efterspurgt den, så det er da skønt, at den er kommet nu. Det eneste minus ved dén løsning skulle da lige være, at man så ikke får oplevelsen af prøverummene med - se lige hvor pæne de er!

One step at a time

Blazer - Nanna XL (several seasons old) / Top - Zizzi
Skirt - Zizzi Black Label / Shoes - Ecco 

Sidst vi talte sammen handlede det om min ankel. Jeg kan sådan nogenlunde garantere, at det ikke bliver den eneste gang vi kommer til at tale om den, for den spiller altså en rigtig stor rolle i mit liv, på godt og ondt. Siden sidst er jeg startet i et praktikforløb, så lige nu arbejder jeg med HR, trivsel og kommunikation i en stor virksomhed og det er superspændende og lærerigt på mange måder. Selvfølgelig mest fordi, det er virkelig givende at få prøvet sin faglighed af ude i virkeligheden, men også fordi jeg har haft brug for at mærke, hvordan en hverdag post-brækket ankel fungerer. Den fungerer heldigvis nogenlunde godt, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg intet mærkede til den, når dagen så er omme. 

Og så er der én ting mere. Jeg skal ud i verden (næsten) hver dag. I dag har den stået på jobsøgning hele dagen og jeg følte trods alt, at jeg godt kunne være bekendt at hente Gry fra vuggestuen i bløde bukser og med ikke særlig pænt hår. Men alle andre dage i løbet af ugen, der skal jeg ud. Og det betyder, at jeg faktisk dagligt har en anledning til at kigge mit skab igennem og rent faktisk tage tøj på, som ikke bare er slasket "jeg skal alligevel bare ligge med benet oppe hele dagen"-tøj. Det er virkelig dejligt og jeg kan mærke, at det også giver mig energi, gåpåmod og selvsikkerhed. Det har virkelig været tiltrængt! 

På det sidste har jeg kunnet se en tendens til, at jeg går mere og mere efter de klassiske snit, de klassiske farver og noget der kan bruges på det arbejdsmarked, som jeg forhåbentligt snart får banket hul igennem ind til. Altså, jeg er jo stadig mig - så jeg drages stadig af smukke blomsterprints, who am I kidding? Men det er altså stadig med et twist af klassiker. Outfittet ovenfor er et rimelig godt eksempel på den udvikling og hvordan den ser ud i praksis. 

Jeg håber I allesammen har haft det godt, mens jeg har "holdt pause" og jeg håber virkelig, at I stadig vil være med derude. Er der noget særligt, I gerne vil have jeg skriver om - så hold jer endelig ikke tilbage med ideer! 

English:

Last time we spoke I told you about my ankle. I'll promise you right now it won't be the last time I'll talk about it since it's a big part of my life at the moment. Since last time I started on a new project working in an internship with human ressources, well being and communication in a big company and it's super exciting. I really enjoy getting to put my education to the test and use it in real life. And I get to see what my ankle injury means in a life with a full time job. Luckily it works out fine even though I get to feel it a little extra when I get home. 

Another wonderful thing about this internship is that I have to leave my house (almost) everyday and that means that I'm finally wearing other stuff than soft pants and t-shirts. It really makes a difference to me and how it makes me feel about myself. And I needed that change. 

Lately I've been noticing that my style has been changing a bit. I still like my floral prints, but I'm more and more drawn to classic cuts and colours that'll work out great for the work life I'll hopefully find my way into soon. The outfit above is a pretty good example of how that change looks in real life. 

I hope you've been doing good while I've been away and I really hope you'll still stay around. If you have any ideas or wishes for content on the blog please let me know! 

Hey - what's going on?

Hvordan starter man et blog-indlæg, når det er mere end et halvt år siden, at man sidst sagde et lille pip herinde? Hvordan samler man op, hvad skal man sige? Hvad skal man forklare? Der farer alle mulige spørgsmål rundt i mit hoved for tiden og det er ikke fordi jeg satser på en forkromet afklaring ved at skrible lidt her, men jeg føler, at jeg skylder at fortælle, hvad der foregår. 

