Strøtanker om Kvinder med Kurver

I forgårs, den 16. marts udkom Kvinder med Kurver sammen med Ugebladet Søndag. Det er Danmarks første plus-size-magasin og jeg smuttede forbi min lokale kiosk (næsten) med det samme, for selvom bladet, så vidt jeg ved henvender sig til den kurvede kvinde der har rundet de 40, så var jeg nysgerrig som bare pokker. Og som plus-size-blogger, men i lige så høj grad "bare" fordi jeg ikke kan løbe fra at være en plus-size-kvinde, så måtte jeg støtte initiativet. Til at starte med er det planen, at Kvinder med Kurver skal udkomme to gange årligt, men hvem ved, hvad de fører til, hvis målgruppen støtter op om det? 

I dag har jeg i selskab med god musik fra Telmore Play fået læst bladet fra ende til anden. Det i sig selv er en usædvanlig begivenhed og jeg tror faktisk ikke jeg kan sige, at jeg nogensinde har gjort det før, for som udgangspunkt er jeg faktisk ikke fan af dameblade. Jeg har forsøgt mig én gang før, at læse et blad fra ende til anden, men blev nødt til at give lidt op - bladet henvendte sig også til plus-size-kvinder, men var på tysk og så stærk er jeg alligevel ikke i det sprog, måtte jeg indse. 

Hvis du har lyst til at læse mere om mit forhold til dameblade generelt og mit førstehåndsindtryk af Kvinder med Kurver specifikt, så læs med her. Det bliver sikkert en teksttung omgang - det håber jeg, at I tager i stiv arm, for den slags indlæg skal der vel også af og til være plads til, ikke sandt? 

English:

You might be wondering why the title of this post is in Danish? This post is about the first ever published plus size magazine here in Denmark and I'm going to talk a little about my first impression of the magazine. Since it's a a magazine only published in Denmark and in Danish it's not really that relevant for my readers in any countries - sorry! However, it is a big deal that this magazine is out and I will talk about it here too. I'm going to sum up my points shortly in English too if you want to read along. After all the points are not only relevant here in Denmark. 

I want to warn you though: there's probably going to be a lot of text in this post. I'm just going to put the short English version at the bottom of this post. 

Jeg har aldrig læst et (helt) dameblad 

Før i tiden har jeg ofte sat mig til rette med et nyt blad fra kiosken, med en smuk (tynd) kvinde udenpå, blanke sider og uendelige mængder af tøj indeni, som jeg kun kunne sukke efter. Jeg er altid startet med gode intentioner om, at det her skulle være hyggeligt og om at læse det hele denne gang. Bladet var trods alt til kvinder og jeg er kvinde ergo måtte bladet være for mig. Men nej. 

 Gang på gang har jeg nøjedes med at læse de personlige portrætter om kvinder med forskellige, ofte tragiske, skæbner, som nu er stærke nok til at fortælle deres historie. Nøjedes med at sukke over alt det pæne tøj, som jeg godt gad kunne passe. Nøjedes med at frustrere mig over, at jeg ikke kunne bruge deres "sådan udnytter du din figur bedst"-guides til noget og så i sidste ende faktisk også blive rimelig sur over det kvindebillede, der bliver portrætteret i de her blade. 

Jeg fik det nemlig ofte rigtig-rigtig dårligt med mig selv, når jeg læste de her blade. Og måske har det først og fremmest noget at gøre med, at jeg altid har været for tyk til de blade, at jeg aldrig har været målgruppen. Men gang på gang faldt jeg over artikler om, at "du er god som du er!" (hurra for det budskab!) og så på næste side "Sådan kommer du ud af sengen, uden at han ser dine deller!" (hurra-budskab skudt ned igen, hva'?). Jeg har sågar engang læst en artikel om en dame, som faktisk var ked af, at hun vejede 68 kilo. Og hun var så fin, så fin. Lidt blød i kanterne ja, men så fin. 

Så jeg har altid lukket bladene halvlæst i. Og med en rigtig træls følelse af, at jeg ikke var god nok og at jeg kun kunne blive god nok, hvis jeg en dag kunne passe ind i det snævre ideal, som bladene skriver om. Et ideal, der først og fremmest handler om at være tynd. Det var i den grad befriende at læse et blad fra ende til anden og faktisk passe ind hele vejen igennem, selvom jeg jo nok stadig er til den unge side i forhold til magasinets målgruppe. 

Farvel til tunikaen

Kvinder med Kurver er befriende læsning, fordi magasinet overordnet har samme holdning til plus-size-mode, som vi finder her i det online plus-size community, som danske og udenlandske plus-size-blogs er en del af. Først og fremmest er magasinet fyldt med masser af inspiration til smart og moderne tøj, som lige netop gør op med "gem dig så godt som muligt"-tunikaen. Bladet henvender sig til kvinden, der går op i mode og den anerkender at tykke kvinder også godt må gå op i mode. Magasinet anerkender at plus-size kvinder er begyndt at (og godt må!) stille krav til modebranchen og det tøj, vi kan gå i. 

