Winter florals 2016

Zizzi - Zizzi - Junarose - Carmakoma

Det er langt fra første gang, at jeg klapper i mine små hænder og jubler over blomsterprint i plus size moden. Jeg er vild med det og jeg er vild med, at det ikke bare er en døgnflue. Trenden har hersket i adskillige sæsoner nu og er aktuel uanset om vi skriver sommer- eller vintermode, men der er alligevel en synlig udvikling i tendensen - og jeg elsker det!

Her til vinter er looket meget klassisk, holdt i smukke feminine prints og enkle farver. Her er fire eksempler, som jeg er faldet pladask for. For mig er det helt umuligt at vælge en favorit. Har du en?

English:
I'm loving these four winter floral items. 

Especially for my non-Danish readers!

I just wanted to tell you that I just finished the translation of my first post about my broken ankle.

You can read it right here - it's in the bottom of the post. I hope you'll read it.

When your legs don't work - Part 1

Jeg har jo lovet jer - og mig selv - at jeg ville sætte mig til at skrive noget om, hvad 2016 indtil videre har handlet om for mig; den 22. januar brækkede jeg min ankel og det har fyldt rigtig meget lige siden. Jeg vil allerede nu slå fast, at det bliver en teksttung fortælling og at den kommer til at fylde adskillige indlæg. Så har vi dét på det rene. 

Jeg tænker, at jeg vil have rigtig godt af at sætte ord på mine tanker og oplevelser - og så kan jeg give jer et indblik i, hvorfor det har været sådan energi- og tidskrævende forløb. En stor del af mig har lyst til at lægge det hele bag mig og aldrig tænke på det igen, men jeg ved også godt, at jeg vil få noget godt ud af, at skrive om det - og at jeg desuden heller ikke bare kan ignorere, at det er sket. Det er lidt en kliché, men der er noget om snakken, når man siger, at det hjælper at sætte ord på. Og jeg har faktisk mødt så mange klicheer undervejs i det her forløb, at jeg efterhånden bare omfavner dem. I løbet af min studietid på antropologi på Aarhus Universitet har jeg beskæftiget mig rigtig meget med menneskers sygdomsfortællinger. Jeg har analyseret den ene fortælling efter den anden og holdt dem op mod teorier om, hvorfor sygdomsnarrativer virker helende og hjælper til at få det hele til at give mening igen, når et liv er blevet forstyrret af sygdom eller andre livsomvæltende begivenheder.. Hvordan fællesskabet med andre med en lignende skæbne er betydningsfuldt. Jeg har diskuteret, hvordan et håb for fremtiden er altafgørende for at komme tilbage på sporet eller for at blive på det. Og nu har jeg altså også prøvet det hele selv. 

Måske lige bortset fra at skrive det dér sygdomsnarrativ - men det har jeg så tænkt mig at lave om på nu. Jeg vil prøve at lade være med, at gå for meget ind i en labyrint af antropologiske teorier om det dér med at få slået sit liv ud af kurs, men når det kommer til stykket, så kan jeg nok alligevel ikke helt lade være. Måske kan I se det som en mulighed for at se en lidt anden side af mig end I er vant til - den dér side, som er uddannet antropolog. 

Én ting er i hvert fald sikkert: undervejs I det her forløb har jeg rystet på hovedet over, hvor meget jeg kunne genkende fra mine støvede studiebøger. Og det er da lidt ironisk at have brugt så meget tid på at analysere, hvordan andre mennesker forholder sig til at være syge - og så pludselig at kunne bruge alle de analyser på sig selv. Og nu vi er ved ironi, så lad os da endelig bare spole tilbage til begyndelsen; 

English:

Edit: You convinced me! I'll translate the post. You'll find it in the bottom of the post, so just keep scrolling. 

(Original: Ok, here's the thing! This is the story about my broken ankle. And it's a really, really long story and will be posted in several chapters! It is going to take me so long to translate it, so before I spend my time doing it I would like to be sure, that someone would be reading it afterwards too? If you would like to read it and want me to translate it, please let me know. I don't want to make you feel left out and I'll be happy to translate it. I hope that's okay with you.)