Hvis det er gået jeres næse forbi, så var jeg ude for et uheld i januar, hvor jeg brækkede min ankel noget så grundigt. Den slags kræver en operation, en masse tid til at hele og så endnu mere genoptræning og jeg knokler stadig på. Først lå jeg seks uger i sengen og da jeg så endelig måtte begynde at leve mit liv igen, så kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke gå. Det er ret begrænsende for et liv, at det ikke kan forlade lejligheden. Og det har altså været mit fokus: jeg har på sin vis mistet evnen til at multitaske og det har ikke været muligt for mig at fokusere på andet end at lære at gå og balancere min energi og mit liv - vores liv. Den ene fod foran den anden - og krykkerne med. Og så noget med at være så god en mor og kæreste, som man nu engang kan være, når man ikke rigtigt kan noget. 

Jeg er jo stadig den samme kvinde, så det er klart, at jeg stadig har klikket mig igennem udvalget og nyhederne og udsalget hos Zizzi, Asos, Junarose, Carmakoma og resten af banden. Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen på nye kollektioner, nye stjerner på plus size-himlen, sukket over smukke kjoler og drømt. Men jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har glemt den del af mig lidt. Hvordan kan man andet, når man ligger i sengen døgnet rundt og kun kommer igennem, fordi man har fået morfin med hjem fra apoteket og fordi man er omgivet af kærlighed? Hvordan skulle tøj kunne spille en rolle i et liv, hvor dét at gå 50 meter var en anstrengelse man knapt nok kunne overskue? Når smerter bliver hverdagskost og når hverdagen pludselig bliver væltet omkuld. Når man bliver usikker på benene og usikker på om det nogensinde bliver godt igen, så kan der hænge nok så mange pæne kjoler i skabet - men når man ikke kan gå ud og tage verden på, så giver tøjet pludselig ikke ret meget mening mere. 

Så jeg har knoklet røven ud af bukserne, med et ben der ikke virkede mere og et hoved, der havde glemt at kroppen engang havde haft to ben at gå på. Og alt det, fordi jeg i få øjeblikke mistede balancen. Få øjeblikke som jeg så mange gange har set for øjnene siden og vredet mig i smerte og ubehag og kvalme. Og inderligt ønsket, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, så intet af alt det her var sket. For det har været en mundfuld. Det har det for mig og det har det for alle, som har været min klippe igennem det. Min lille familie har stået imod storm og kæmpe bølger og nu håber vi bare snart, at vi rammer et mere stille sted i vores liv - om ikke andet, et sted med færre udfordringer at overvinde. I hvert fald ikke at den slags, som sætter os tilbage og trækker på overskudskontoen. Vi har fortjent noget medgang nu, hvis jeg må sige det selv. 

Er jeg så klar til at vende tilbage til bloggen? Lad mig sige det sådan, at jeg i hvert fald ikke har lyst til at stoppe med at kalde mig plus size-blogger. Jeg har lyst til at vende tilbage, men jeg skal lige finde balancen helt igen. Selvværd er vigtigt og bloggen spiller en stor rolle for mit selvværd, men der er ting der er vigtigere, som skal opfyldes først. Lige nu finder jeg mit selvværd i, at jeg kæmper med alt jeg har lært for at komme tilbage. Da jeg startede min genoptræning kunne jeg ikke gå. Det kan jeg nu og jeg er lige kommet tilbage fra min sommerferie, hvor familieliv har stået som min allerhøjeste prioritet. Det har været en ferie med masser af skridt, grin, kram og oplevelser. Og sådan set også i pænt tøj, men jeg har ingen billeder at vise jer. 

Jeg ville ellers gerne, men jeg har lige så meget afklaring, jeg skal have klaret først. Hvad skal jeg nu og hvor er jeg på vej hen? Hvordan balancerer jeg bedst mit overskud imellem de ting jeg skal, de ting jeg vil og de ting jeg må? Jeg finder nok ud af det før eller siden, men sådan ligger landet altså. Sagen er den, at når en ankel brækker, som min gjorde, så er det ikke kun en ankel, der går i stykker og som skal vokse sammen igen. Det er et helt liv, der bliver slået ud af kurs, hvor dramatisk det end måtte lyde. 