På magasinets sidste side i klummen rammes det godt ind, hvordan jeg selv har haft det med tøj indtil for få år siden og jeg forestiller mig, at mange andre plus-size-kvinder også kan genkende det. Her skriver Andrea Bak: 

"I mange år havde jeg ladet mig nøje med billigt tøj i dårlig

pasform, fordi jeg ikke undede mig noget bedre tøj, så længe jeg så ud

som jeg gjorde. I stedet gik jeg rundt og forestillede mig alt det lækre 

tøj, jeg skulle købe når jeg blev en størrelse 38."

Og så konkluderer hun, at det simpelthen er det dummeste man kan gøre. Og magasinet er måske netop det kærlige klask bagi, som Andrea gerne vil give til kvinder, der lider af det samme syndrom. For siderne er spækket med inspiration og smider masser af brands på bordet, som vi kan gå på opdagelse i. Jeg troede, at jeg havde godt styr på mine online-shops, men jeg har faktisk også fået et par ekstra skrevet på listen, som jeg lige skal have tjekket igennem en ekstra gang. Stylingtips mangler der heller ikke og de er gere korte og præcise og nemme at udføre - som for eksempel at putte t-shirten ned i bukserne og at smøge ærmerne op på blazeren. Det gør altså en forskel. Og helt grundlæggende for magasinets modeanbefalinger er, at de kedelige tunikaer, der ellers længe har været synonym med plus-size-"mode" er forvist fra siderne. I stedet er der jumpsuits, stramme bukser og frække kjoler. 

"Så ser du tykkere ud!"

Så langt så godt! Men det lykkes desværre ikke helt bladet at styre uden om stereotyperne. De styrer uden om tunikaerne, ja. De maner endda myten om, at vi ikke må gå i vandrette striber til jorden. Men det nævnes også tit, at "hvis du gør sådan og sådan, så kommer du til at se tyndere ud" eller (gud forbyde det, synes det at stå mellem linjerne) "hvis du gør sådan og sådan, så kommer du til at tykkere ud." Og hvis der er noget jeg er træt af - og jeg tror ikke jeg er den eneste - så er det uskrevne regler om dit og dat og det må du og det må du ikke. Og du skal prøve på at komme til at se mindre ud. 

Jeg er helt sikker på, at samtlige stylingtips er velment, men hvad nu hvis det hele ikke behøvede at handle om at se slankere og mere perfekt ud? I bladet står der blandt andet, at: 

"Plus-size kvinder kræver plus-size tasker. Sådan er det!

De bitte små tasker med lange slanke remme dur bare ikke til

Kvinder med Kurver."

Nu, hvor jeg læser sætningen igen er det muligt, at de har ment at kvinderne på redaktionen har brug for større tasker, men jeg blev indledningsvist ret overrasket over at få at vide, at vi nu også skal begrænse os i vores valg af accessories. Måske er det bare mig, men jeg har aldrig hørt om, at små tasker skulle være et problem. 

Jeg kan altså godt lide mine små tasker. Ligesom jeg også godt kan lide mine jeans med lommer på bagdelen - og så kan jeg altså godt leve med, at min røv ser lidt større ud dén dag. Det går nok, for jeg har den størrelse jeg har uanset om jeg har jeans på med baglommer eller en lille taske. Det gør mig hverken større eller mindre. 

Jeg er med på, at de velmenende tips i magasinet har det formål at hjælpe os allesammen til at tage os så godt ud som muligt, men ville det ikke være rart, hvis det ikke altid handlede om at se tyndere ud?

Du må godt være tyk og glad 

Særligt interessant fandt jeg læsningen i artiklen "Skønhed kommer i alle størrelser", hvor journalist Rikke Hast hånd i hånd med forskere i kropskultur og mode belyser, at det langsomt men sikkert ser ud til at kurverne er på vej til at blive et accepteret udtryk, der kan være plads til i modebilledet, men dog stadig i en kontrolleret grad. Mode- og reklamebranchen kan efterhånden godt rumme de smukke kurver, hvilket grundlæggende er udtryk for at disse brancher først og fremmest sælger drømme. 

"... og ofte er det uopnåelige drømme. Vi skal tro, at hvis vi køber

de her jeans, så kommer vi til at se ud som modellen på fotoet, 

og så er der jo grænser for hvor realistisk modellen kan se ud, for vi skal 

synes, at hun er lækker og velformet, uanset hvilken størrelse hun har. 

Strækmærker og alt for mange synlige deller kommer vi nok ikke til at se

mange af for de sælger ikke varen."