Billedet ovenfor er taget umiddelbart efter jeg blev installeret i ambulancen - og umiddelbart inden, at smerterne tog så meget over, at jeg mest bare havde lyst til at få et black out og den ene af mine redningsmænd begyndte at pumpe morfin ind i mig. Jeg ville seriøst hellere have født et barn en gang i måneden i et år end at opleve den smerte, der kommer når det første adrenalinkick efter et brud er ovre. Og det er altså ikke fordi jeg har specielt sukkersøde erfaringer med fødsler. Jeg siger det bare. 

Hvad skete der? 

Den korte version af den lange historie er, at jeg mistede balancen i en bus, vrikkede rundt og faldt og brækkede anklen noget så grundigt. Den lidt længere version bliver beskrevet nedenfor - men jeg synes altså selv, det er ret ubehageligt at tænke på. Jeg ved ikke om det bare skyldes, at jeg kan mærke mine knogler brække imens, men nu er I i hvert fald advaret. 

Jeg snakkede om ironi lige før og lad os vende tilbage til det nu. 2016 var lige begyndt med et brag. Jeg var lige startet i en rigtig spændende praktik, hvor jeg undersøgte søvnkultur på et ortopædkirurgisk afsnit på et hospital i Region Midt og jeg var absolut vild med at få mulighed for at kombinere min interesse for medicinsk antropologi med praksis. Som en vaskeægte antropolog, der gerne vil forstå et emne fra mange forskellige synspunkter - og i det her tilfælde allerhelst patientens og dennes oplevelse af søvn under indlæggelse - så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lige havde muligheden for at opleve sådan en hospitalsnat fra en hospitalsseng på egen krop. 

"To go native" er et grundlæggende ideal indenfor antropologien - at sætte sig så meget i de mennesker man studerer's sted som muligt, så man kan tage og føle på deres synspunkt og version af verden. Det er på mange måder også et uopnåeligt ideal, fordi vi alle som udgangspunkt altid har forskellige udgangspunkter. Ikke desto mindre skal jeg da love for, at jeg lige fik mit liv ordnet sådan, at jeg kunne være min egen informant. Forskellen var selvfølgelig lige, at min feltarbejde foregik på et afsnit for planlagt kirurgi og at jeg pludselig selv lå akut indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling. Og dermed fik jeg rigelig mulighed for at opleve en hospitalsnat fra en hospitalsseng. Inklusiv smerter og bivirkninger fra stærk medicin. Hvis ikke det nærmest må være definitionen på ironi, så ved jeg ikke hvad skulle være - men lad mig så lige slå fast; jeg havde virkelig ikke planer om at tage "go native"-idealet så bogstaveligt, hvis jeg havde haft en chance for selv at bestemme. 

I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har drømt om at rejse tilbage i tiden og pille ved de få sekunder, som det drejede sig om. Jeg overså et trin i bussen, som jeg så trådte ned fra uden at være bevidst om det. Mon ikke I allesammen kan nikke genkendende til den ubehagelige følelse det er, når man går ned fra en kantsten, man ikke lige havde set? Jeg landede faktisk fint på mit venstre ben til at starte med, men da jeg skulle genfinde balancen på det højre, så drejede bussen om et hjørne og så var skaden nærmest sket. Jeg blev kastet ud af kurs, vrikkede rundt, havde samtidig rigtig meget fart på og faldt ind imod en glasvæg i bussen, så jeg ikke havde mulighed for at faldt nogen steder hen, sådan at al min vægt (og én ting er, at jeg er overvægtig her, en anden er, at der virkelig var fart på det styrt) ikke gik direkte ned i den ankel, der i forvejen var vrikket rundt. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke skulle forsøge mig med at støtte på benet. Inden jeg fik kæmpet på op at stå, med hjælp fra det nærmeste bussæde, rettede den eneste medpassager min fod sådan nogenlunde på plads. Han kiggede mig i øjnene imens han trak i foden, der nærmest sad i en indadbøjet 90 graders vinkel, så den til sidst sad så normalt som muligt. Og så sagde han undskyld, fordi det selvfølgelig gjorde ondt på mig - men i virkeligheden havde han ingenting at undskylde for. Han gjorde det helt rigtige, fik jeg senere at vide på skadestuen. 