Jeg gør mit bedste for at finde vej tilbage. 

//

How do you start a blog post when it's been six months since you posted anything here? How do you pick up, where do you start, what do you need to explain? What to say? I've got so many questions in my head right now and I'm not hoping for any answers by writing this I just feel the need to tell you a little about what's been going on. 

So in case you didn't notice back then I broke my ankle in January. I did it well too. I went through an operation, six weeks of doing nothing and then when I thought I was allowed to get back to life again it turned out; I couldn't. I couldn't walk and being able to get out of my apartment seemed like an important part of getting "back to life". So I've been focusing on that; learning to walk. That's why you haven't been seeing a lot of me and my blog lately. 

Of course I've been checking out webshops, pretty dresses, new collections, sales - I mean; I'm still me. But then again; I'm also a new me. 'Cause when you're in your bed all the time and when you're struggling just to walk 50 metres, then it doesn't really seem important what you wear. It's not important at all, in fact. Not when your life and your body isn't working. So I've been working hard - still am. And I'm getting back, I'm sure. But it's a long walk to get there and I'm doing the best I can. Everyone around me should know that I've been doing everything to get there, that I've been giving everyting I have in me - so has the people around me. They've been my rock. And we all deserve better times now, 'cause we've had things thrown at us. 

So am I ready to get back at blogging? Let me put it like this; I'm not ready to stop. However I'm not sure when I'll return for good, 'cause right now I still need to focus on my rehabilitation. That's the most important part - and being something, a mom and a girlfriend, for my family. Feeling good about  myself is important too and the blog plays a major part in that, however right now I get that good feeling from doing everything I can to push forward to get better at walking - and living. When I started rehabilitation I could not walk. I can now. I've come a long way. But I'm not taking a lot of outfit photos, because it's not a part of my focus right now. 

I would love to do it, but I need to focus and figure out where I'm going. It turns out that when you break your ankle it's not just your foot that is broken - it's an entire life that is changing direction for a while. 

I'm trying my best to find my way back. 

Not much fashion

Hvis du har undret dig over stilheden herinde, så kan jeg berette, at den skyldes en brækket ankel og ikke mindre end seks uger med en støvle på foden, primært i sengen. Det er der ikke meget mode i! 

English: 

So you might have been wondering about how quiet it's been here. It's due to a broken ankle and there ain't much fashion to that! 

OOTD: Before winter came along

Jeg har ikke så mange ord at knytte til det her indlæg lige nu - billederne er faktisk taget for temmelig længe siden. Før vinteren blev rigtig kold. Og jeg havde lidt glemt alt om dem, for at være ærlig. Men her er de - og lad mig så sige: det er temmelig sjovt, når Gry er med bag kameraet. Bare hvis I undrer jer over mine ansigtsudtryk. 

English:

I haven't got a lot of words for this post. The photos are pretty old and from before the winter became cold here. I forgot all about them to be honest, but here they are - and let me just say; it's so much fun to have Gry with me on the other side of the camera. Just in case you were wondering about my faces. 

Last outfit of 2015 - and the first of 2016

Og sådan gik de første to uger af 2016 så nærmest uden at jeg har opdaget at året kom. Året er startet i fuld fart og jeg har simpelthen så travlt, at jeg ikke har nået at tjekke ordentligt ind på bloggen endnu - men her er jeg! Med et outfit som faktisk blev brugt intet mindre end to gange i min juleferie, altså både juleaften og nytårsaften. Men tyl og glitter passer jo bare så formidabelt til begge aftener og jeg havde begrænset plads i min kuffert. 

Nederdelet er efterhånden et gammelt et fra H&M+. Jeg har ikke brugt det en helt masse, men jeg er så glad for at have det i mit skab, når der skal være lidt ekstra fest og pigethed over det. Alle kvinder burde have et tylnederdel i skabet. 

English:

And just like that the first two weeks of 2016 disappeared almost before I realized that a new year had begun. I'm really busy and haven't had the time to blog, but here I am with an outfit that I actually wore both on christmas and new years eve! 

The skirt is a few seasons old now and from H&M+. I haven't used it alot but I'm so happy that it's in my closet when I need a little extra girlyness.