Der er tale om en spændende analyse af, hvorfor kurver ikke har en fremtrædende plads i branchen, men det der fylder mest i Kvinder med Kurver er nu først og fremmest artikler, der handler om, at vi ikke behøver at slå os selv i hovedet, fordi vi er tykke - vi må faktisk godt være glad, også for os selv, på trods af det. Det er dejligt at læse et dameblad, hvor man føler at man hører til. Det er lidt den samme følelse, jeg fik da jeg først fik øjnene op for, at der var tykke piger, der bloggede - dét her kunne jeg relatere til og jeg fik for første gang nogensinde øjnene op for, at jeg ikke behøvede have det elendigt med mig selv, fordi jeg var som jeg var. Der er ikke fokus på slankekure eller på den nyeste maveøvelse, der fjerner polstringen på sidebenene og der er interviews med skønne kurvede kvinder, der taler meget om at slutte fred med deres kroppe, hvor de køber deres tøj og hvilken slags klæder de føler sig bedst tilpas i.  

Covergate og kropsidealer

Det er et budskab, der deler vandene. Må man virkelig godt være tyk og glad på samme tid? Bladet har medført diskussioner på de sociale medier, hvor der blandt andet bliver trukket tråde til den nylige såkaldte "Covergate", hvor Cover havde en meget spinkel model i bladet, som smed brænde på bålet og debatten, der handler om usunde idealer i modeverdenen. Nogle stemmer på de sociale medier har så med Kvinder med Kurver i hænderne (eller i hvert fald i tankerne) spurgt om det samme ikke bør gælde den anden vej rundt. Er det ikke ligeså uetisk at idealisere usund overvægt? Og jo, til en hvis grad, er der noget om snakken. Men der er en forskel og den er ikke så svær at finde. 

Hvor Covergate handler om (jovist, et ekstremt tilfælde) det herskende ideal i samfundet, så er der i Kvinder med Kurver tale om at repræsentere og inkludere en gruppe kvinder, som altid har været underrepræsenteret, ja nærmest usynlige i branchen, marginaliseret og diskrimineret i samfundet. Fedme er ikke et ideal i vores samfund, det er nærmere en synd. Og et modeblad med tykke kvinder som målgruppe bidrager næppe til at idealisere fedme, fordi det modsatte ideal - det tynde og trimmede ideal - er så dominerende i vores kultur, samfund og tankegang, at dét i sig selv modvirker denne effekt, hvis den overhovedet skulle være der. Magasinet her opfordrer ingen til at spise et ekstra stykke kage og droppe den fornuftige mad til fordel for en diæt på fastfood fra den gyldne måge for at blive federe. Det inspirere ikke til mere fedme, men det inspirerer til kærlighed til sig selv, selvtillid og selvværd og har vi ikke allesammen lov til at leve et liv, hvor vi kan kigge på os selv i spejlet med kærlighed og fred i øjnene i stedet for selvhad og evig krig med vores kroppe? Hvis Kvinder med Kurver kan hjælpe flere kvinder, der er vant til at, med samfundets hjælp, vide, at de skal hade sig selv til at vende det had til kærlighed, så er jeg kæmpe fan! 

Har du læst Kvinder med Kurver? Hvad tænker du om det? 

Det vil jeg meget gerne høre! 

English:

Wow, that's a lot of text in a strange language, right? I'm sorry but my fingers wouldn't stop typing down my thoughts and the magazine is an interesting input to debates going on in the Danish society these days. Here's a somewhat shorther summary in English, if you want to know a little about what it's all about. 

As stated in the beginning of the post Denmark has seen it's first ever fashion magazine for curvy women. Called "Women with Curves" it's mostly about curvy women feeling good about themselves and telling the readers about how and when they got to a place where they were able to accept themselves. And it's about fashion, obviously. Where to buy clothes, what to look for this season, tips for making you look better, stuff like that. And first of all; the point of the magazine is to state, that you can be happy and curvy at the same time! Which is always a nice statement, right? 

I liked the magazine quite a lot, however I was sad to see that even though they state that it's a myth that fat girls can't wear horizontal stripes then they still mention some of those rules about what fat girls should or should not do in order to look less fat. 

The magazine also started - or startet it again - an interesting debate about ideals in the fashion industry. Recently we experienced the socalled "Covergate" where the Danish fashion magazine published a photo of a very skinny model. And it was fuel to the fire about the debate of unhealthy ideals in the fahion industry. The same debate started when Women with Curves was published with the question: isn't it just as bad to show unhealthy, overweight women in magazines? Isn't it making overweight and being fat an ideal too? The question is a good one and I guess it's a good point. However there is a big difference and it isn't hard to see. 

The photo in Cover of the underweight girl speaks with the language of the dominating ideal in today's society; you have to be thin! Women with Curves is a magazine for overweight women in a society that is discriminating just that. Women with Curves tries to make a space where women og bigger sizes can feel welcome and accepted and maybe start to understand that they are allowed to be fat en happy at the same time. It's not like Women with Curves tells it's readers to eat more cake and get even fatter. It's just trying to make a point: you can be happy and fat and well dressed at the same time - and you're ok just the way you are!

I know this is just a short edition of my thoughts on this magazine.

If you have any thoughts yourself please let me know! I would love to 

hear from you.