Puha. Jeg får simpelthen så ondt i maven hver gang jeg gennemgår forløbet oppe i hovedet. Det varede få sekunder, men inde i mit hoved føles det som en evighed. Måske fordi jeg har tænkt på det utallige gange - nærmest hver eneste aften og søvnløse nat lige siden, og sidenhen også under hver bustur, jeg har taget. Måske fordi jeg oppe i hovedet også har mulighed for at se det hele i slow motion. Det gør ikke oplevelsen mere behagelig, kan jeg fortælle jer. 

Nå! Nu er det vist på tide at speede lidt op i fortællehastighed her, hvis jeg overhovedet skal have en chance for at en eneste sjæl læser med (det løb er sikkert allerede kørt for de flestes vedkommende - er der stadig nogle med?). 

Jeg havde 13% strøm på min telefon og fik med panik i stemmen hidkaldt min kæreste og datter. Mens Gry så uforstående på fra sin klapvogn, lirkede han nænsomt min vinterstøvle af, og tog den og min tunge taske med hjem igen. Jeg var sådan cirka 100 meter fra at være hjemme og holde weekend med dem, men i stedet blev jeg kørt på skadestuen i en ambulance, med en ispose på anklen lavet af en nettopose og sne fra fortorvet. På skadestuen blev jeg sendt i røntgen, men selv uden de billeder vidste alle, at der var tale om brud; det kunne selv buschaufføren og jeg blive enige om. Det søde og seje personale på skadestuen fyldte mig med morfin og prøvede deres bedste for at reponere bruddet - altså, at sætte min fod sådan nogenlunde på plads igen - men det der skulle være med til at holde foden på plads var godt og grundigt ødelagt. I stedet fik jeg lagt gips helt op til låret og besked på, at jeg ville blive opereret så hurtigt som muligt. Det blev morgenen efter. De søde mennesker, der lagde mig i narkose sørgede for, at det sidste jeg tænkte på inden jeg forsvandt var min datter, der fyldte 14 måneder den dag, så imens jeg drømte sødt om hende, sørgede de for, at mit ben blev lappet sammen igennem med syv skruer og en skinne, at huden blev hæftet sammen med metalklammer og at det hele så blev fikseret i en Rom-Walker til sidst.

Og så fik jeg altså rig mulighed for at opleve det dér med at sove på et hospital. Selvom jeg jo egentlig bare gerne ville have været foruden. 

Phew, det blev en lang omgang! Jeg håber ikke det har taget modet helt fra jer? Der er så mange, der undervejs har spurgt til, hvordan det er gået, hvordan jeg havde det og om det ikke tog lang tid - det her bliver et meget grundigt svar.  Jeg har meget mere at fortælle, men det bliver i et andet indlæg og en anden dag - og jeg håber I gider læse med. 

English:

I promised you guys - and myself too - to write something about my 2016 which has been pretty much all about the fact that I broke my ankle back in January. I can promise you right away that this will be a long story and that it will be sliced into several posts. Now you know. 

I'm sure it's going to do me good to put my thoughts and experiences into words - and I would like to tell you guys why it's been such a long fight to get back. A big part of me really just wants to forget all about it but I know I can't. I know it will make a difference to tell my story because I spend most of my time becoming an anthropologist on analyzing other peoples stories about being ill. I know that narratives about illness can have an healing effect when life becomes different from what it should have been. I know that being a part of a group of people that is going through the same matters and I know that keeping a hope for tomorrow plays a big part when it comes to getting back. And now I've tried it all myself. 

Well, except from writing my own illness narrative - but I'm going to do that now. I'll try not to put too much anthropology in these posts, but I'm not sure I can keep it out all together. One thing is for sure; I've wondered so many times about the "funny" fact that I could totally see myself in all of those dusty text books I have. And it's kind of ironic that I've spend all that time studying sick people and then suddenly I was kinda studying myself. Let's go back to the start: 

So what happened?

The photo from the ambulance was taken when right after I was placed in the ambulance - and just before the pain became so bad that I really just wanted to black out. I mean it when I say I would rather give birth once a month than go through the pain from broken bones. And I'm not one of those women who had a wonderful and easy birth. Just to be clear. 

I was talking about irony before and let's get back to that. I had just started an internship where I was studying sleep culture in a hospital and as an anthropologist I had been a little annoyed with the fact that I couldn't really grasp the patient's point of view of sleeping in a hospital, because I didn't have the chance to experience it myself. And then this happened....... Suddenly I was in the hospital bed myself and I had plenty of time to find out what sleeping in a hospital was all about. If that isn't a definition on irony right there, then I don't know what is. However; if someone had given me the chance to turn this opportunity down I TOTALLY would! 

You're probably can't imagine how many times I've dreamed about going back in time to stop this from happening. To change the few seconds that changed it all. I missed a step on the bus and it made me fall because the bus had to drive around the corner at the same time - pure bad luck. I knew right away that something was very wrong  and I knew I shouldn't try to stand on it when I'd gotten back on the only good foot I had. Right before that another passenger had looked me right in the eyes and said he was sorry - and just before that he had been pulling my foot back into place, or at least as much into place as possible. 

Talking about this make my stomach turn and I'm not even nearly describing this as good as I can in Danish. It makes me sick thinking about these seconds - and in my head they really feel like forever. Maybe because I've been thinking it through again and again and again and again (every sleepless night ever since and every trip I take by bus) and maybe because I can "watch" it in slow motion in my head - every little movement. Slow motion doesn't make it better, believe me!

Okay, I guess it's time to speed things up a bit now if I hope to have anyone reading this post to an end (are you still there?!)

My phone had 13% battery left (don't ask my why I remember this) and I called my boyfriend and asked him to come to the bus. So he did - and he had to bring our daughter too. She looked at us, understanding nothing, while he was trying to get my shoe off my foot as gentle as possible. I was 100 metres from being home and I had been looking so much forward to the weekend and instead I was picked up by an ambulance with an ice bag on my foot made from a plastic back and snow from the street and I ended up spending the weekend in the hospital instead. Everyone knew it was broken - even me and the bus driver. The staff in the ER tried their best to put my foot back into place and when they couldn't they told me I was going to get surgery as fast as possible. That was the morning after. When I was undergoing surgery they made sure to make me think about my daughter as the last thing before I fell asleep, so I was dreaming sweet dreams of her while they were fixing me up.

And then I had the chance to experience sleeping in a hospital. Even though I really didn't want to after all.  

Phew, that was a long post! I hope you still want to read more some other day? I have a lot more to tell you. Especially because so many of you have been so kind to ask me how I was doing during these months - this will be my long answer. 

Date night: My (Little Curvy) Love

Kjole/Dress: My Little Curvy Love

I fredags vinkede min kæreste og jeg farvel til vores lille pige, hendes mormor og moster og så tog vi hinanden i hånden og tog ind til byen, hvor vi havde en hel aften foran os - bare os to og et andet lækkert par (nå ja, og en helt masse andre mennesker, der også lige havde en date med dét par, men det gjorde ikke noget). Før vi satte os i de bløde sæder og lyttede til Tina Dickow og Steffen Brandt i et par timer tog vi på Rick's Restaurant, hvor vi spiste dejlig marokkansk tapas. Det var en fuldstændig gennemført vidunderlig aften. Det var lige dét vi havde brug for. 

Jeg havde kort inden koncerten anskaffet (lad os kalde det en investering, ikke? For kjolen kommer til at leve mange år som favorit i mit skab - det ved jeg bare!) mig min første kjole fra den nye stjerne på den danske plus size-himmel; My Little Curvy Love. Jeg er fuldstændig vild med alt ved den her kjole. Udskæringen ved halsen, som er smuk og feminin og kan sættes på flere forskellige måder. Det lette stof, der bare føles så lækkert at have på. Snittet, der giver en silhuet, som ikke minder om noget jeg har haft på før. Kjolen er lavet på en måde, så den både kan være lang og kort og det løse overstykke kan placeres forskelligt alt efter, hvor man gerne lige vil markeres. Det er altså en vinder! 

English:

Last Friday my boyfriend and I said goodbye to our little girl, her grandmother and aunt and then we took each others hands and went into town and spend the night together - just the two of us and another lovely pair (and a lot of other people who also came to listen to the concert they played). Before the concert we had dinner at a lovely restaurant and the night was just what we needed. 

Shortly before the concert I got myself (let's call it an investment, shall we? Since I know the dress will be a favourite for a long long time!) my first dress from the new star in Danish plus size fashion; My Little Curvy Love. The dress is just wonderful! It is made from the most wonderful fabric and even though it's "just" a black dress there's nothing "just" about it at all! I love the silhuet or should I say silhuets, because depending on how you choose to wear it it can be short or long to create a completely different look. 

Go grab your coat!

Jeg lærte mange ting af at stå i butik, som jeg jo altså gjorde engang i et tidligere liv. Ja, sådan føles det, for der er sket så meget siden, men nogle tips og tricks har jeg taget med mig - og jeg har ikke planer om at glemme dem lige foreløbigt. Tip nummer 1: Vinterjakkerne er altid væk inden vinteren kommer! Faktisk er jeg allerede sent ude med det her indlæg, men jeg kan vist næsten forsvare det med, at det trods alt nærmest stadig var sommer i sidste uge, ikke? Mærkeligt vejr. Men nu! Nu skal jeg da så ellers lige love for, at der er blevet skruet op for efteråret. 

Så altså. Står du og mangler en vinterjakke i år, så er det nu, du skal ud af fjerene og finde den favorit. De rigtige jakker og de rigtige størrelser har det med at forsvinde hurtigt og det er simpelthen så træls, at stå i butikken på den første dag med snevejr og være stivfrossen og så få at vide, at der ikke er mere at komme efter på deres hylder. 

Jeg har kigget mine yndlings-webshops igennem for jer og har håndplukket de jakker, jeg bedst kunne lide. Der er links direkte videre til jakkerne, hvis I skulle finde lige præcist den, der skal holde jer varme i år. 

English:

I learned a lot of things from working in a store. Sometimes it feels like a different life because so much has happened since then but I still learned a few tips that I took with me - and I'm not planning on forgetting them! The first tip is: the winter coats are always gone from the stores before winter comes! It seems like summer just ended last week and that's why I'm already a little late with this post. But the point is; If you need a new coat for winter, then it's time to go get it now! 

Carmakoma - Zizzi - Cassiopeia - Junarose

Zizzi - Junarose - P by Etage -  Junarose

OOTD: I'm no superwoman (but I sure talk a lot!)

Da september lakkede mod enden, så havde jeg alle mulige intentioner om, at nu - NU - skulle der dælme sparkes liv i min blog. Der skulle støves af og luftes ud og pudses spejle (altså, billedligt talt, selvom jeg skal være den første til at indrømme at spejlene herhjemme hos mig også trænger i virkeligheden!) her i mit lille hjørne af internettet. Hele september havde jeg brugt i selskab med en helt masse engagerede, motiverede og ikke mindst søde mennesker og hver eneste dag var fyldt med så meget energi. Og det smitter! På den fede måde. Og det har været lige præcist dét jeg havde brug for efter et halvt års tid med et liv på mere eller mindre på stand by. I hvert fald blev det liv jeg regnede med, at jeg skulle leve her i 2016 sat på øjeblikkelig pause. Så er vi tilbage ved anklen - den spiller altså en hovedrolle om jeg vil det eller ej. Jeg har planer om at fortælle jer om forløbet, men det bliver ikke lige nu. 

Nå, men! September var altså fyldt med solskin, søde mennesker og energi. Og optimistiske intentioner om alt det jeg skulle nå - alt det jeg ville finde tid til igen. Men hver dag opdager man også hurtigt, at døgnet ikke bliver længere, fordi man skruer op for ambitionerne og man hænger stadig lidt træt med hovedet midt på aftenen, hvis man er blevet vækket en håndfuld gange i løbet af den forgangne nat. Sådan er det bare. Dertil kommer, at jeg har raget til mig af små-hobby'er, som alle tjener det fremragende formål at holde mig nogenlunde balanceret (bloggen er også inkluderet her), men som i samlet flok faktisk ironisk nok også kan ende med at være lidt stressende, fordi jeg så gerne vil nå det hele. 

Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at man - at jeg - bare ikke kan nå det hele. Det er ikke muligt. Så jeg skruer løbende op og ned for mine forventninger til mine præstationer og flytter rundt på prioriteterne, selvom de første mange placeringer er så nødvendige, at de ikke står til at rokke. Det er noget med familie, arbejdsliv/praktik/jobsøgning, min tankemæssige balance og min genoptræning, som jo på mange måder er et nødvendigt onde. Men hvis det fundament ligesom ikke er i orden, så kan resten være ligemeget. 

Ikke desto mindre er mine intentioner intakte. Jeg tror bare, at jeg - og de tanker har jeg tænkt før - skal åbne op for, at bloggen skal være så meget mere end bare outfits, selvom de utvivlsomt vil blive ved med at spille en hovedrolle, simpelthen fordi de holder mig til ilden og fordi de altid har været grundstenen i det her blog-halløj, som jeg forsøger at holde gang i. Mit liv er så meget mere end at posere et eller andet sted (hvilket stadig for det meste er tæt på mit hjem og helst uden tilskuere - jeg tror aldrig jeg vænner mig til det!), mens min kæreste klikker løs på kameraet. Den del udgør sådan set mindre end 1% af mit liv. Ikke at jeg tror dét kan overraske ret mange. Og jeg tænker lidt, at de sidste 99% sådan set også godt kunne få lov til at være lidt mere med. Ikke at jeg nogensinde har nøjedes med at at blogge om de 1%. Og jeg lyver sådan set også, når jeg siger at alle 99% får plads - jeg mener... Det bliver pisseirriterende for os allesammen og ikke mindst også ret uinteressant (og nok også temmelig meget grænseoverskridende og privat. Vi stopper den bare her...). Okay. Jeg er ikke særlig god til tal, så jeg ved ikke på stående fod, hvor mange procent af mit liv jeg kommer til at åbne op for. Men jeg tænker bare, at jeg - eller vi, for jeg vil have jer med, jo! - lukker mere liv ind. 

Don't worry. Jeg er stadig bare mig. Jeg er stadig plus size og mit klædeskab er stadig alt for fyldt. Jeg er stadig lidt for glad for at browse webshops på nettet. Og plus size-mode og selvkærlighed vil stadig være fundamentet, fordi det er dét, som mit hjørne her handler om. Men jeg vil så gerne fortælle jer mere end det. Måske lidt om at være mor, helt sikkert noget om at være kommet til skade, noget om jobsøgning - kort og godt; noget om min dagligdag. 

Jeg håber I er med! Som altid vil jeg vildt gerne høre fra jer (her i kommentarfeltet, på mail, på instagram (@malenefl), på facebook eller med brevdue, hvis I er til den slags), hvis I har inputs til indholdet her på bloggen. 

Jeg havde egentlig tænkt mig, at det her indlæg bare lige skulle handle lidt om min nye kjole, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at leve i, i løbet af den kommende sæson. Den er lavet i det blødeste strik, som oven i købet har et fint mønster. Og så har den den dér egenskab, som jeg virkelig går efter for tiden - elegant og pænt nok til arbejde, samtidig med, at man bare føler sig så hjemme og afslappet i den. Så ved man bare, at man har købt en vinder! 

Kjole/Dress - Nanna XL // Hårbånd/Hairband - Ellis and Ivy //
Støvler/Boots - Ecco 

English:

When September came to an end I had the intention that I was going to kick a lot of new life to my blog now. I spend september with a lot of motivated, inspiring and nice people and every single day was filled with good energy. And somehow energy moves from one person to another - you probably know that already. I think I really needed this after six months with a life on stand by - at least the life I thought I was going to live in 2016. This means we're back to talking about my ankle injury which plays a major part in my life if I like it or not. I'm planning on telling you all about it later but I'm not going into it all right now. 

Well! September was filled with sunshine, nice people and energy. And optimistic intentions about all the things I wanted to do - all the things I wanted to have the time to do now. But every day you realize that there's not going to be extra hours in a day just because you have plans and you'll still be tired in the middle of the evening if you've been awake several times during the night too. That's just reality. On top of that I've found my self taking several new hobbies which all serve the important job to keep me balanced (the blog is of course a part of this), but when I look at them all together they somehow turn out to be a little stressful - ironic, I know. Stressful because I want to do it all! 

But I've also learned that it's simply not possible to do it all. So I try to slow down and get my priorities straight. On top is my family, my wish to get a job, keeping me and my thoughts in balance and my rehabilitation. At the end of the day - if they're not taken care of none of this matters. The rest will have to wait. 

But I still want to make this blog more lively though! And I think what I need to do is to let more life in. Outfit will still play a major part, but taking pictures of what I'm wearing is less than 1% of my life. I'm not going to let you in on the other 99% - don't worry! That is not going to be interesting anyway. But I'll let you in on some of it. 

I'll still just be me. I'll still love pretty clothes, I'll still have too much in my closet, I'll still browse the internet. The blog will still be about fashion and self lov. And then some. It might be about being a mother, I'm sure it'll be about getting injured and then I'm sure it'll be about things I don't even know yet. Just the life I'm living. As always you're more than welcome to tell me if you have any ideas, wishes or questions about the content of this blog. 

Actually I thought this blog was just going to be about my new blue dress. And then look what happened. Anyway! The dress is just wonderful. It's made from a light fabric with a cute pattern and it's actually pretty much a perfect example of what I'm going for at the moment; elegant, pretty enough for work and still comfortable enough for a day at home. Just perfect and I'm sure I'm going to live it in this season. 

Nanna XL is back in town

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste beboer i Århus, der har savnet Nanna XL, siden de lukkede deres butik i City Vest, da 2013 blev til 2014. Nu er de altså tilbage! Denne gang kan I finde dem i Storcenter Nord. 

Jeg var med til det sidste dengang, da jeg sideløbende med mit studie arbejdede deltid i butikken. Siden da jeg har jeg været temmelig træt af, at de ikke længere var at finde her i byen, for selvom jeg er - og aldrig stopper med at være - stor fan af Zizzi, så kan Nanna XL noget helt særligt i forhold til byens andre plus size-butikker, hvis I spørger mig. Nanna XL er virkelig dygtige til at være mangfoldige. De favner bredt både hvad angår brands og målgrupper. Jeg kan gå derind og jeg kan tage min mormor under armen (men jeg lader være, for hun er alt andet end tyk, så det giver ikke så meget mening! Men I forstår pointen; én i tyverne og én der er lidt ældre, ikke?) og så kan vi begge to komme ud med noget der rammer hver vores smag. 

På hylderne i Nanna XL finder du ud over tøj fra deres eget mærke også Zizzi, Zhenzi, DNY, Cassiopeia og Junarose (og så har jeg endda helt sikkert også glemt nogle). Og som noget helt nyt kan du faktisk også finde et lille eksklusivt udvalg af My Little Curvy Love i den nye butik i Storcenter Nord. Så vidt jeg kunne forstå på chefen i foretagendet, så er det planen, at MLCL skal kunne være at finde i resten af landet inden så længe. Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg er virkelig begejstret for, at de har taget den nye perle til sig. Jeg kunne da heller ikke lade være med at snige et par af kjolerne fra mærket med mig ind i prøverummet - og jøsses, der er styr på snit og silhuet. Så har jeg ikke sagt for lidt. 

English:

Hi guys!

This post is about a new store in Aarhus, the town I live in. I'm afraid it's not that relevant for you guys. However - if you have any questions, don't hesitate to ask and I'll be happy to answer you if I can. 

Jeg har, som I nok kan fornemme, selvfølgelig været forbi den nye butik i Storcenter Nord, som åbnede i torsdags. Denne gang på den anden side af kassen, men det var en fornøjelse, for de nye Nanna XL-piger er simpelthen så søde og servicen er, som jeg kender den bedst, når det kommer til kæden; rigtig god! Butikken er blevet rigtig lækker og jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at tage til den del af byen lidt oftere nu. I kan lige tage en tur rundt i butikken sammen med mig herunder: 

Som noget helt nyt kan I også klikke Nanna XL's udvalg hjem fra deres spritnye webshop. Jeg ved at mange har efterspurgt den, så det er da skønt, at den er kommet nu. Det eneste minus ved dén løsning skulle da lige være, at man så ikke får oplevelsen af prøverummene med - se lige hvor pæne de er!